Filmen ”Speak No Evil” er et brutalt mesterværk, der gør de gode til de onde

Filmen Speak No Evil er et brutalt mesterværk, der gør de gode til de onde, og som viser, at man kan lukke volden ind, når man tvivler på egne grænser

"Tafdrups film er mesterlig, fordi den stiller spørgsmål ved om vi kan gøre noget ved ondskaben, når vi møder den," skriver kronikøren. Her ses en scene fra filmen.
"Tafdrups film er mesterlig, fordi den stiller spørgsmål ved om vi kan gøre noget ved ondskaben, når vi møder den," skriver kronikøren. Her ses en scene fra filmen. Foto: Erik Molberg/Nordisk Film.

Den anmelderroste "Speak No Evil" spiller for tiden i de danske biografer. Filmen er Christian Tafdrups udtalte forsøg på at lave Danmarks mest ubehagelige film og bevæger sig i spændingsfeltet mellem Michael Hanekes "Funny Games" og Lars Von Triers "Antichrist".

Filmen igennem sidder man på den akavede stemnings sylespidse nåle indtil den, efter en af dansk films mest ubehagelige scener, kulminerer i Monteverdis klagesang Lamento della Nimfas.

Tafdrup har skabt et voldeligt mesterværk om sociale dynamikker, grænser og ondskab.

I filmen møder vi det danske par Louise og Bjørn og deres søde velopdragne datter Agnes. De er et helt almindeligt par. Imødekommende, søde og tilpassede velfærdsdanskere med et bekvemt og trygt liv. På deres solrige sommerferie i Toscana møder de en hollandsk familie, Karin og Patrick og deres søn Abel. De to par falder i god snak, og Louise og Bjørn bliver fascinerede af Karin og Patricks intense og smittende energi, som de slet ikke selv kan stå mål med.

Kufferterne pakkes, og de vender hjem til deres liv med fine møbler, flinke venner og stribede Kählervaser. Her er alt er normalt, totalt banalt med indkøbslister, pligter og nyt overtøj, der skal købes. Så modtager de et brev fra Karin og Patrick, som inviterer dem på weekendtur på deres hollandske landsted. De bliver hurtigt enige om at tage af sted. Alt andet ville næsten være uhøfligt.

De pakker bilen og nærmest fra det øjeblik, de træder ind på matriklen, bliver de mødt af parrets grænseoverskridende adfærd. Louise er vegetar, og alligevel så godt som tvinger de kød ned i halsen på hende. Eller måske gør de ikke. For hvis hun kunne finde ud af at sige nej, var det stykke kød, aldrig blevet tvunget ned i hendes hals. Det ændrer ikke på det respektløse ved en hel weekend over, kun at servere kød for en vegetar, og dette er blot begyndelsen på en kavalkade af grænseoverskridelser ned over dem.

Louise og Bjørn er ikke i tvivl om, at de er befinder sig i noget ubehageligt. Men grænser kan være svære at definere. Og derfor kan det især være svært at definere, hvornår de bliver overtrådt. Når grænserne overtrædes igen og igen, og man lader det ske, har de det med at udvide sig. Og det er det, der sker for det danske par. De begynder at tvivle på sine egne grænser, og har man først bagatelliseret volden, kan det blive mere end udfordrende at genkende det voldelige som voldeligt. Når det onde er blevet normaliseret, skal der pludselig noget rigtigt radikalt til, før det voldelige føles voldeligt.

Det er det ene aspekt. Det andet aspekt, som er årsagen til det første er, at de ikke tør at stille sig op. De tør ikke konflikten, den dårlige stemning. Det sociale er en arena, man kan dumme sig i. Særligt hvis man er en person, der ikke kan klare de akavede stemninger, det efterfølgende kan medføre. Måske derfor, men ud af ubevidst svaghed, har Louise og Bjørn sat den gode stemning op på den højest-rangende piedestal i deres liv og gjort de sociale normer til deres gud.

I deres tankeløse lydighed overfor det høflige, det accepterede og den gode stemning har de groft sagt reduceret sig selv til at være ligegyldige. De tør ikke bøje normen, heller ikke selvom nogle andre har bøjet selvsamme norm markant foran dem, og det at bøje den, egentlig bare ville være at rette den op igen. I stedet lader de sig bøje af den og de andre. De forsøger at gå imod det, de opfatter som det onde, men de handler imod sig selv, fordi de er hæmmede samfundsprodukter, der ikke tør stå ved sig selv. De er ren reaktion, aldrig aktion. Et høfligt stykke blegt samfundsskabt filodej.

Og det virkeligt geniale ved filmen, viser sig ved, at jeg nu har brugt alle disse linjer på at kritisere Louise og Bjørn. De gode, ofrene, og ikke Karin og Patrick, de onde gerningsmænd. Tafdrup er nemlig eminent dygtig til at gøre seeren i tvivl om, hvem de onde er.

Og hvor placerer Tafdrup selv ondskaben? Det er nemlig tvetydigt. Er det i det aktive eller det passive, hos Karin og Patrick eller Louise og Bjørn? Det hollandske par er tydeligvist onde, men det er alligevel den anden form for ondskab, jeg tror, der især har hans interesse, nemlig den ondskab, der kan findes i det passive. For de der ikke tør tale det onde imod viderefører voldsspiralen.

Og det sker på daglig basis, for vold udøves på daglig basis. I skoleklasserne, på arbejdspladserne, på barerne og i parforholdene. Hvor mange har ikke har vendt det blinde øje til noget, man mærkede var helt forkert, fordi ”de andre jo heller ikke gjorde noget.” Hverdagsondskaben sker hver dag. Hør dette eksempel. Lyder det bekendt?

Vi befinder os i en 5. klasse. Mads mobbes og nedværdiges. De andre drenge trækker stolen væk under ham, når han sætter sig på den, de siger han er tyk, at hans mor er en luder, og når han endelig af læreren tvinges med ud på fodboldbanen, er der ingen, der spiller bolden til ham. For at holde ham nede og markere at han er udenfor fællesskabet. Men de andre griner imens, og virker næsten charmerende. Mads ser upåvirket ud, for det har han lært. Men i sit indre er han ved at gå til over ydmygelsen, og glæder sig kun til han aldrig nogensinde behøver at skulle gå i skole igen. Er der i den situation nogen, der griber ind? Sjældent tror jeg. For de populære krænkere er ikke sjove uvenner at have. Så flokken accepterer volden ved at tie og igen er ondskaben legitimeret. Snart er den bare hverdag, og som tiden går er der slet intet mærkeligt ved det.

Et rystende aspekt ved Speak No Evil er, at ondskaben er absolut motivløs. Der er intet motiv for hvorfor det onde sker, vi ser bare, at det sker. Og hvad værre er, holdes der aldrig noget nådens slør op foran virkeligheden. Der er kun den kolde og brutale virkelighed. Vi håber på noget bedre, men ethvert håb om forstummer.

”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Sådan siger Jesus i Lukasevangeliet under sin korsfæstelse. Er det sådan, vi skal se på Louise og Bjørn? Er det deres tankeløshed, der starter volden ved at acceptere den? I så fald praktiserer de to par to forskellige former for vold. Louise og Bjørn en ubevidst og tankeløs vold, og Karin og Patrick en overlagt og instrumentel vold.

Hvis nu vi vælger at opfatte Patricks præmis som filmens præmis, så er der faktisk i den grad en årsag til ondskaben. Bjørn spørger ham mod filmens ende: ”Hvorfor gør I det her?”. Og han svarer: ”Fordi I lader os”.

Terror er mange forskellige ting, men det er bl.a. et middel for at nå bestemte mål. Har Karin og Patrick et mål? Har de sat sig på magten, som de store samfundskritikere, der revser folks høflige afmagt, og som nu har taget loven i egen hånd for at vise, hvor ondt det kan blive, når det onde bare mødes med passivitet? Forsøger de at vise, at mennesker altid vil udføre onde handlinger, hvis ingen forsager dem? Har de gjort sig selv til tugtemestre med guddommelig status, der vil lære folkene på jorden at brøle op og forsage det onde ved at praktisere det onde, indtil nogen for alvor forstår at tale det imod?

Tafdrups film er mesterlig, fordi den stiller spørgsmål ved om vi kan gøre noget ved ondskaben, når vi møder den, eller om vi nærmere som et antropologisk vilkår står nøgne, blottede og stumme overfor den, fordi der altid vil være en ondskab, som mennesket ikke kan hamle noget op imod.