Flemming Møldrup: Er du, eller er du ikke menneske i verden?

Det er blevet mere end okay at dyrke sig selv til det usmagelige, legalt at sidde bag sin skærm og fylde verden med holdninger uden nogensinde at putte en eneste handling ind i den

Flemming Møldrup: Er du, eller er du ikke menneske i verden?

Lige nu sidder jeg i Lyntoget fra København til Århus og kigger ud på det skiftende landskab. Det lyser op af et begyndende forår, og jeg kan på skinnende dage som i dag blive virkelig rørt over, at jeg er til.

Jeg født i den del af verden, og i en tid i verden, hvor toiletpapir er blødt, jeg kan tage et bad hver dag, få en uddannelse gratis, lade min datter cykle til skole på en cykelsti, gå til lægen når jeg har ondt i knæet. Jeg født ind i en tid, hvor vi har fået styr på de fleste sygdomme, hvis vi fraregner den seneste pandemi. Jeg har en telefon lavet af glas. Internet alle steder.

Faktisk er den tid jeg lever i, det sted jeg lever så fuld af komfort, at jeg kan leve mit liv i min sofa og så bare sidde i den og arbejde, bestille blødt toiletpapir, på min telefon af glas, handle ind, få leveret aftensmad og se film på computeren i stedet. Jeg kunne praktisk talt leve hele mit liv i min sofa, bag min skærm. For jeg er født ind i en tid, hvor jeg er så meget i centrum i mit eget liv, at jeg ikke behøver bekymre mig om ret meget. Selv om der egentlig er meget at bekymre sig om, i den tid jeg er født ind i. Men jeg kan tage en beslutning om ikke at bekymre mig om andet end mig selv. Ingen stiller mig til regnskab, ingen bestemmer at jeg skal tage stilling til den verden, jeg er en del af. Jeg kan bare være i den.

I min sidste klumme skrev jeg, at jeg var ked af, at min datter arvede en verden i dårligere forfatning end, den jeg fik af mine forældre. Den skrev jeg, fordi jeg oprigtig er ked af, at det er sådan hendes fremtid ser ud. Men jeg kunne fornemme bagefter, at mange har det ligesom mig: At de er bekymret. Og så kunne jeg også mærke, at mange er ligeglade. Jeg tænker, at det sidste sted at stille sig klart ville være den nemmest måde at være i livet på. Bare stille sig hen på pletten, hvor der står mig, og så ellers bare lukke skodderne for krigene i verden, de druknede migranter i Middelhavet, de sultne og døende børn i Afghanistan, autokraterne i verden, børnene der graver kobolt ud, arbejder som slaver i kakaoindustrien, syer mit tøj og alle mulige andre vilde ting, vi har indrettet os med for at få den verden og de ting, som vi så nødig vil give slip på igen.

For i den tid jeg er født ind i, er det mere end okay at dyrke sig selv til det usmagelige. Det er fuldstændig legalt at sidde hjemme bag sin skærm og fylde verden med holdninger uden nogensinde at putte en eneste handling ind i den. At være eller ikke at være, det er, det spørgsmål der i sidste ende deler os. Dig og mig. Dem og os. Dig, der er ligeglad. Mig, der ikke er. Dem, der er modstander af, at verden forandrer sig og os, der arbejder for at den gør det.

Jeg har valgt at være i verden på den sidste måde. Jeg vil have lov til at være ked af det på min datters vegne. Bekymre mig om andre mennesker i verden og ikke mindst også for verden. Jeg har også valgt at takke ja til at skrive klummer for den her avis, og jer der læser med ved, at mange af mine klumme netop handler om at tage stilling til det at være menneske i verden i dag og i de systemer, vi har indrettet os med. Min mission er at trætte dig med det her spørgsmål i alle dets mulige formuleringer og afskygninger: Er du, eller er du ikke menneske i verden?

Det har aldrig været en gratis omgang, og de kommentarer, der kommer fra Facebook krigerne, ja, dem tager jeg med. Så har jeg da i det mindste haft deres opmærksomhed. Har jeg også fået din?

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.