Prøv avisen
Debat

Professor emeritus: Fattigdom er arveligt

”Vil man virkelig bekæmpe fattigdom, vil det være vigtigt at give de fattige det netværk, som de mangler,” skriver professor emeritus i skandinavisk historie Thomas Riis. – Foto: Jens Panduro/ritzau

Lykkes det et barn af fattige forældre at få et arbejde, skal der ingenting til, for at slå den pågældende ud af kurs: langvarig sygdom, en arbejdsulykke eller firmaets fallit, skriver professor emeritus Thomas Riis

EN STOR TAK til Kristeligt Dagblad for at tage fattigdomsproblemet op. Det er et vigtigt emne med både sociale, økonomiske og etiske aspekter, og hertil kommer den ganske enkelte konstatering, at et velfærdssamfund ikke kan være fattigdom bekendt. Det har også glædet mig at se, at forskerne langt om længe opdager fattigdommens kronologiske dimension. Allerede i 1970’erne fandt en fransk undersøgelse af nogle fattige familiers baggrund, at de, så langt tilbage kirkebøgerne rakte, det vil sige til cirka 1800, altid havde været fattige.

Lykkedes det i en generation enkelte personer at komme over fattigdomsgrænsen, gled næste generation ofte tilbage i fattigdommen. Undersøgelsen omfattede kun nogle få familier, alle fra regionen om Paris, hvilket naturligvis var for lidt til at se en lovmæssighed i resultaterne.

En af mine doktorander ved Kiels Universitet havde mod på at undersøge, om fattigdom virkelig kunne være arvelig, som den franske undersøgelse havde antydet. Vi valgte derfor to vidt forskellige byer, begge med en god dokumentation, i forskellige lande og med forskellig religion, i Frankrig det katolske Lyon og i Skotland det protestantiske Aberdeen. Det valgte tidsrum var det 17.-18. århundrede. I sin fransksprogede doktorafhandling kunne dr. Torsten Fischer på basis af oplysninger om cirka 15.000 personer fastslå, at fattigdom i begge byer virkelig er arvelig inden for bestemte familier. Meget sjældent lykkedes det en person fra en af disse familier varigt at komme over fattigdomsgrænsen.

Denne mekanisme finder vi også i dag. Lykkes det et barn af fattige forældre at få et arbejde, skal der ingenting til, for at slå den pågældende ud af kurs: langvarig sygdom, en arbejdsulykke eller firmaets fallit; i værste fald fører det til misbrug (alkohol med mere). Mange biografier af dem, der sælger Hus Forbi eller tilsvarende gadeaviser viser dette tydeligt.

Det interessante ved den historiske betragtning af fattigdom er, at man gennem århundrederne kan se de samme mekanismer i funktion. En liste over understøttede i Firenze i 1460’erne viser, at to tredjedele fik hjælp, fordi kernefamilien var brudt sammen, især på grund af mandens død, sygdom eller manglende arbejdsevne. Fattigdomsrapporten fra Kiel i 1997 viser, at kernefamiliens sammenbrud i 57 procent af tilfældene var årsag til fattigdom. Baggrunden er, at det er mere økonomisk, hvis en af de voksne kan købe ind og udnytte de forskellige tilbud, lave mad på økonomisk vis, reparere tøj, når det er nødvendigt og så videre.

Økonomisk set er det naturligvis ligegyldigt, om det er kvinden eller manden, der tager sig af husholdningen, derimod er det en klar metodisk fejl, hvis værdien af husarbejdet ikke medregnes, når familiens økonomiske situation beregnes. For en velstående familie med to gode indtægter fører kernefamiliens sammenbrud ikke til den økonomiske katastrofe. Når det er anderledes med den fattige familie, er grunden formentlig, at den mangler et netværk, der kan hjælpe den gennem vanskelighederne.

Vil man virkelig bekæmpe fattigdom, vil det være vigtigt at give de fattige det netværk, som de mangler. Men det skal være et netværk, der med kompetence virkelig tager sig af klienterne – Robert Hansens tilfælde er et afskrækkende eksempel (omtalt i Hus Forbi marts 2017). Fejlagtigt havde han efter at have været arbejdsløs i en periode fået at vide, at han ikke havde ret til flere ydelser fra det offentlige. Senere opdagede han, at han alligevel havde haft ret til kontanthjælp. Han kunne dog ikke få beløbet udbetalt med tilbagevirkende kraft, da den person, der havde givet ham forkert besked, ikke længere var ansat i kommunen. Her burde Danmark skamme sig.

Thomas Riis er professor emeritus i skandinavisk historie ved Kiels Universitet.