Prøv avisen

Fasthold den etiske fodring: Fortællinger udvikler børns empati

Det er helt afgørende, at vi insisterer på at fastholde fortællingen og livsoplysningen i vores skole for at fastholde medmenneskeligheden og empatien i vores samfund, skriver sognepræst

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Kofod Jensen, sognepræst, landssekretær i Kirkens Korshær Region Syddanmark og cand.pæd. i pædagogisk filosofi

FOR NYLIG havde jeg fornøjelsen af et møde med en yngre lærerstuderende. Hun blev eksamineret i den sidste rest af dannelsesfaget på læreruddannelsen, nemlig faget KLM og var kommet op i Løgstrup. Hun talte om Løjstrup og hans etiske fodring, så vi blev presset til at korrigere både udtalen og det manglende r for ikke at blive forledt ved tanken om, at vi fejlagtigt var havnet i hjemkundskabslokalet.

Imidlertid fik hendes fortalelse mig til at overveje, om det ikke netop er fagets fornemste opgave at fastholde en etisk fodring af de studerende i en tid, hvor den naturvidenskabelige tænkemåde trænger ind i åndsfagene og forvandler dem indefra med sin evindelige tale om metode og evidens i en sådan grad, at fortællingen og livsoplysningen trues på livet.

NETOP HOS LØGSTRUP havde fortællingen en central funktion, idet den skulle sikre, at barnets fantasi blev udviklet og fik næring, ikke blot som underholdning eller kundskabsformidling, men for at barnet kunne udvikle evnen til empati:

Hvis et Menneske som Voksen skal have sans for andet end sin højst private Eksistens og ikke nøjes med at interessere sig for den egen lille Hassan med de skæve ben, saa maa det have Fantasi. Fantasi maa der til, om et Menneske skal tage Del i sine Medmenneskers Liv og Skæbne (). Fortællingen skal udvikle den Fantasi hos Barnet, der som Voksen giver det saa vid Horisont, at andre Menneskers og dets Folks Skæbne hører med til dets Liv () saaledes næres Fantasien ved Fortællingen, saa Barnet som Voksen kommer til at leve i en Verden, der er stor nok til, at ogsaa dets Medmennesker kommer til at færdes i den.

Fortællingen kan altså andet og mere end at udvikle barnets horisont og nysgerrighed, den kan udvikle fantasien og dermed empatien, evnen til at sætte sig i det andet menneskes sted.

Hvis Løgstrup har ret, kan der altså være noget andet og langt mere afgørende på færde, når vi som blinde høns jager efter evidens og målbarhed inden for det pædagogiske felt og smider livsoplysningen og fortællingen ud med badevandet i en skole, hvor fagligheden skal indtage tronstolen. For i den nye konkurrencestat skal eleverne uddannes til elitesoldater, der formår at tage kampen op mod globaliseringens truende spøgelse.

MEN DET GÅR for alvor galt når selv den pædagogiske forskning bliver indrulleret under konkurrencestatens faner i en art pædagogisk positivisme med spørgsmål som virker det at give lektier for? eller virker de nationale tests? samt en forestilling om, at man kan etablere mere eller mindre kontekstfrie pædagogiske sammenhænge, der ser bort fra værdier, praksis og erfaring, alt det, som spiller en rolle i vores almindelige omgang med hinanden.

For staten skal vokse, og det kræver, at alle arbejder. Hvor velfærdsstaten var kompenserende og lod de brede skuldre bære de tungeste læs, er konkurrencestaten investerende. Staten investerer i den enkeltes kompetencer og forventer at få noget igen. Socialpolitik erstattes af arbejdsmarkedspolitik. Og de enkelte, som ikke formår at levere varen til den fælles kasse, bliver parkeret i det fjerneste hjørne med et skuldertræk fra de resterende for sådan er det jo.

Det er helt afgørende, at vi insisterer på at fastholde fortællingen og livsoplysningen i vores skole for at fastholde medmenneskeligheden og empatien i vores samfund, og derfor glæder det mig at se, at underviserne på landets læreruddannelser fastholder den etiske fodring af vore børns kommende lærere.

Lone Kofod Jensen er sognepræst, landssekretær i Kirkens Korshær Region Syddanmark og cand.pæd. i pædagogisk filosofi