Ferietid er brydningstid: Hvad skal du holde fri fra?

Ferien er et brud med noget. Jo større brud, desto større oplevelse af ferie, mener lektor Jacob Birkler

Vi kan høre en kollega sige: "Det bliver rart bare at være sammen som familie," hvilket antyder, at familien ikke er meget sammen i hverdagen, mener Jacob Birkler.
Vi kan høre en kollega sige: "Det bliver rart bare at være sammen som familie," hvilket antyder, at familien ikke er meget sammen i hverdagen, mener Jacob Birkler.

SOMMERTID ER FERIETID. Men den eneste måde, hvorpå vi kan holde ferie, er ved at holde ferie fra noget. Det giver ikke mening at sige, at man har ferie hele året. Hvis man daser på en tropeø hele året, bliver serviceret, læser bøger, hopper i poolen og smører sig ind i solcreme, er der på ingen måde tale om ferie, hvis man ikke laver andet.

LÆS OGSÅ: Mange danske børn kommer ikke på ferie

Af samme grund er det at have fri fra arbejde ikke nødvendigvis det samme som at holde ferie. Stadig flere danskere fortsætter således med at arbejde, selvom de har fri.

Ferien er et brud med noget. Jo større brud, desto større oplevelse af ferie. Ofte har vi derfor behov for at tage væk, det vil sige rejse et sted hen, der netop ikke ligner hverdagen. Men vi kan også bryde med fysisk passivitet og tage på en daseferie eller omvendt bryde med stillesiddende arbejde og tage på vandretur. Bruddet kan også ske fra kulde til varme eller fra varme til kulde, fra land til by eller fra by til land.

LÆS OGSÅ: Diarré ødelægger ferien for 44 procent

Det mest typiske for de mange arbejdssomme danskere er vel nok, at vi bryder med hverdagens travlhed for at kunne dyrke langsommeligheden. Modsat gælder det for dem, som ikke har haft travlt. Her vil nydelsen af langsommelighed ikke kunne nydes i samme omfang.

Ud fra denne besnærende logik er der noget afslørende ved måden, vi taler om ferie på. Vi kan således høre en kollega sige: Det bliver rart bare at være sammen som familie. Hvilket netop antyder, at familien ikke er meget sammen i hverdagen.

Et andet typisk, men dog ret nyt udtryk lyder: Det bliver skønt bare at kunne trække stikket ud. Dette er samtidig en fortælling om, at computer, mail og telefon fylder (for) meget i hverdagen. Mest gængs er udtrykket det bliver rart bare at kunne slappe af, som afslører, at denne person almindeligvis er fortravlet.

LÆS OGSÅ: Vi er suveræne europamestre i feriesnak

Følger vi denne tanke helt til dørs, bør den forestående ferieplanlægning ikke begynde med selve målet med ferien, men derimod tage udgangspunkt i hverdagen. Hvad og hvor er det, hverdagen skal brydes? Vil vi bryde med larmen eller stilheden? Vil vi bryde med samværet eller ensomheden? Vil vi bryde med planlægning eller manglende struktur? Vil vi bryde med udsigten eller indsigten?

I sidstnævnte tilfælde kan der være tale om kultur og/eller naturferie. Ferietid er derfor en brydningstid. Brug den fornuftigt. Alternativt vil ferien hurtigt blive afbrudt.