Fasthold den danske frigjorthed i forhold til amning

"Når jeg går ud og spiser, vil jeg gerne bevare en afstand til mine medmennesker og ikke have fremmede børn råbende om mine ben. Men en ammende mor kan aldrig krænke mit behov for afstand," skriver Kristine Stricker Hestbech

"Spørgsmålet er, om det er selve amningen, der støder danskerne, eller om det er alt det udstyr, som moderen trækker med sig rundt," skriver Kristine Stricker Hestbech.
"Spørgsmålet er, om det er selve amningen, der støder danskerne, eller om det er alt det udstyr, som moderen trækker med sig rundt," skriver Kristine Stricker Hestbech. Foto: Jennifer Morris.

I 1986 sad jeg nytårsaften på en fashionabel restaurant i Johannesburg i Sydafrika. Det var under apartheid, så restauranten var forbeholdt hvide.

Kvinder i lange udringede kjoler og mænd i tætsiddende jakkesæt med skydevåben, der stak op som lommetørklæder. Det var der ingen, der tog notits af. Heller ikke af, at kvinder sad og ammede deres babyer på skamler ude på toilettet med et klæde over barnets hoved, så de ikke stødte nogen. For i Sydafrika var det i hvide kredse ikke velset at amme offentligt.

LÆS OGSÅ: Kvinder demonstrerer for ret til at amme offentligt

Det var med andre ord mere naturligt at gå med skydevåben end at amme sit barn. Da jeg selv i 1989 blev mor, kom jeg ofte til at tænke på mine medsøstre, der ammede ude på toilettet. Jeg følte ofte en stolthed over at være en dansk kvinde, der naturligt kunne amme sit barn, uden at nogen overhovedet tog notits af det.

At vi havde generobret retten til vores egne bryster, ligesom generationer tidligere havde generobret retten til at vise ankler og bare arme, uden at nogen (mænd) syntes, det var seksuelt.

Den frigjorthed er blevet så naturlig, at mødre kan sidde til gudstjeneste i folkekirken og amme deres barn, uden at nogen løfter et øjebryn. Hvor er det herligt!

Alligevel kan jeg godt nikke genkendende til irritationen. For der er sket noget. Ikke med brystet eller babyens evne til at die. Men med det, moderen omgiver sig med. Spørgsmålet er, om det er selve amningen, der støder danskerne, eller om det er alt det udstyr, som moderen trækker med sig rundt i form af høje stole, autostole og barnevogne, der som revolvere skyder enhver ned på gaden, der ikke springer til siden eller giver plads på den trange café.

Spørgsmålet er, om ikke danskerne er blevet trætte af at komme ind på en restaurant, hvor halvdelen af rummet er okkuperet af et bjerg af babyudstyr og en mødregruppe på fem, der ikke blot ammer, men også har deres større børn med sig, som ikke helt har lært endnu, hvordan man ter sig på et sådant sted, og bliver ladt ganske i stikken af mor, der ikke hører larmen, fordi hun er omgivet af den hele dagen?

Sørine Godtfredsen taler om den formelle afstand. Den kan jeg godt vedkende mig. Når jeg går ud og spiser, vil jeg gerne bevare en afstand til mine medmennesker og ikke have fremmede børn råbende om mine ben. Men en ammende mor kan aldrig krænke mit behov for afstand. Det ville være som at synes, det var krænkede, at andre spiste i min nærhed.

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst i Havdrup