Sognepræst Søren Pedersen skrev den 12. februar i Kristeligt Dagblad, at gudstjenesten ikke skal være et onemanshow, som en reaktion på fastelavnsgudstjenester landet rundt, hvor forskellige præster har gjort brug af røde næser, parykker med mere for at underholde eller for at gøre forkyndelsen levende.
Jeg synes, at det afgørende spørgsmål er, hvornår formen tager over, så vi som forkyndere af det glædelige budskab går på kompromis med indholdet. Det spørgsmål mener jeg, at vi hele tiden må stille os selv, når vi har gudstjeneste.
Men det, som Søren Pedersen kalder for den kedelige gudstjeneste - ment som den traditionelle gudstjeneste, hvor præsten fører en monolog fra prædikestolen, kan efter min mening også drukne i en stivnet form af kristusremoulade, hvor man ikke oplever skyggen af indhold eller nærvær.
Jeg er meget uenig i, at det godt må være kedeligt at gå i kirke. Af den simple grund, at hvis folk oplever det som kedeligt, kommer de ikke igen, medmindre de direkte inviteres til dåb eller konfirmation.
Folk kommer igen, hvis det giver mening for dem, hvis de bliver berørt, hører noget nyt, overraskes eller måske forarges.
Som præst ser jeg det som min største opgave hele tiden at finde ud af, hvordan evangeliet på dynamisk vis kan forbinde sig til menneskers liv. Til en fastelavnsgudstjeneste, hvor menigheden stort set består af børn med deres forældre og måske bedsteforældre, kan det give god mening at klæde sig ud, danse eller andet, der kan fange børnenes opmærksomhed, så længe gøgleriet er forbundet med det kristne budskab.
Jeg holder selv meget af at klæde mig ud og lave alt muligt sanseligt til mine børnegudstjenester og er også blevet beskyldt for at lave et onemanshow (underforstået at sådan må en gudstjeneste ikke være - altså et onemanshow, fordi det skal være noget, vi gør sammen).
Men når jeg så har en helt traditionel højmesse en søndag klokken 10 og står alene på prædikestolen og taler, spørger jeg mig selv, om det ikke også er et onemanshow - bare uden så meget krop?
Det er desværre ikke så enkelt, at der findes én opskrift på god forkyndelse, sådan at hvis vi bare husker at gøre det traditionelt og for guds skyld ikke blander for meget krop og gøgl ind i gudstjenesten, så lykkes forkyndelsen.
Det letteste i verden er at kritisere hinanden. Vi er præster på lige så forskellige måder, som vi er mennesker, og jeg tror, at det vigtigste er, at vi er autentiske i det, vi gør. Det kan kirkegængerne mærke, og det giver dem ofte lyst til at komme igen.
Nogle af os befinder os godt med at sætte krop på ordene, andre vil helst holde sig til ord. Jeg tror ikke, vi kan gøre andet end hele tiden at prøve os frem.
Og lad os hylde styrken i vores ”folkekirke”, hvor menighedsråd og præster går de forskellige veje, som passer til dem og deres menigheder. Og lad os for guds skyld ikke gøre os til herrer over, hvordan andre skal forkynde.
Der er lige så meget sandhed i, at den ,der prøver noget nyt, risikerer at gå for langt, som i, at den, der intet nyt prøver, risikerer at gå i stå.
Ane Sofie Lindegaard er sognepræst i Vallensbæk