Finanssektor: Fremtidsorienteret regeringsgrundlag, tak

Vil en kommende regering høste frugterne af den digitale fremdrift, er det helt afgørende med reformer på uddannelsesområdet, som minimerer den store kløft, der i dag er mellem uddannelser og erhvervslivets behov, mener direktør

Vi er ikke i nærheden af at udnytte det potentiale for øget vækst og beskæftigelse, som ligger i digitalisering. Set i lyset af, at dansk økonomi i snart 10 år har været tynget af lavvækst, er det et stort problem.
Vi er ikke i nærheden af at udnytte det potentiale for øget vækst og beskæftigelse, som ligger i digitalisering. Set i lyset af, at dansk økonomi i snart 10 år har været tynget af lavvækst, er det et stort problem. . Foto: Mogens Flindt/Polfoto.

I disse dage mødes Venstre, Liberal Alliance og De Konservative for at udarbejde et fælles regeringsgrundlag. Jeg håber, det lykkes de tre partier at nå til enighed om nye vækstinitiativer i regeringsgrundlaget. Det er nemlig helt afgørende for fremtiden, at et kommende regeringsgrundlag ikke begrænser sig til traditionelle initiativer, men i høj grad også indtænker det store vækstpotentiale, som den hastige teknologiske udvikling indeholder. I Danmark er vi et af de førende lande i verden, når det gælder digitalisering. Både den offentlige og den private sektor har omfavnet potentialet, tænk bare på mulighederne for selvbetjening via nettet hos eksempelvis kommuner og banker.

Det er en kurs, som vi skal fortsætte. Fremtidens vækst er nemlig i høj grad båret af digitalisering. Eksempelvis viser en analyse ifølge World Economic Forum, at 65 procent af de børn, der i dag går i folkeskole, vil komme til at arbejde i jobtyper, som endnu ikke eksisterer. Men Danmarks flotte placering er ikke opstået på grund af politiske initiativer, men nærmere på trods af mangel på samme. Derfor er vi ikke i nærheden af at udnytte det potentiale for øget vækst og beskæftigelse, som ligger i digitalisering. Set i lyset af, at dansk økonomi i snart 10 år har været tynget af lavvækst, er det et stort problem.

Vil en kommende regering høste frugterne af den digitale fremdrift, er det helt afgørende med reformer på uddannelsesområdet, som minimerer den store kløft, der i dag er mellem uddannelser og erhvervslivets behov. Det gælder også for de videregående uddannelser. Ligesom det er afgørende med markante ændringer i beskæftigelsespolitikken, så det bliver lettere og mere smidigt for landets virksomheder at hente højt kvalificerede udlændinge ind på det danske arbejdsmarked. Initiativer af den karakter bør klart skinne igennem i et kommende regeringsgrundlag.

Mariane Dissing er administrerende direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening.