Gennem et par årtier har den været på mode: påstanden om at menneskesindet blot er sydende neurologiske processer.
Hvad de gamle så som ånd, er angiveligt ikke andet end impulser i hjernebarken. Beder man Fadervor, lyser et bestemt center op på en hjernescanning, et andet skinner, hvis man bliver man bange for en edderkop – samme biologiske bip. Alt fra utroskab til hjælpsomhed er programmer afsat gennem udviklingshistorien i den kødelige klump af nerveceller bag panden.
Stenalderhjernens materielle signaler er det hele, og som højere dyr dingler vi i impulsernes tråde, mens vi bilder os ind, at tanken er fri.
Denne materialisme giver den gerne som kompromisløst videnskabelig, men den burde dæmpe sin hvidkitlede selvsikkerhed, mener den amerikanske fysiker Adam Frank. Materialismen er nemlig uvidenskabelig, for dens historiske parentes er lukket. I dag står fysikken anderledes undrende og ydmyg over for stoffets gåde.
Materialismen bygger på Newtons love, men deres tilforladelige verden blev skudt i sænk af Niels Bohr for 90 år siden, da han sammen med andre af Københavnerskolen udviklede kvantefysikken med dens svimlende bud på materiens vilde og ufattelige væsen.
Professor Adam Frank udfolder kvantefysikkens syrede indsigter i en artikel i magasinet Aeon; vanskelige sager – nævnes skal det blot, at materialismens forestillinger om den ydre verdens faste natur er forældede. Man må slet ikke opfatte atomer som ”ting” bemærkede Bohrs kollega Werner Heisenberg, og partikler savner alle stabile egenskaber. Deres position, hastighed og øvrige opførsel er helt uforudsigelig. ”Gud spiller ikke med terninger,” protesterede Einstein, men Bohr trak det længste strå. Guds planer er højere, end vi kan fatte, og ligner derfor tilfældig raflen.
Vil man opretholde en naiv realisme, skriver Adam Frank, må man tage skyklapper på. Kun sådan kan man blive i det newtonske rum, hvor tingene er forudsigelige. Vores intuitive og konkrete forestillinger holder nemlig ikke; verden er forrygende fremmedartet.
Det er ikke svært at se, hvorfor mange forbliver i det vante materialistiske rum, bemærker Frank:
”Materialismen er en tiltrækkende filosofi – eller var det i al fald, indtil kvantefysikken forandrede vores forståelse af stof. ’Jeg gendriver det således,’ sagde 1700-tals-forfatteren Samuel Johnson, idet han sparkede til en stor sten som svar på argumenter mod materialismen, han lige havde måttet lægge øre til. Johnsons spark er essensen af et stædigt (og fodbrækkende) materialistisk verdensbillede. Sparket vil vise, akkurat hvad verden er lavet af: stykker af sager, som kaldes stof.
Og eftersom stof skulle have egenskaber, der er ydre og uafhængige af, hvad der har med os at gøre, så kan vi bruge det stof til at bygge en helt objektiv redegørelse for den objektive verden. Denne model-vision af virkeligheden ligger bag meget af materialismens offentlige selvsikkerhed med hensyn til at knække det menneskelige sinds hemmelighed.”
Når newtonsk fysik skal forklare hjernen, kan den imidlertid bare redegøre for blodkar og den kemiske forbindelse mellem såkaldte synapser. Den fatter slet ikke, hvordan hjernen gør sine levende erfaringer med den ydre verden. Vi står da heller ikke over for vore omgivelser, som materialismen troede; indre og ydre er flettet sammen på uforklarlig vis. Og dette må ikke afvises som uvidenskabelig mystik, understreger Frank. Man må til at acceptere nogle metafysiske dimensioner, som materialismen tidligere rynkede på næsen af.
”Nogle af dem, der forsker i bevidsthed, anser sig selv som benhårde og konkrete, fordi de henviser til fysikkens autoritet. Men når så vi fysikere bliver bedt om at forholde os til emnet, vil vi ofte se på vore skosnuder, smile fåret og mumle noget om, at ’det er kompliceret’ Vi ved nemlig, at stof forbliver mystisk, ligesom sindet forbliver mystisk, og vi ved ikke, hvad forbindelserne er mellem disse mysterier. Vil man rubricere bevidstheden som noget materielt, har man ikke opnået andet end også at lade bevidstheden forblive grundlæggende uforklaret.”
Hvorfor dukker vores erfaring op i så livagtigt lysende billeder – deroppe i hjernens mørke? Ingen kan forklare det. Bevidsthed må være noget andet end computeragtige signaler gennem kødet.
Kan den være en manifestation i universet, spørger Frank, af noget, der ikke omfattes af partiklernes love?
Man gør i al fald klogt i at skrive sig den amerikanske digter Richard Wilburs advarsel bag øret:
”Spark til stenen, Sam Johnson, bræk dine knogler:/ men svævende, svævende er det, sten består af.”
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.