Prøv avisen
Debat

Farvel til familien: Barnløse regeringsledere er tegn på et Europa i krise

Fire af de barnløse europæiske ledere mødtes i tirsdags i Bru- xelles. Fra venstre: Emmanuel Macron, Xavier Bettel, Angela Merkel og Theresa May. – Foto: Thierry Monasse/ritzau

Storbritanniens May, Frankrigs Macron, Tysklands Merkel, Sveriges Löfven, Italiens Gentiloni, Hollands Rutte, Luxembourgs Bettel, Skotlands Sturgeon og EU’s Juncker – hvad har de tilfælles? Ja, ud over at være regeringsledere så er de alle som én barnløse. Man må spørge sig selv, om det afspejler en bekymrende samfundstendens, skriver konservativ folketingskandidat

STORBRITANNIENS MAY, Frankrigs Macron, Tysklands Merkel, Sveriges Löfven, Italiens Gentiloni, Hollands Rutte, Luxembourgs Bettel, Skotlands Sturgeon og EU’s Juncker – hvad har de tilfælles? Ja, ud over at være regeringsledere så er de alle som én barnløse.

I nogle tilfælde vides det, at det er ufrivilligt, men for hovedpartens vedkommende synes der at være tale om et bevidst livs- og karrierevalg, som adskiller sig radikalt fra, hvordan billedet tidligere har været. Selv toppolitikere – der hævet over enhver tvivl har en voldsomt tidspresset tilværelse – har tidligere fundet tid til også at blive forældre. Samtlige danske statsministre siden Scavenius har for eksempel haft børn.

Men ud over at det er nyt – og alene af den grund bør bemærkes – så må man spørge sig selv, om det afspejler en bekymrende samfundstendens. Ikke så meget i forhold til den enkelte politiker, hvis livsvalg eller livsmuligheder man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved. Men det er nu engang en fordel med politikere, som nogenlunde afspejler befolkningens sammensætning, blandt andet i forhold til erhvervsmæssig spredning. Dette samme gælder i forhold til at have børn.

Man kan selvfølgelig som enkeltindivid sagtens være en glimrende politiker, selvom man ikke har børn. Men det er problematisk, hvis politikere generelt ikke (længere) har børn. Det er en relevant livserfaring for politikere, fordi det giver en indsigt i meget store dele af befolkningens dagligdag. Og vel at mærke ikke alene fordi det er en fordel med kendskab til blepriser, pasningsmuligheder og vaccinationsprogrammer.

Langt vigtigere er det, at det at få børn ændrer ens syn på mange ting, og på mange måder er den mest grundlæggende forandring af ens tilværelse, de fleste mennesker kommer ud for.

At få børn tilfører ens liv mening på et meget dybtliggende plan, og børn bringer helt særlige glæder – men også bekymringer – ind i ens liv, som man aldrig har kendt til før. De vender grundlæggende op og ned på prioriteterne i tilværelsen, fordi man må sætte sig selv til side og udsætte sine egne behov til fordel for barnets, hvis tilværelsen skal fungere.

Det er en grundlæggende eksistentiel forandring, som ikke efterlader noget menneske uforandret, og som kan være svær at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det. Dermed deler en stor del af Europas barnløse regeringsledere ikke længere livsvilkår eller livserfaringer med mange af deres borgere.

Dette kan i sig selv være problematisk nok, men de europæiske regeringslederes barnløshed er samtidig også udtryk for et samfund, hvor familien er under stærkt pres, og hvor det i stigende grad er blevet legitimt at vælge den fra, fordi den ikke passer ind i ens personlige livs- eller karrierevalg. I hovedparten af de lande, som de nævnte regeringsledere repræsenterer, er fødselsraten lav, og befolkningen kan ikke længere reproducere sig selv.

Der er hele tiden personlige livsvalg, der stiller sig i vejen for at overgive sig til at blive en del af en krævende kernefamilie, som sætter betydelige begrænsninger for individets frie udfoldelsesmuligheder. Ofte venter man så længe, at der skal lægehjælp til, når ønsket om børn endelig opstår, fordi naturen sætter sine begrænsninger for, hvor sent det er fornuftigt at få børn.

De lave fødselsrater har været diskuteret som et samfundsmæssigt problem i mange europæiske lande, hvis oprindelige befolkning decimeres kraftigt i løbet af et par generationer. Men signalet fra en række af de barnløse regeringsledere er tilsyneladende, at de ikke ønsker at gå foran med et godt eksempel og sikre deres folks overlevelse.

Samtidig undsiger deres fravalg af familien en af de mest fundamentale af samfundets institutioner. Det er i familien, at den grundlæggende opdragelse og socialisering af de kommende generationer sker. Det er her, man lærer at skelne ondt fra godt. Det er her, man lærer at blive en del af et fællesskab og lærer familiens og samfundets grundlæggende traditioner og værdier at kende. Det er i familien, at kulturen bliver skabt, og fravælger vi familien, så fravælger vi også en væsentlig del af det fundament, der skaber et godt samfund.

Konsekvenserne for den europæiske civilisation er ganske enkelt uoverskuelige.

Nikolaj Bøgh er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Frederiksberg.