Jeg er den lykkelige mor til den mest fantastiske datter. Men vejen derhen har været lang. For lang. For nogle tager det tre minutter at lave en baby, for mig tog det seks år og fem måneder at få mit største ønske opfyldt og blive mor.
Jeg vågner op med et sæt, der er et fugtigt aftryk af min krop i sengen. Mens jeg tygger mig igennem min havregryn med mælk, har jeg en følelse af at skulle i kamp.
På med rustningen, op med barrikaderne, en ny dag truer. Min vilje er fast, og jeg er klar, bare kom an.
Jeg skal på Rigshospitalet og have taget blodprøver til fertilitetsbehandling. Jeg løber ind i en gammel veninde, vores gule sygesikringskort bipper igennem maskinen ved skranken på samme tid i blodprøvetagningens venteværelse. Hun kigger op og hilsner. Hun ser glødende ud, frisk og med blussende kinder. Jeg smiler, det er dejligt at se hende igen. ”Hvordan går det?”, spørger hun. Fint, fint.
Jeg er dårlig til at lyve, så inden de røde tal på displayet over os når at skifte, og en ny patient bliver kaldt ind, har jeg fortalt hende om mine vanskeligheder ved at blive gravid. Da jeg spørger til hende, er hun lidt undvigende, og jeg har pli nok til ikke at spørge hende direkte om, hvad hun laver på hospitalet.
Nogle uger senere fortæller hun mig og en fælles veninde på en gruppechat, at hun er lykkeligt gravid, og at hun ikke nænnede at sige det til mig, da vi mødtes i blodprøvetagningen.
”Avvv,” siger jeg. ”Ikke så hårdt.” Laboranten med nålen siger, at han slet ikke har rørt min arm med nålen endnu. Synet af kanylerne, der bliver gjort klar, er ikke til at holde ud for mig i dag. Jeg plejer ikke at have problemer med nåle eller stik, men i dag bliver jeg nødt til at kigge væk. Da jeg kigger på min blottede arm i stedet, bliver det endnu værre. Min mave vender sig, der er fyldt med små sår i min højre arms hulrum. Den tynde hud på undersiden er helt blå af alle stikkene.
Jeg spørger laboranten om, hvor mange stik en blodåre kan tåle. ”Aark aark, den kan tåle mange, det skal du ikke være bekymret for,” siger han. Tænk bare på stiknarkomaner. Jeg har ikke specielt lyst til at tænke på stiknarkomaner lige nu, jeg føler mig fysisk skrøbelig. Jeg spørger, om han ikke vil prøve med min venstre arm i stedet, den er knap så gennemhullet. Det vil han gerne, men han har svært ved at finde blodåren i den venstre armhule. Da han stikker forkert og må prøve med nålen igen, sortner det for mine øjne. Jeg kan ikke, mumler jeg.
Det er, som om det er en anden stemme, der taler. Det er ikke min fra i morges, hvor jeg ville have svoret, at jeg aldrig ville give op, før kampen var vundet, og jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden. Men nu er det en anden stemme, der kommer frem. Stemmen kommer dybt nede fra min krop et sted. Det er, som om det er kroppen selv, der taler. Jeg vil ikke mere, siger den.
Stoooop, lad være med at stikke i mig, ordene kommer ud af min mund, nu højere. Laboranten stopper forskrækket op.
Han spørger om jeg vil sunde mig lidt, så kan vi prøve igen om nogle minutter. Han viser mig ned for enden af gangen, hvor der står en hospitalsseng bag et hvidt forhæng. Jeg lægger mig på sengen. Han siger, at han kommer ned og kigger til mig om fem minutter igen. Da han er forsvundet bag forhænget, rejser jeg mig fra sengen, samler mit tøj sammen og lister ud af blodprøveafsnittet. Det er kroppen, der bestemmer, at jeg skal gå, den vil ikke finde sig i mere. Kom, vi smutter nu, siger den til mig.
Under mine fertilitetsbehandlinger oplevede jeg, at min krop sagde stop, den sagde nej til flere stik, flere hormoner, gynækologiske undersøgelser og blodprøver. På trods af en kuldsejlet graviditet, der skulle fjernes kirurgisk, og utallige negative graviditetstest, bevarede jeg håbet gennem hele forløbet. Håbet og skuffelsen gik hånd i hånd.
Hver gang der var et mislykket fertilitetsforsøg, sagde jeg til mig selv, at så bliver det ikke denne gang, men næste gang. Min krop sagde stop, men håbet forlod mig aldrig. Da jeg var i sidste fase i min statslige adoptionsgodkendelse, spurgte sagsbehandleren, hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke blev godkendt til at adoptere et barn.
Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden børn, at det ikke ville lykkedes for mig, var simpelthen ikke en mulighed. Jeg skubbede tanken væk og svarede sagsbehandleren, at det måtte jeg tage til den tid, hvis konklusionen blev et afslag. Jeg ville ikke forholde mig til den mulighed, før alt var afprøvet, før alle døre var lukkede og forsøgt sparket ind med mine imaginære militærstøvler.
Film og serier er fyldt med eksempler på den uønskede graviditet, på den overraskende graviditet, på hvordan hovedpersonerne reagerer, hvis testen viser to streger i stedet for én. Men hvordan forholder man sig til en negativ graviditetstest, der aldrig bliver positiv?
Jeg brugte de første mange år i mit voksenliv på at være bange for at blive gravid ved et uheld og de følgende mange år på at prøve at blive gravid. Ironisk nok har jeg altid troet, at det gjaldt om at undgå at blive gravid, indtil alt pludselig handlede om at prøve at blive gravid.
Nu har jeg den mest fantastiske datter, som man overhovedet kunne ønske sig, og jeg knuselsker hende selvfølgelig. Hun er adopteret, og vi er en familie.
I dag kunne jeg ikke forestille mig, at det skulle være anderledes.
Min største fortrydelse er, at jeg skulle gå igennem seks års opslidende fertilitetsbehandling, inden jeg blev mor – muligvis fordi jeg startede for sent.
Samtidig er det mit livs største gave, at det endte, som det gjorde, med lige netop hende, min datter. Det kunne og skulle ikke være på andre måder. Mit livs fortrydelse er også mit livs største gave.