Filosof: Kærlighed og mening er vigtigere end løn for arbejdsglæden

Lønstigninger er kun en lille del af løsningen, hvis det offentlige vil holde på lærere, sygeplejersker og jordemødre. Vigtigere er følelsen af kærlighed, retfærdighed, anerkendelse og mening

Både som kolleger og som "kunder i butikken", altså som forældre, patienter, brugere og borgere, skal vi vide, at meningen går fløjten, hvis respekten for den unikke og fælles indsats blandt professionelle siver over i formelle og upersonlige relationer.
Både som kolleger og som "kunder i butikken", altså som forældre, patienter, brugere og borgere, skal vi vide, at meningen går fløjten, hvis respekten for den unikke og fælles indsats blandt professionelle siver over i formelle og upersonlige relationer. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Midt i den almindelige vildrede og desperation over manglende sygeplejersker, jordemødre og lærere, der på stribe forlader landets pressede hospitalsafdelinger og skoler, må vi ikke glemme, hvad vi allerede ved om tiltræknings- og fastholdelsesfaktorer – ud over mere i løn og finansiering af uddannelse.

Vi ved faktisk, hvordan man får gode arbejdsvilkår, og vi burde besinde os på dem, selvom løsningen ikke er enkel. Gode arbejdsvilkår, dygtige kolleger og tillid til uddannelse tager lang tid at bygge op, men vi er i færd med allerede i udgangspunktet og før valg af uddannelse og job at tabe dele af de store årgange, som blev født op til finanskrisen i 2008. Op til finanskrisen var der om ikke mangel så i hvert fald stor kamp om de dygtige medarbejdere. Det var her, vi så tydeligt fik slået fast, at medarbejdere glæder sig over fryns, lønmatch og bonusser, men at glæden over egen faglige kunnen og over arbejdets indhold tæller langt mere end den ekstraløn, der kun åbner for flere valgmuligheder eller flere forbrugsmuligheder.

Det er slet ikke dumt i både valgkamp og generelt at fokusere på løn og den anerkendelse, som ligger i en lønudvikling, der følger med, men anerkendelse som selvudfoldelse i arbejdet fortjener en eftertanke som det rent økonomiske – og meget vigtige – perspektiv sjældent får med. De unge og de fagligt uddannede går derhen, hvor det giver mening, eller hvor arbejdet i hvert fald ikke slider på selvværdet. Når meningen med arbejdet ryger, er medarbejderne over alle bjerge.

Hvor ligger meningen da? De vigtigste ting, som også skal med på arbejde, fordi arbejdet er identitetsdannende, kan forkortes KRAM – nemlig kærlighed, retfærdighed, anerkendelse og mening. Lad os tage disse abstrakte størrelser en for en, så vi kan se, hvad de dækker over – og hvordan vi overhovedet kan få dem med på arbejde.

K'et og kærligheden først. Dens særkende er, at vi i relationer, der er båret af kærlighed og sympati, oplever at være værdifulde og uforvekslelige på en måde, som er nem at gengælde. Når vi bliver kærester, får børn, nye venner eller genser venner og tidligere kærester, mærker vi den særlige varme og glæde, nogle mennesker kan tilføre vores liv. Det er dem, der kalder det mest levende frem i os. Men der er også kærlighed på spil, når vi får lyst til at lære et fag eller kolleger at kende og begynder at give lidt af os selv for derefter også at få lidt tilbage – og så får lyst til at give endnu mere til sagen, forholdets eller fællesskabets vel. I livsudfoldelsen som unik person og dermed forskellig fra alle andre kan man føle sig særlig og opleve at bidrage med noget særligt, uden at det sker på bekostning af andre. Det sker som et menneske med en unik livshistorie, som et menneske, der gerne skal finde sig til rette og opnå fortrolighed med et virke i et tempo, hvor man kan få sjælen med.

Hvis ledere og kolleger får øje på dette, kan de støtte én i en personlig udvikling, hvor ingen ved, hvornår det ender, og hvor man kan opnå at smelte sammen med sit virke i en grad, hvor det bliver et kald, altså en udfoldelse af opgave og person i et heldigt match. Kærlighed lærer en at se, også at se, hvor man selv kan passe ind og gøre en forskel i et stort team med mange mennesker. Det er ganske vist et stort ord brugt i arbejdssammenhæng, og det kan tippe over i en inderlighed, hvor ikke alle kan være med, men kærlighed på arbejde betyder blot, at når man føler, at det, man kan – og den, man er – er noget værd, vokser man både i andres og i egen anseelse. Så bliver man en fisk i vandet, mens man går på arbejde. Man kan stråle i rollen.

Vi er kommet til R'et – Retfærdighed, som handler om et dueligt, etisk fælleskab, der sikrer lighed og sikrer alle lige værd, det vil sige et fællesskab, der sikrer enhver respekt og de grundlæggende rettigheder og adgange, hvoraf indflydelse på eget arbejdsliv opstår. Eller i det mindste frihed under ansvar. Et dueligt, etisk fællesskab, som gavner og gør en forskel, og som også skaber oplevelsen af transparens.

Videre til A’et og anerkendelsen. Den kan som sagt godt måles i penge, men meget hurtigt bliver også de nye penge en del af hverdagens forbrug. Anerkendelse kan mærkes, og det kan forbrug ikke i længden. Det kan dulme og underholde, men sjældent give den dybere glæde, som ligger i at bruge sig selv i arbejdet og samtidig forbinde sig med en sag, der er vigtig for andre end én selv. At kunne gøre en forskel og gøre det i et dygtigt fællesskab er en anerkendelse, hvor den ene ikke spilles ud mod den anden i en sammenligning og konkurrence, men hvor man spejler sig i andres reaktioner og genkender sig selv og ens egen andel i den fælles indsats.

Endelig opstår M'et, meningen i arbejdslivet, når der sker ikke blot en genkendelse, men også en overskridelse af det hidtidigt udforskede gennem arbejdet, hvor man bliver til som et menneske, der udvikler sig gennem mødet med det endnu ukendte og tager det på sig som opgaver, man kan tage ansvar for. Da forvandler og udvikler man sig gennem stadig nye situationer og opgaver. Da bliver man del af noget, der er ikke blot større end én selv, men også større end det, man vidste om sig selv allerede.

Hvis vi skal tage et par eksempler fra nogle af de arbejdslivsstudier, som stammer tilbage fra før finanskrisen, og som førte mig til formuleringen af disse nye KRAM-faktorer, vil jeg fokusere på mine studier blandt danske revisorer. Det var det gennemgående i meningsøjeblikkene, at de gav oplevelser af, at tingene gik som en leg. Der var fortrolighed med tingene, og der var flowoplevelser hos revisorerne, som at sidde og lytte til musik, mens de sad med debet og kredit. Stille, men vigtige stunder, som i sig selv føltes som belønninger. Det er ikke del af den store mening og skelsættende begivenheder af en art, hvor ingen ligner den foregående. Det er hverdagsoplevelser, hvor der er en fortrolig genkendelighed, uden at det forfalder til farveløse rutineopgaver. Disse oplevelser skal være der. Men der viste sig også stor meningsfuldhed, når der skete overskridelser, og revisorerne fik en klar og tydelig fornemmelse af eget bidrag, som at få en ny vigtig kunde på baggrund af et karriereblik, hvor kunden og revisor var udvalgt på baggrund af et godt match set af den overordnede, som vidste, hvor man var i sin udvikling.

Når vi på denne måde får fat på det, der fremmer kærlighed, retfærdighed, anerkendelse og mening, bør vi måske også se nærmere på de oplevelser, som slider og tømmer arbejdet for mening. Det er forstyrrelser, evige afbrydelser (også dem, vi selv står for), ingen genkendende, ordløse blikke, hvor der er forståelse. Utryghed, opfarenhed, surhed. Bekymring for om sagen varetages forsvarligt. Oplevelsen af at det, man laver, aldrig helt rækker eller ikke bliver brugt, hop på stedet, gentagelser, og oplevelsen af, at tingene smuldrer mellem hænderne på en. Nulfejlskultur og for meget skarpt lys hele tiden på alt, hvad man gør, så man bliver bange for at stå frem og tage ansvar og blive holdt ansvarlig over for en forsamling, der er på ensidig jagt efter den skyldige, lige så snart et fejltrin kan spores.

Både som kolleger og som "kunder i butikken", altså som forældre, patienter, brugere og borgere, skal vi vide, at meningen går fløjten, hvis respekten for den unikke og fælles indsats blandt professionelle siver over i formelle og upersonlige relationer, hvor enhver knokler løs hver for sig og kun bliver set, når der skal findes en kilde til, at noget er kørt skævt.

Vi skal prøve at lytte til dem, der kvitter jobbene og uddannelserne, men vi skal også finde tilbage til de idéer om arbejdsglæde i form af kærlighed, retfærdighed, anerkendelse og ikke mindst mening frem for almindelig medarbejdertilfredshed. Dem havde vi sidst fat i op til finanskrisen. Dengang kombineret med en lidt naiv optimisme. Men selv uden optimismen på naturens og fredens vegne kan vi politisk godt give plads til viden om arbejdsmiljø som andet end at holde øje med risikofaktorer og psykologisk tryghed, nemlig arbejdsmiljø som spørgsmålet om, hvordan alle de organisationer, vi er del af, kan blive menneskeligt set rigere.