Nej

mener Steen Nepper-Larsen, lektor ved DPU Aarhus Universitet, som på Højskolebladets blog har anmeldt bogen ”Højskolepædagogik” som et udtryk for, at højskolerne lever i en ”selvtilfreds osteklokke”:

UD FRA DE syv et halvt år, jeg har været lærer på Krogerup Højskole, ud fra de højskoledebatter, jeg har fulgt de efterfølgende 16 år, og ud fra mine to døtres højskoleerfaringer, stiller jeg mig meget tvivlende over for, at man kan tale om én højskolepædagogik, som bygger på grundtvigsk livsoplysning og ikke-kompetencegivende undervisning.

Der har altid været en modsætning mellem de almene grundtvigske højskoler og de andre. Højskoler er vidt forskellige. Nogle er nærmest forkurser til universitetet, nogle praktiserer coaching i sund livsstil, og nogle har skriveværksteder for unge, som drømmer om forfatterskolen.

Men findes der ikke nogle fælles træk, som samler højskolerne, og som for eksempel handler om en bestemt måde at have fællesskab på?

Det er naturligvis fælles for højskolerne, at de skal leve op til lovens beskrivelse. Det er en skole, hvor man bor og lever sammen på en intens måde, mens man lærer. Og det er en skole, som er fri for eksamensstress, og hvor eleverne er af egen fri vilje og lyst. Højskolen er fri for al den målstyring og evidens, som dyrkes andre steder. Men undervisningen bygger på vidt forskellig pædagogik. Nogle har gammeldags tavleundervisning, andre de mest moderne interaktive former. Og internt har højskolerne altid ført krig om, hvad der var rigtig højskole. Da Hal Koch grundlagde Krogerup Højskole lige efter Anden Verdenskrig, syntes de jyske grundtvigske højskoler, den var for kulturradikal, og Oure Idrætshøjskole har altid fået kritik for deres golfkurser.

Er den grundtvigske tænkning ikke så central i højskolernes pædagogik og i lovgivningen om højskoler, at den også påvirker de højskoler, som ikke definerer sig som grundtvigske?

Der dyrkes en forestilling om, at dansk kultur, sprog og historie i kraft af Grundtvig har ganske særlige træk, som jeg mener, man må betvivle i dag. Hvis man skal fungere på samtidens betingelser, må man i sin pædagogik tænke mindre nationalt og mere kosmopolitisk.

Højskolerne har i dag et problem med, at man ikke rekrutterer sine elever bredt i samfundet. For eksempel formår man ikke at tiltrække elever med anden etnisk baggrund end dansk. Og efter min opfattelse er der for lidt kritisk tænkning og for meget grundtvigsk bragesnak og hjertesprog i store dele af ”branchen”.

Det grundtvigske sprog findes vel kun hos højskolelærerne. Ser de elever, som giver udtryk for tilfredshed med fællesskabet, ikke konkret på, hvad de får ud af det?

Jo, det kunne være interessant at foretage et antropologisk feltarbejde, hvor man går mere i clinch med mødet mellem højskolernes selvforståelse og de unges forbrugsorienterede ”er der noget i det for mig-indstilling”. Det kunne også behandles skarpere, hvordan højskolerne forholder sig til, at man langt ind i partiet Venstre debatterer, om højskolerne er værd at bruge penge på.

Men højskolerne skal vel heller ikke tækkes politikerne, men netop stå i opposition til det etablerede system?

Højskolen står over for den udfordring, at den må legitimere sig langt mere offensivt end defensivt i det 21. århundrede. Dertil kommer, at fortalerne for en entydig højskolepædagogik overser, at samfundets undertrykkelsesformer har ændret sig meget over tid.

Tidligere var det den sorte skole, man måtte opponere imod. Nu bliver man ikke styret med kæft, trit og retning, men ved hjælp af at den enkeltes frihed, kreativitet og kompetencer i stigende omfang bliver varegjort og underlagt kontrol. Der er kommet et nyt magtsprog, som bygger på nogle af de samme ord, som højskolerne selv bruger.

Højskolerne dyrker den gammeldags forestilling om at være en modkultur til det hele, men underspiller, at de også selv bidrager.

Ja

mener Rasmus Kolby Rahbek, pædagogisk udviklingskonsulent i Højskolernes Hus og sammen med kollegaen Jonas Møller forfatter til bogen ”Højskolepædagogik”, som netop er udkommet:

JEG MENER GODT, man kan tale om en fælles højskolepædagogik, men der er jo ikke tale om én unison pædagogik, hvilket vi gør helt klart allerede i bogens indledning. Man kan sige, at i forhold til pædagogikken er højskolerne fælles, men ikke ens. I bogens første del sammenfatter vi otte fælles temaer, som vi har kondenseret ud fra et udviklingsprojekt med 40 deltagende højskoler. Det er temaerne fællesskab, personlig udvikling, struktur og rammer, frihed, faglighed, læring mellem elever, engagement og indirekte pædagogik. Derudover foregår der jo en masse forskelligt ude på de enkelte højskoler, som er udtryk for en vældig mangfoldighed. Det viser bogens anden del, som består af bidrag fra 11 forskellige højskoler og fem forskere. Vi forsøger ikke at tvinge én fælles fortælling igennem, for vi er fuldt opmærksomme på, at der også er forskelle.

Findes der ikke en traditionel, grundtvigsk del af højskolebevægelsen, som mener at stå for den ”rigtige” højskolepædagogik og ser lidt skævt til de andres måde at holde højskole på?

I så fald er alle de 40 ud af i alt 67 højskoler, som deltager i projektet, ”rigtige højskoler”. For den pædagogiske praksis, som vi fortæller om i bogen, knytter de alle an til på forskellig vis, fra hvert deres udgangspunkt - grundtvigske eller ej. Også livsstilshøjskolen Ubberup Højskole og kunsthøjskolen Krabbesholm. Det er korrekt, at vi for eksempel bruger et grundtvigsk begreb som livsoplysning i vores beskrivelse af højskolens pædagogik, men det gør vi, fordi det er det ord, der står i højskoleloven. Vores anliggende er at få højskolerne til at sætte egne ord på, hvordan begrebet forstås i praksis.

Steen Nepper-Larsen kritiserer jer for at blot at underspille flere modsætninger. Herunder modsætningen mellem elever, der mest er optaget af egen navle, og det postulerede højskolefællesskab, Hvad siger du til den kritik?

At bogen lige netop handler om disse udfordringer. Jeg kender ingen højskoler, som udelukkende er ude på at please den enkelte elevs ønsker. Det er fair nok, at eleven møder op med forventninger til, hvad han eller hun personligt vil have ud af opholdet, for eksempel i forhold til en videregående uddannelse, men hvis højskolen ikke vil mere, er det ikke højskole.

Men kan man ikke sige, at højskolerne på den ene side tilbyder et frirum fra for eksempel eksaminer og på den anden siden forsøger at fortælle, hvor nyttige de alligevel er for samfundet. Er den egentlige samfundskritik ikke forstummet?

Højskolerne bedriver ikke samfundskritik i den forstand, Steen Nepper-Larsen taler om, der reducerer højskolens dannelsesopgave til alene at være et opgør med det, han kalder ”det anmassende kapitalistiske samfund”. Det kritiske i højskolen er mere et spørgsmål om et bredt dannelsessigte, der ikke lukker sig om sig selv, men som tillader spontanitet, fantasi og åbenhed, som vækker til engagement, ansvar og deltagelse, og som vedkender sig, at der ikke gives færdige svar på, hvordan vi skal leve livet selv og med hinanden. På en højskole er pædagogikken altid normativ i forhold til et bestemt værdigrundlag, som skolen så har frihed til selv at definere.

Hvor adskiller højskolens pædagogik sig konkret fra andre undervisningssteder, hvor ord som faglighed, personlig udvikling og frihed også er hurra-ord?

Jeg tror ikke højskolerne tænker dem som hurra-ord, men som en reel og konkret udmøntning af højskolernes opgave med at lave livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse i praksis. Man kan for eksempel se på forholdet mellem lærer og elev, som tænkes radikalt anderledes end i meget af den herskende skole- og uddannelsestænkning. Hele samtænkningen af undervisning og samvær kunne andre undervisningssteder lære meget af.