Prøv avisen

Festival uden alkohol: En befrielse for unge ikke at være under gruppepres

Kris Herman på festivalscenen i Hjørring søndag aften. – Foto: Rasmus Mikkelsen.

Der findes ingen argumenter for, at vi skal acceptere en kultur, hvor det er in at drikke hæmningsløst

JEG HUSKER DET ganske tydeligt. Jeg stod midt på en eng i Løgumkloster, midt i KFUM og KFUKs teenfestival med op mod 1000 teenagere, da jeg hørte nyheden fra Bulgarien: at en 17-årig fyr var død i sit eget bræk på en af drukrejserne til Bulgarien. På alder med de unge, jeg var midt iblandt. Og åbenbart hverken i stand til at tage vare på sig selv eller omgivet af kammerater, som kunne tage ansvar for ham. Det slog mig stærkt. Så meningsløst og helt unødvendigt. Er det noget, vi bare skal acceptere?

LÆS OGSÅ: Sæt rammer for unges druk

Senere blev medierne fyldt med historier om nogle gymnasieelevers rejse til Prag, som medførte omfattende hærværk i byens gader. Igen meningsløst og helt unødvendigt. En tur, som omsider fik flere rektorer til at argumentere for en ansvarlig alkoholkultur og -politik på danske gymnasier. Og som i medierne blev bakket op af gymnasieelever, der ønskede sig mindre alkohol i introfasen til gymnasiet.

Der er gået tre år, siden jeg stod på teenfestivalen i Løgumkloster, og nu holder KFUM og KFUK igen teen-festivalen Wonderful Days, denne gang i Hjørring. Onsdag den 10. juli bragte Kristeligt Dagblad en fotoreportage fra festivalen. 1200 teenagere og voksne er samlet en hel uge under åben himmel men uden alkohol og stoffer. De unge er mellem 13 og 19 år og kommer fra efterskoler, gymnasier og teenklubber. De er helt almindelige unge, og mange af dem og de voksne frivillige hygger sig da sikkert med både øl, vin og andre drikke hjemme eller andre steder.

Men her på festivalen er der en pointe i, at vi hverken bruger alkohol eller andre rusmidler. For vi vil gerne vise de unge, at det overhovedet ikke er nødvendigt for at have en fest ikke engang, hvis den skal vare en hel uge! Og vi kan se, at det virker.

Der er i hvert fald ikke noget galt med det publikum, som de optrædende bands møder her på festivalen. Åbningsbandet, GO GO Berlin, kom lige fra Roskilde Festi-val, og de fik sig nok en overraskelse. De er citeret for helt umiddelbart at sige efter koncerten, at det var federe at spille på Wonderful Days end på Roskilde. Det overrasker ikke os, for vi hører stort set det samme, hver gang et stort navn spiller på vores festivaler at der findes et helt uovertruffent entusiatisk og medlevende publikum her.

VI HØRER HELLER ALDRIG klager fra de unge deltagere selv. For når alkohol ikke er en del af kulturen, og der i øvrigt er spændende, kreative og udfordrende aktiviteter fra morgen til aften suppleret med fed musik, gode kammerater, nærværende voksne og en omsorgsfuld og ansvarlig stemning på hele festivalen hvilken rolle skulle alkoholen så egentlig udfylde?

Måske er det snarere en befrielse ikke at være underlagt noget gruppepres for at drikke. Eller at skulle tage ansvar for kammerater, der har drukket sig i hegnet. Eller komme til at gøre ting, man ville ønske, man ikke havde gjort i en alder, hvor man i forvejen har nok at gøre med at holde styr på roller, følelser og hormoner.

KFUM og KFUK er ikke nogen afholdsbevægelse, og når vi arrangerer stævner og aktiviteter for voksne, kan man sagtens få sig en øl eller et glas vin og hygge sig med det. Men pointen er, at det er muligt i forhold til unge at tage ledelse og sætte rammer om forbruget, som man for eksempel også ser weekendens Vig Festival forsøge. Det bør man efter vores erfaring ikke være bange for at gøre.

Der findes ingen argumenter for, at vi skal acceptere en kultur, hvor det er in at drikke hæmningsløst. Det skyldes jo kun, at ingen voksne ansvarlige hidtil har sagt fra, og at vi også i forældregenerationen i almindelighed har et højt alkoholforbrug.

Nu kommer der faktisk signaler fra de unge i gymnasiealderen om, at alkoholkulturen fylder for meget. Undersøgelser viser, at en stor del af dem selv mener, at drikkeriet går ud over arbejde og studier. Så det er på tide at tage ansvar for at hjælpe med at styre og sætte grænser ved at skabe fællesskaber, hvor alkoholen ikke er nødvendig. Det er derfor både opmuntrende og ansvarligt, hvis der bliver skabt klare rammer om alkoholkulturen på for eksempel gymnasierne.

Lad os derfor turde sætte rammer for unges alkoholforbrug og vise dem, at en ugelang festival uden druk stadig kan være et brag af en fest med store musiknavne, happenings og et fedt fællesskab.

Kirsten Lund Larsen, generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark.