JA, mener Gitte Rebsdorf, journalist og redaktør på Psykiatriavisen:
Som udgangspunkt fastholder psykiatrien mennesker i sygdom. Det er der mange ting, der peger på. Mange mennesker, der begynder at bruge psykofarmaka, ender på førtidspension. Fra officiel side vil man ikke tale om det. Her er man kun interesseret i de positive historier.
Men hvis en angstlidelse eller depression ikke er en sygdom, som kræver behandling, hvad er det så?
Psykiatere fortæller, at depression er en kemisk ubalance i hjernen, som kan behandles med medicin, men det er aldrig bevist, at deprimerede har en ubalance i hjernen, og dermed er der heller ikke nogen årsag til at give medicin. Måske medicinerer man folk mod det, at det gør ondt at være menneske. Samtidig er diagnoserne også videnskabeligt tvivlsomme. For eksempel er der store overlap mellem depression og angst. Det er rigtig meget gætværk. Psykiske lidelser kan ikke præcist måles og påpeges, som sygdomme kan i andre sundhedsfaglige felter.
Men er der ikke også eksempler på, at deprimerede mennesker får det bedre af antidepressiv medicin?
Det er en overfladisk fortælling. Journalisterne, der videregiver den, er ofte ukritiske. Der er meget magtfulde kræfter, som er interesserede i at fastholde en bestemt historie. Folk bliver ikke raske af at tage medicinen, de tager den ofte i årevis og bliver afhængige. Deres hjerne tager skade.
Hvordan tager deres hjerner skade?
Der findes studier fra peer reviewede tidsskrifter, som påviser, at hjernemassen påvirkes negativt af at tage antipsykotisk medicin. Der er en overflod af vidnesbyrd fra helt normale mennesker om de frygtelige bivirkninger ved at tage medicin eller ved at få elektrochokterapi. Hverken psykiatere eller medicinalindustrien er interesserede i at få den officielle historie udfordret. Nogle af disse historier kan man læse om på Facebook, men desværre bliver de ofte beskrevet som utroværdige eller fake news .
Men folk siger rigtig mange ting på Facebook. Er det et godt belæg for, at ”den officielle historie” ikke holder?
De her mennesker har ikke noget sted at gå hen. Man fremturer med succeshistorierne, men man er ikke interesseret i at tale med de mennesker, som ikke passer ind i den officielle fortælling.
Hvad kan man i stedet gøre for de her mennesker?
Man er nødt til at se psykiatrien i forhold til det samfund, vi lever i. Det er kendt, at mange af dem, der ender i psykiatrien er socialt belastede eller har været udsat for overgreb af forskellig art. Vi skal passe på ikke at sygeliggøre mennesker, som har ondt i livet. Det samfund, vi lever i, er ikke særligt sundt. Man skal hele tiden præstere. Man skal vise, man er god nok.
Hvordan kan man ændre på samfundet, så det bliver bedre at være i, for de her mennesker?
Man skal have lov til at være ufuldkommen. Det er det, vi er, og det er der noget befriende i at erkende, tror jeg. Vores familier bliver mindre, vores netværk skrumper, og vi bliver triste. Mange er ensomme. Hvis man ikke har et netværk, så er man på den. Psykiatrien møder sjældent folk med varme, men som patienter, der er noget galt med. Det er skadeligt og umenneskeligt.
NEJ, mener Torsten Bjørn Jacobsen, psykiater og formand for Psykiatrifonden:
Men jeg forstår godt, at man kan få det indtryk. Psykiatrien er voldsomt udfordret på kapaciteten. Der går lang tid, fra personer oplever symptomer på deres sygdom, til de erkender, at de er syge. Og der går endnu længere tid, før de professionelle erkender det, og længere tid endnu før man får et behandlingstilbud. Og det behandlingstilbud er ikke altid det rigtige. Men grundlæggende er psykiatrien til gavn for dem, som er syge.
En kræftsygdom kan diagnosticeres præcist. Psykiske sygdomme er anderledes og mindre objektive. Kan de så siges at være egentlige sygdomme?
Psykiske sygdomme er det, man kalder syndromer – altså en bestemt samling af symptomer. Det er rigtigt, at de kan være vanskeligere at diagnosticere end et brækket ben.
Men for eksempel er astma også et syndrom, og ingen sætter spørgsmålstegn ved, om det er en reel sygdom. Der findes udbredt forskning og bevågenhed på, hvordan man bedst muligt diagnosticerer og klassificerer psykiske sygdomme.
Mange flere mennesker får diagnoser nu end tidligere. Risikerer vi at gøre mennesker til porøse, hjælpeløse væsener ved at sygeliggøre dem på den måde?
Selvom der er flere diagnoser nu om dage, så ved vi dybest set ikke, om det er et udtryk for, at der er flere, der er syge. Det er mere nærliggende at tænke, at det er et udtryk for, at flere, som er syge, bliver diagnosticeret.
Jeg tror personligt ikke, at mennesker er blevet mere syge nu, end de var førhen. Det kunne være værd at tænke over, om det pres, vi udsætter mennesker for, ikke får deres udfordringer til at blive større og mindre overkommelige end tidligere.
Salget af antidepressiv medicin er faldet over de seneste år. Er det ikke et tegn på, at man har været for lemfældig?
Faldet i salg kan der være mange grunde til. Lettere depressionstilstande bliver nogle gange behandlet med medicin, når man burde have brugt andre midler. Det er igen et udtryk for manglende viden – og manglende kapacitet.
Vi behandler ikke altid mennesker med psykiske sygdomme på den bedst tænkelige måde, fordi vi ikke har tid eller tilstrækkelig viden.
Har medicinalindustrien ikke en interesse i at sælge mere medicin mod depression?
Det grundlæggende problem med medicin mod psykiske sygdomme er sådan set nærmere, at al den medicin, der findes, er gammel. Det betyder, at patenterne er udløbet, det er billigt at producere kopimedicin, og det medfører en hård konkurrence på området. Der er meget ringe incitament for at opfinde ny medicin, som muligvis kunne være bedre.