Prøv avisen
Etisk set

Romantiserer "Romeo og Julie" selvmordet?

ROMEO + JULIET af instruktør Baz Luhrmann udkom i 1996 med Claire Danes og Leonardo DiCaprio i hovedrollerne. Foto: PR

Rummer Shakespeares skuespil en farlig tendens til at romantisere selvmordet?

For nylig holdt jeg et foredrag om Shakespeare på en højskole.

Under den efterfølgende spørgerunde blev jeg af forstanderen spurgt, om der ikke var grænser for, hvad man kan skrive om eller vise på scenen eller på film. Her tænkte han ikke på splatter, outreret vold, brutal sex eller pædofili.

Anledningen var, at eleverne aftenen før havde set Baz Luhrmanns betagende filmatisering af ”Romeo og Julie” med Leonardo DiCaprio og Claire Danes i de to hovedroller. Handlingen er her henlagt til nutiden, men replikkerne er stadig klassisk Shakespeare. Stykket ender som bekendt med, at de begge på grund af en tragisk misforståelse begår selvmord.

Slutningen på kærlighedshistorien er gribende, og man skal være umanerlig forhærdet for ikke at få tårer i øjenkrogene. Og det er netop problemet. For rummer Shakespeares skuespil ikke en farlig tendens til at romantisere selvmordet? Udstilles selvmordet i denne hyperæstetiserede iscenesættelse ikke som en fristende udvej på livets genvordigheder – i dette tilfælde sorgen over den elskedes død?

Selvfølgelig vil de fleste tilskuere forholde sig reflekteret til ”Romeo og Julie” og vide, at der blot er tale om skuespil – en digters forsøg på at tilskuestille livets tragiske vilkår, når kærligheden møder ydre modstand. Men det kan jo ikke udelukkes, at visse personer – for eksempel unge med et skrøbeligt eller letbevægeligt sind – lader sig forføre af stykkets sublime skønhed og måske ligefrem forledes til at tro, at dette at tage afsked med livet for egen hånd kan forlenes med noget smukt og storslået.

Det klassiske eksempel på det makabre forhold mellem fiktion og selvmord er Goethes dagbogsroman ”Den unge Werthers lidelser” fra 1774. Werther fortæres af sin lidenskabelige længsel efter Lotte og ser ingen anden udvej end selvmordet, da hun indgår et fornuftsægteskab med en anden. Romanen foregriber romantikkens skisma mellem følelse og fornuft og giver anledning til en veritabel selvmordsbølge blandt unge mænd, der lider under kærlighedens kvaler. Den bringer det tyske begreb ”Weltschmerz” på mode.

Selvmordet bliver en protestform over for en konform og veltilpasset borgerlighed, der undsiger sig enhver stormende passion i livet.

Denne tendens kan forfølges helt op til vor tid. Da Kurt Cobain fra Nirvana skød sig, skabte det stort røre blandt mange unge, der anså det for en heroisk gestus. Weltschmerz og dens ultimative konsekvens er blevet et mondænt tema i den moderne verden.

Tilbage til forstanderens spørgsmål. Hvad skal man stille op med det? Skal man gå som katten om den varme grød? Skal man fortie eller ligefrem tabuisere selvmordet som en mulighed af frygt for, at det kunne friste ubefæstede sjæle?

Det er tilsyneladende opfattelsen blandt nogle fra den socialpædagogiske eller terapeutiske lejr. Det gør de som følge af en oprigtig omsorg og bekymring for de unges mentale tilstand. De vil holde på, at de unge skal forskånes for den slags destruktive impulser. Især hvis de har ondt i livet, hvad mange unge desværre har.

Men nej. Det er ikke vejen frem. Hvis betingelsen skal være, at alt det smertelige og tragiske her i verden, herunder også selvmordet, skal afmonteres og fortrænges, så ender forståelsen af vort liv i det rene kitsch – en similivirkelighed, som placerer mennesket i et narkotiseret wellness-univers fjernt fra denne verdens trængsler. For vi ved alle udmærket godt, at sådan er livet ikke. Det nytter ikke at udsætte livets alvor for en disneyficering.

Imødegåelsen af selvmordstankerne er ikke at fortie livets genvordigheder. De findes nemlig og melder sig med uafvendelig styrke. Imødegåelsen må være understregningen af, at det sidste ord om vores liv aldrig er sagt, så længe vi trækker vejret.

Har man befundet sig længe nok i mørket, får man før eller siden blik for de små sprækker af lys, der skinner igennem. Håbet toner frem. Sådan er livet nemlig også. Gudskelov.

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo

ROMEO + JULIET af instruktør Baz Luhrmann udkom i 1996 med Claire Danes og Leonardo DiCaprio i hovedrollerne. Foto: PR