”Fjendens børn” er en fortælling om kærlighedens styrke og ideologiens ynkelighed

DR2-dokumentaren ”Fjendens børn” giver mindelser om forårets hjemlige debat angående de danske IS-mødre og deres børn, hvor regeringen ændrede holdning, skriver Jesper Bacher i mediekommentar

”Fjendens børn” giver indblik i, hvor lang ventetiden var for svensk-chilenske Patricio Galvez, mens han gjorde en heroisk indsats for at bringe sine forældreløse børnebørn hjem til Sverige.- Foto: Rena Effendi/DR
”Fjendens børn” giver indblik i, hvor lang ventetiden var for svensk-chilenske Patricio Galvez, mens han gjorde en heroisk indsats for at bringe sine forældreløse børnebørn hjem til Sverige.- Foto: Rena Effendi/DR.

”En fortælling om kærlighed og mørke”. Det er titlen på den israelske forfatter Amos Oz’ bevægende erindringsroman, men det kunne også være en alternativ titel på den svenske dokumentar ”Fjendens børn”, som i denne uge kunne ses på DR2.

En dokumentar af spilletidslængde om en morfars kærlighed til sine syv børnebørn, der i kølvandet på Islamisk Stats nederlag var strandet i den syriske al-Hol lejr.

Måske er ”Fjendens børn” så lang for at give en lille fornemmelse af, hvor enerverende lang ventetiden var for svensk-chilenske Patricio Galvez, mens han gjorde en heroisk indsats for at bringe sine forældreløse børnebørn hjem til Sverige.

At se ”Fjendens børn” gav mindelser om forårets hjemlige debat angående de danske IS-mødre og deres børn, hvor regeringen ændrede holdning og alligevel bragte familierne til Danmark. Men i ”Fjendens børn” var fokus ikke regeringernes overvejelser og afvejninger, det var en stædig, sorgfuld og kærlig morfar, som ikke kunne se sine børnebørn sidde i en syrisk fangelejr og bøde for forældrenes synder.

Hans datter Amanda havde konverteret til islam, var blevet radikaliseret og flyttede siden til Syrien efter et giftermål med den svenske IS-terrorist Michael Skråmo. Patricio Galvez bebrejdede sig selv, at han ikke havde været mere til stede i hendes opvækst og spurgte, hvad han havde gjort forkert?

Det tjente til Patricio Galvez til ære, at han ikke prøvede at undskylde Amanda og bad kurderne om tilgivelse på vegne af sin datter. Hvad kunne manden ellers gøre, selv om der ikke var noget, der tydede på, at hans datter nogensinde fortrød sit formørkede valg.

Patricio Galvez var frustreret over den svenske regerings tøven i forhold til sine børnebørn, og derfor tog han sagen i egen hånd og rejste til Irak tæt på grænsen til Syrien. Der var også det særlige forhold, at børnenes mor og far begge var faldet for den uværdige sag.

Der var således ingen terrorforherligende landsforrædere, som kom hjem på en børnebillet. En risiko, som enhver ansvarlig regering ellers må forholde sig til. Hvor let skal det være at vende tilbage til retsstat og velfærdssamfund efter en militant pilgrimsfærd ned til slavehold og folkemord?

Det lykkedes faktisk Patricio Galvez at få alle syv børn ud af Syrien, men minsandten om ikke børnenes mormor, Patricio Galvez' fraskilte hustru, som var konverteret til islam sammen med datteren, dukkede op, da det hårde arbejde var gjort.

Det var grotesk at høre mormoren erklære, at et af børnebørnene sandelig skulle have lov til at afspille en islamisk bøn på sin telefon og bedyre: ”Amanda elsker det her og vil gerne, at de (børnene) fortsat tror på Gud”.

Tænk, at henvise til sin afdøde IS-datters eksempel og ønske efter ens børnebørn lige var blevet reddet ud af den elendighed, som var det direkte resultat af datterens overbevisning. De syv børn kom til Sverige, hvor man må håbe, at de holdes på sikkerhedsafstand af deres mormor og tæt på deres kærlige morfar.