DET KAN VÆRE særlig farligt, når en udvikling sker umærkeligt. Splittelse og destabilisering synes i dag at snige sig tilsløret ind overalt. Det sker i et langsomt og dog støt stigende tempo. Der beskæres, spares og forkortes efter såkaldte salamimetoder: skive efter skive efter skive.
Oven i købet sker det tit under større hensyntagen til form end til indhold. Sådan virker det. I tv kender vi det fra så vidt forskellige programserier som ”Antikduellen” og ”X Factor”, samt fra nyhedsudsendelser som ”Aftenshowet” og TV Avisen.
Indslag efter indslag splittes op og serveres som skærmkulturel hakkemad. Hvis stoffet ikke i sig selv er givende nok, for eksempel på grund af mangel på medarbejdere og dertil hørende arbejds- og forberedelsestid, så peppes det op i alt for tit vilkårligt og umotiveret sammensatte montager.
DET KNIBER DERFOR GEVALDIGT for alle parter med at holde fokus. Indhold og handling underordnes den indstilling, at seerne ikke skal bruge øjnene for at kunne se ordentligt efter. Urolige kameraføringer og hurtige klip giver bevægelseseffekter, som overflødiggør publikums egne forsøg på at samle sig.
Sammenhængskraften etableres elektronisk. Hvis blot vi holder øjnene åbne og stirrer stift frem for os, så skal tv-folkene nok sørge for, at der sker noget. Og når det går stærkt, så affinder vi os ukritisk med, at optagelserne gentages igen og igen. Forfra og bagfra.
Sådan virker det: Det, vi ikke får med den ene dag, får vi serveret dagen efter indrammet af lange jingles, gentagne resuméer og amputerede versioner af noget allerede sagt og vist. Sådan foregår det i alle ovennævnte programserier. Ekstremt tendentiøst i seneste udgaver af ”X Factor”.
Her spiller redigeringen direkte med. Der krydsklippes i forbindelse med de enerverende afgørelser. Igen: hastigt frem og tilbage. Hvem er det egentlig, der tales til? Hvem er det egentlig, der skal sendes hjem? Det ene kunstigt oppiskede stemningsskifte afløses af det andet.
KONTRASTVIRKNINGER SØGES. Kunstige spændinger skabes med utidig underlægningsmusik, skiftende synsvinkler og lyseffekter, dér hvor det sagte og viste ikke i sig selv underholdningsmæssigt er fyldestgørende. Alt i alt afspejles der nogle manerer og mentaliteter, som er tidstypiske.
Spørgsmål: Bliver vores respektable radiokultur umærkeligt præget af lignende tendenser? P1-programmer som ”Harddisken”, ”Natursyn” og ”Videnskabens Verden” er siden årsskiftet blevet splittet og forkortet på en ildevarslende måde. Som om lyttere ikke kan samle sig i mere end 25 minutter ad gangen?
Tidstypisk, ja, og er det ikke sådan med såvel de daglige måltider som med den åndelige føde: Det, vi spiser, ser og hører, det er og bliver vi? En homogeniserende snakkesalighed breder sig, som om der ikke skulle være forskel på ensretning og ligestilling! Målsætningen må være: Vi skal sikre os, at vi kan forblive lige forskellige i al vores ensartethed.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.