To milliarder af verdens mennesker spiser for meget forkert mad. Og to milliarder spiser for lidt forkert mad. Den vestlige verden spiser for meget forkert, og det fænomen breder sig med økonomisk vækst til resten af verden. Det giver store forekomster af livsstilssygdomme, herunder diabetes. Samtidig spiser store dele af Sydøstasien og Afrika for lidt forkert, idet de ikke får nok næringstætte proteiner, hvilket giver problemer for blandt andet indlæring i skolen.
Det er en af grundene til, at FN's 17 verdensmål primært er en plan for, hvordan verden kan øge adgangen til kvalitetsfødevarer. Det er stadig afgørende for at undgå Bibelens fire apokalyptiske ryttere: sult, pest, død og krig.
Verdensmålene samler alle de vigtigste problemer i verden og inkluderer 169 delmål og 91 udtalelser. Fokus i de enkelte mål kan diskuteres. Men vigtigheden i at iscenesætte problemet ”mad” kan kun svært diskuteres.
FN mener klart, at adgang til ernæringsrig mad – og afledte effekter af madfremstilling også gennem husdyrhold – er de væsentligste mål at nå. Det gennemsyrer stort set alle mål og delmål. Uden næringstæt og tilstrækkelig mad dør vi. Klima udgør ”kun” mål nummer 13, men ret beset har mennesket altid indrettet sig efter klimaet ved at varme huse op eller køle dem ned, så hvorfor taler vi næsten kun om klimaforandringer?
Artikler og mere eller mindre vederhæftig samtale og propaganda om klimaforandringer fylder på stort set alle moderne kommunikationsplatforme, og hvis man tillader sig at stille et kritisk spørgsmål om de bredt accepterede videnskabelige udlægninger, bliver man lynhurtigt gjort til skamme som klimatrold.
Der er ellers god grund til at give plads til skeptiske spørgsmål til det ensidige fokus på klima.
Fysiker Jens Martin Knudsen udtalte i en podcast udgivet efter hans død i 2005, at ”videnskaben snarere er at karakterisere ved en proces, et forløb, end en samling af færdige resultater”.
Det er værd at hæfte sig ved, for selvom der er bred enighed om, at klimaforandringerne er både reelle og menneskeskabte, kan der være god grund til at udfordre den etablerede sandhed. I det 18. og 19. århundrede var den gængse almene ”viden”, at Gud Skaberen var en slags urmager, der trak verden op og lod den løbe i henhold til hans fastlagte naturlove.
I dag er det moderne menneske overbevist om, at mennesket står foran ”klima-komfuret” og bestemmer, om Jorden skal være en eller tre grader celsius varmere om 20 år. Er det sandt eller falskt? Med reference til Jens Martin Knudsen kan det i hvert fald konstateres, at videnskaben ved, at nye målinger giver nye indsigter, og at videnskabens ”eksakte viden” ofte ændres radikalt.
I den hastige grønne omstilling bør vi gøre os selv den tjeneste at diskutere og undersøge godt og grundigt, hvorvidt vi begår en kæmpebommert ved at fokusere 100 procent på klimaforandringer.
Vores forfædre havde – drevet af nødvendighed – hele deres fokus på mad og vand. De overlod klimaet til guderne, men de havde selvfølgelig heller ikke adgang til vore dages nye teknologi, der giver adgang til stedse bedre måleinstrumenter og indsigt i generel klimahistorik og måling.
Den nye viden om klimaet er både målt og vejet. Men den er foreløbig løsrevet viden og mangler eksperimentel sammenhængsforståelse. Den er altså ikke en lovmæssighed som eksempelvis tyngdekraften. Det er værd at overveje, om vi kan fokusere vores indsats bedre, hvis vi eksempelvis afventer Nasas nye satellitovervågning af verdenshavenes udvikling. Med dem i hånden opnår vi mere dyrebar indsigt, hvorved vi kan forstå og opstille komplekse klimaproblemer samt formulere komplekse og bedre, langsigtede løsninger.
Det er der brug for. For selvom klimaforandringernes effekter kan syne alvorlige, er der grund til at huske, at adgang til ernæringsrigtig mad og vand er helt afgørende for mennesker på hele kloden. Samtidig har Afrika og Sydøstasien brug for billig energi til deres udvikling. Får de ikke det, bliver deres problemer til vores i form af eksempelvis voksende flygtningestrømme og stigende politisk ustabilitet.
Derfor spørger jeg dernæst: Er for langsom grøn omstilling vores største problem? Jeg mener nej. Fordi fejlernæring i både rige og fattige dele af verden er en større trussel, idet det fører til livsstilssygdomme og underernæring, som potentielt udløser sult, pest, død og krig.
Vi har alt for lidt fokus på disse menneskeskabte forandringer, som kan gøre ubodelig skade. Primært på grund af manglende civilisatorisk selvindsigt i vores moderne fødevarekultur. Derfor bør vi fokusere mere på at øge fødevareviden blandt befolkningen i både Danmark og globalt, så det bliver lettere at vælge den ernæringsrigtige mad.
Som det er i øjeblikket, har markedsføringsmaskinerne i hele fødevarekæden primært fokus på øget salg. Disse maskiner, der hvert år spenderer minimum 440 milliarder kroner på markedsføring, trænger i den grad til en omstilling, der sikrer, at mennesker i deres fødevarevalg ikke blot opfylder deres behov for fedt, salt og sukker.
I stedet skal fødevarebranchen hjælpe forbrugerne til fødevarevalg, der giver mennesker den rigtige ernæring og samtidig bidrager til bedre naturbeskyttelse, mindre klima- og miljøbelastning, øget dyrevelfærd og bedre arbejdsmiljø.
Ingen ved bedre end branchen, hvad der kan og bør gøres for at bygge en bedre global fødevareforsyning, og det kan ikke være for meget forlangt, at den også bruger sine markedsføringsapparater på at oplyse og vejlede verdens forbrugere til et sundere og mere bæredygtigt forbrug gennem vidensbaseret markedsføring.
Danmark har som en af verdens førende fødevarenationer alle muligheder for at hjælpe med at lukke de apokalyptiske ryttere ude – og samtidig bidrage til en fødevareproduktion, der bekæmper udledningen af klimagasser.
Lad os tage et opgør med det altomfavnende klimafokus og åbne diskussionen for, hvordan Danmark kan blive centrum for verdens fjerde fødevarerevolution. Derved kan vi undgå, at fire milliarder mennesker nu og i fremtiden har et stort problem med mad.