Landet over er kommunalvalgkampen gået i gang, og der skal vi afgøre, hvem der skal lede landets kommuner og regioner.
Alt er dog ikke, som det plejer. Hvor de offentligt ansatte tidligere satte en ære i at agere som neutrale embedsmænd, ser vi i dag en villet og tiltagende politisering af den offentlige sektor. Det herskende politiske flertal på Christiansborg kalder det at ”bruge magten”, de offentlige ledere i stat, kommuner og regioner kalder det typisk ”værdibaseret ledelse”.
Eksemplerne er mange: Nationalmuseet vil ikke længere bare formidle historie, men satser i stedet på at påvirke samtiden i en bestemt politiseret retning – for eksempel ved at fremme en skyldfølelse over vores fortid. På Syddansk Universitet vil man ikke længere søge efter sandheden (hvilket ellers er et universitets opgave), men er i stedet gået ”all in” på at promovere FN’s verdensmål. Institutioner som for eksempel Kunstakademiet og DPU er skrækhistorier i en liga for sig. På det kommunale område ser man også, at de administrative og politiserende funktioner opgraderes år efter år med en hær af kommunikationsmedarbejdere, mangfoldighedskonsulenter og så videre.
Når man som borger henvender sig til eller besøger en offentlig myndighed eller institution, kan man derfor være helt sikker på, at man får et ”værdibaseret”, politiseret svar, der er formuleret i tråd med en tilsvarende kommunikationsstrategi. Og dette uanset, hvad du stemmer til det kommende kommunalvalg. For det er nemlig, overraskende nok, ikke alle de kommunale og regionale politiske aktører, der er på valg. De vigtigste kan du faktisk slet ikke stemme på.
De sidste mange år har valgundersøgelser vist det samme resultat: De offentligt ansatte bekender sig til partier til venstre for den politiske midte. I sig selv er det ikke et problem, og enhver må som bekendt stemme lige det, de har lyst til. Problemet opstår først, når det offentlige af egen drift bliver ”værdibaseret” og politisk agerende. Hvilket vi netop ser nu med al ønskelig tydelighed.
En undersøgelse af folkeskolelæreres partivalg i 2019 viste, at 83 procent stemte til venstre for midten, og hele 22 procent på Enhedslisten. Ifølge en undersøgelse foretaget af pædagogernes fagforening BUPL i 2017, er pædagogerne en anelse mere blå, da kun 77 procent her stemmer på rød blok. Enhedslisten måtte i samme undersøgelse også nøjes med 21,2 procent af stemmerne.
Undersøgelser foretaget af blandt andet Københavns Universitet Uniavisen (der netop har fået Alternativets tidligere pressechef som redaktør) og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole viser tilsvarende tal. Akademikere og journalister er som bekendt blandt de medarbejdergrupper, der oplever størst vækst i det offentlige. Blandt sygeplejersker stemmer cirka 60 procent på rød blok jævnfør fagbladet Sygeplejersken, heraf mere end halvdelen på Socialdemokratiet. Først her nærmer vi os altså langsomt nogle mere normale tal. Kun på ganske få universitetsstudier, i politiet og i forsvaret har der delvist kunnet dokumenteres afvigelser fra hovedreglen om en rød offentlig sektor. Igen ville alt sammen være fint nok, hvis det politiske engagement var noget, der foregik i fritiden. Sådan er det bare ikke mere.
Blandt borgerlige akademikere er det velkendt, at man ikke skal blande sig i den offentlige, demokratiske debat, hvis man agter at gøre karriere for eksempel i uddannelsessektoren eller i det kommunale. Den leder, der skal ansætte dig, og de medarbejdere, der sidder med i ansættelsesudvalget, vil jo med usvigelig sikkerhed selv stemme til venstre for midten, og endnu vigtigere vil de og deres ligesindede have været med til at præge det pågældende steds ”værdibaserede arbejde”.
Hvis du ikke er til verdensmål, mangfoldighedsdialogkaffe, identitetspolitik og lignende vil du alligevel også få det meget svært – uanset hvor kvalificeret du ellers er til jobbet. Derfor vil en anden og mere politisk inkluderbar kandidat sandsynligvis være at foretrække. Herved forstærkes tendensen år for år, og derfor er vi som samfund, hvor vi er nu.
Brian Degn Mårtensson er filosof og forfatter.