Fat mod, københavnske ulveelskere: Ulven kommer også til jer

Stadig flere giver udtryk for det skammelige i, at ulvefans-kobbelet, som hovedsageligt har adresser i hovedstadsområdet, ikke selv kan opleve en nuttet ulvefamilie uden for egne ruder. Hvor skønt ville det ikke være at kunne møde Rødhætte og ulven i Cirkusrevyen, spørger journalist

Nogle – efterhånden en hel del faktisk – finder, der bør sættes nogle ulvepar ud nord for København. Jeg er helt enig, men må samtidig konstatere, at ingen jo gør noget ved det. Det må der gøres noget ved.
Nogle – efterhånden en hel del faktisk – finder, der bør sættes nogle ulvepar ud nord for København. Jeg er helt enig, men må samtidig konstatere, at ingen jo gør noget ved det. Det må der gøres noget ved. Foto: iris/ritzau scanpix

Nogle hævder, ulven af sig selv er vandret til Nordvestjylland, andre, at den er kommet med fragtmand fra Polen eller Mecklenburg-Vorpommern. Jeg hælder til den sidste antagelse ud fra det kobbel af ulvefans, som dag efter dag fortæller, hvor vidunderligt det er, at dette smukke dyr er tilbage i Danmark. Kobbelet er folk med idealer, også om dyrevelfærd, men ingen regler uden undtagelser. Vi må derfor tåle, at en del husdyr bliver til ulvemad eller blot går til i en dræberrus, for ulvemor og ulvefar skal nu engang lære næste generation rigtige ulvemanerer.

Stadig flere giver udtryk for det skammelige i, at ulvefans-kobbelet, som hovedsageligt har adresser i hovedstadsområdet, ikke selv kan opleve en nuttet ulvefamilie uden for egne ruder, i Grib-skov eller i Dyrehaven. Hvor skønt ville det ikke være at kunne møde Rødhætte og ulven i Cirkusrevyen!?

Nogle – efterhånden en hel del faktisk – finder, der bør sættes nogle ulvepar ud nord for København. Jeg er helt enig, men må samtidig konstatere, at ingen jo gør noget ved det. Det må der gøres noget ved.

Forleden havde jeg besøg af en mand, vi kan kalde ham Kristian, som personligt vil betale 100.000 gode, beskattede kroner til projektet. Så stor var og er hans hjælpsomhed over for de stakkels storbyfamilier, som aldrig har set en ulv i levende live – og formentlig heller aldrig nogensinde levende grise, køer og får. Sådanne mennesker med sorte huller i hjernens opleve- og føledel har behov for hjælp, finder han.

Jeg har vendt det med naturelskere og motionister i mit fitnesscenter. En livsklog dame oppe i 60-årsalderen, Marie hedder hun, ville faktisk give en meget stor del af sin pension til Projekt Ulv til Sjælland. Hendes veninde Ellen støttede op med denne erklæring: ”På Sjælland har jeg et dejligt barnebarn, hvis forældre er hunderædde for ulve. De har hørt kendere sige, man ikke må lade børn lege alene i en skov, hvor der kan være ulv. Dette projekt vil få dem til at flytte til Jylland, og så kan vi nyde lille Lise meget mere.” Verner fra fitnesscentret tilbød at køre med over Storebæltsbroen og lukke ulvelemmen op inde i Dyrehaven.

Det er altså tale om et godt, folkeligt græsrodsinitiativ. Så fat mod, I gode, københavnske ulveelskere. Vi er på vej med hjælp til jer. Nu skal der ikke blot tales om det, nu skal der handles.

Jeg har personligt gode journalist kolleger i både Baltikum, Polen og Mecklenburg-Vorpommern. Jeg siger ikke hvem, men der er en greve med et stort gods iblandt. Han vil rigtig gerne have sin ulvebestand reduceret. Hans navn får I ikke. Her kan bestemmelserne om kildebeskyttelse være til stor glæde og nytte.

En ung, livs- og avlsduelig ulv koster cirka 50.000 kroner, to par altså 200.000 kroner. Vi kan have fire dyr i en kassevogn, så inklusive kørsel skal der såmænd bare en kvart million til for at skabe rigtig megen glæde på Sjælland. Det skylder vi da – også i taknemlighed over, nogle af jer hjalp ulven med at slå sig ned på fastlandet. Den svømmer næppe selv til Sjælland, og det er småt med isvintre nu om dage.

Men fat mod i København og omegn: Ulven kommer.

Jørgen Lund Christiansen er journalist, direktør.