Jeg sad såmænd til et lidt søvnigt møde i EU-parlamentets udenrigs- og forsvarsudvalg i Bruxelles, da formanden, Elmar Brok, 10 minutter i fire pludselig meddelte, at World Trade Center i New York var blevet ramt af et fly.
Han fortsatte derefter den række afstemninger, vi var i gang med. - Min svenske sidekvinde skubbede til mig lidt efter: »Du stemmer forkert!«. Hun havde ret, og det var endda mig, der som udenrigsordfører skulle lede den liberale flok gennem afstemningen.
»Jeg kan ikke holde tankerne ved det«, svarede jeg, og sekundet efter afbrød Elmar Brok det hele og hævede mødet. Vi fr hen på vore kontorer og åbnede for tv og så det med vore egne øjne. Snart vrimlede det med folk, der ville af sted til lufthavnen, hvor trafikken sært nok endnu ikke var standset. Efter bombardementet af det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, var det jo ikke svært at forestille sig, at endnu et fly kunne blive sendt mod NATO's hovedkvarter i Bruxelles. Først næste morgen blev al trafik standset.
Jeg fulgtes til lufthavnen med »røde Danny«, den gamle marxist Daniel Cohn Bendit, der nu er kommet på bedre tanker og er blevet »grøn« (samme parti som den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, der dagen forinden i Folketingets Landstingssal havde hudflettet den danske venstrefløj for dens EU-skepticisme).
Hjemme var der choktilstand. Jeg skulle have været til USA den følgende dag. Min datter, der opholder sig derovre, var nervøs, men blev beroliget i telefonen (der heldigvis virkede). Via mail udtrykte hun, hvad der på denne skrækkelige dag gik gennem hovedet på alle amerikanere: »Verden bliver aldrig den samme igen. De, der har gjort dette, har ændret verden for evigt. Der er ingen vej tilbage, for Amerika er jo nødt til at hævne det på en eller anden måde.«
Næste morgen hejste jeg flaget på halv stang og plukkede roser i haven, som jeg bragte med til den amerikanske ambassade. Jeg blev vidne til en enestående, folkelig manifestation. Der var tusinder af buketter og lys i hele ambassadens længde langt ud på det brede fortov. Nogle havde vedlagt sedler og skilte med ofte knugende og hjælpeløse hilsner. Men én ramte plet: »Today we are all Americans« (i dag er vi alle amerikanere, red.), stod der med lidt usikker håndskrift.
Som dronning Ingrid, der ved begravelsen blev citeret for sine ord om den 9. april 1940: »Den dag blev jeg dansker«. - Den 11. september blev vi alle amerikanere.
Danmark er truet lige så meget som alle andre. Som var vi i krig. Forsvaret og politiet er i alarmberedskab. På Børsen rasler kurserne ned. Flyafgange aflyses. Folketinget har lukket alle indgange på nær én. Meget vil gå i stå, mens vi venter på fortsættelsen. Men vi ved endnu ikke, hvem fjenden er. Kun at fjenden er fanatisk, fundamentalistisk, umenneskelig, grusom, samvittighedsløs og alt, hvad der er ondt.
Derfor var det også frygteligt at stå uden for den amerikanske ambassade og se en ung dansker stikke sine to langfingre i vejret og vise sin afsky for USA. Og rystende at se og høre indvandrerdrengene i Vollsmose juble det bedste, de havde lært, over tusinder af menneskers død og lemlæstelse. Danskeren blev arresteret for forstyrrelse af den offentlige fred. Det skulle de andre også have været.
Deres fanatisme er jo fjenden, som vi må blive bedre til at ruste os imod. Vi må sørge for, at alle unge kommer til at betragte fanatisme som primitivt, foragteligt, umoderne og »yt«. Vi må give dem historisk bevidsthed, så de bliver klar over, at fred og frihed ikke er en selvfølge, men noget, der trues i hver generation, hvad historien jo til fulde beviser.
I Danmark slap vi nådigt igennem både den varme og den kolde krig. Vi lod andre bære lidelserne. - Tirsdag blev vi uigenkaldeligt en del af det 21. århundredes nye verden, hvor alle er truet, når det onde stikker djævlehovedet frem. Tornerose-tiden er slut.
Under den kolde krig var der alt for mange, der ikke kunne se forskel på lukkede diktaturer, der nærer umenneskelighed og fundamentalisme, og åbne demokratier, der udstiller og dermed sætter grænser for ondskaben. Den forskel er stadig altafgørende.
Demokratierne vil nu igen komme under pres, fordi de ikke vil bruge samme midler mod deres ydre og indre fjender, som fjenderne bruger imod dem. Men hvis de står sammen, kan fanatismen ikke sejre. Lad os i Danmark glæde os over, at vi denne gang ikke har nogen som helst undskyldning for at overlade den nødvendige indsats til andre.
Bertel Haarder er medlem af EU-parlamentet for partiet Venstre