Fest for kyndelmisse. En genopstået tradition

Kyndelmisse blev afskaffet som helligdag i Danmark i 1770 af Struensee, men traditionen med fest for kyndelmisse er nu på vej tilbage

Kyndelmisses tilbagekomst er en kærkommen pause, der giver tid til eftertanke, mener journalist og præst Paul Zebitz Nielsen. Arkivfoto: Solnedgang ved Sankt Petri Kirke i København i februar.
Kyndelmisses tilbagekomst er en kærkommen pause, der giver tid til eftertanke, mener journalist og præst Paul Zebitz Nielsen. Arkivfoto: Solnedgang ved Sankt Petri Kirke i København i februar. . Foto: Kristian Djurhuus.

De gør det i hundredvis af danske kirker, og mange byer og sogne har lysfester med kulturaftener, koncerter, foredrag, sangmøder, lysshow og meget andet.

Der fejres kyndelmisse i dag den 2. februar – eller i dagene deromkring – for efter at skikken stort set var glemt i lange perioder, dukkede den for alvor op igen omkring årtusindskiftet og markeres i år over hele landet netop nu, hvor halvdelen af vinteren er gået, og de fleste af os længes efter lys og varme efter en frostkold januar.

Kyndelmisse har ikke været helligdag siden 1770

I rigtig gamle dage var kyndelmisse den 2. februar en helligdag og fridag for alle. Kirkerne holdt gudstjenester for lysere tider, nye kirkelys blev båret ind, og præsterne talte om, at Jesu mor, Maria, nu 40 dage efter fødslen kunne vise sit lille barn frem for menigheden.

Skikken er katolsk, og kyndelmisse en fordanskning af det latinske Missa Candelarum, altså lysmesse. Herhjemme blev kyndelmissedag afskaffet som helligdag i 1770, men traditioner, der er rodfæstet i et folk gennem mange hundrede år, forsvinder ikke ved et pennestrøg.

Vi danskere rykker sammen i usikre tider. Der blev for eksempel skabt fælles traditioner omkring julen i 1800-tallet, da Danmark gik konkurs og blev involveret i flere krige. Noget lignende skete ved tyskernes besættelse af Danmark i 1940, da folk samledes om alt dansk, og kongefamilien blev symbol på håbet om frihed og fred igen.

Det strømmede ind med lykønskninger og blomster til kronprinsesse Ingrid, da hun fødte sin førstefødte, Margrethe, en uge efter den tyske besættelse i april 1940, og da kong Christian X blev 70 år i september samme år, blev han hyldet af en halv million jublende mennesker i København.

Aviserne skrev begejstret forsider om hyldesten til kongen, der i sin takketale fra Amalienborgs balkon opfordrede til dansk fællesskab og sammenhold i en tung tid og sluttede: "End er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag" – og han blev et folks symbol på danskhed, fællesskab og sammenhold i de fem besættelsesår. I mit barndomshjem i stationsbyen Otterup ved Odense blev han en væsentlig del af vores danske identitet, og vi kaldte ham "håbets konge" i de fem mørke år.

Nu er kyndelmisseved at vende tilbage

I vore dage er den gamle tradition med fest for kyndelmisse over hele landet nærmest genopstået. Nogle eksempler: Sorø og Køge fejrer lysets komme med kulturarrangementer og aften gudstjenester, Brædstrup og Thyregod har som mange andre kirker særlige lysgudstjenester, i København er der lysvandring til flere kirker med andagter, og Esbjerg Statsskoles kyndelmissefejring den 2. februar er en sangtradition med rødder fra besættelsestiden i efteråret 1940, da 750.000 danskere over hele landet deltog i fællessang for fædreland og danskhed.

Der tages også kyndelmissevarsler. Tøvejr giver god høst, sne indebærer tidligt forår, kraftig storm betyder vinter til påske, og flæsk er godt mod rygsmerter. Og nej, jeg tager selvfølgelig ikke varsler, men, men... man ved jo aldrig, vel?

Kyndelmisse, som både B.S. Ingemann og Steen Steensen Blicher skrev uforglemmelige digte om i 1800-tallet, kan i dag som andre gamle traditioner være et stop i en turbulent hverdag – en pause, der giver tid til eftertanke i vores bevidste eller ubevidste søgen efter en mening med tilværelsen.