Flemming Møldrup: Er du en af dem, der er mest solidarisk med dig selv?

Folk på Facebook rasede over min seneste klumme. Hvorfor hidser I jer ikke op over de ting i samfundet, der er i stykker?, skriver Flemming Møldrup

Flemming Møldrup: Er du en af dem, der er mest solidarisk med dig selv?
Foto: Rasmus Juul.

Vil du høre en nedslående ting? Da jeg skrev min seneste klumme her i avisen, handlede den om, at vi skal være varsomme med at kompensere os selv for meget. Kan man egentlig være det bekendt, spurgte jeg om.

Jeg spurgte også, hvorfor vi ikke i stedet kræver, at politikerne fikser de ting i samfundet, der er i stykker. Såsom at vi har en hel generation, hvor mange unge mistrives i det system, vi har bygget op omkring dem, fordi vores skolesystem gennem tester presser og stresser de unge. Ifølge den nationale sundhedsprofil siger 52 procent af unge kvinder i alderen 16-24 år, at de føler sig meget stressede. I al fairness er det ikke kun uddannelsessystemet der presser dem. Men hvorfor kræver vi det ikke lavet om?

Avisen lagde min seneste klumme op på Facebook, pillede lidt ved overskriften og lavede en lidt mere clickbait-venlig indflyvning til klummen. Og så gik det ellers amok. Folk hidsede sig virkelig op. De troede åbenbart, at jeg mente, at de ikke skulle have en check. Eller at de svageste måtte sejle deres egen sø.

Det første mener jeg: Kan du selv, synes jeg også, du skal selv.

Det sidste mener jeg ikke: Jeg er tilhænger af et samfund, hvor dem, der ikke kan selv, selvfølgelig får den hjælpende hånd de skal bruge. Punktum.

Folk kaldte mig forkælet, privilegeret, og fordi jeg er, den jeg er, og laver det, jeg laver, så skal jeg bare holde min mund. Det skal jeg måske også, men det skal en gal folkemængde på Facebook ikke bestemme.

Mange af dem i kommentarfeltet var mere optaget af at blive kompenseret end at være solidarisk med eksempelvis de unge mennesker, der knækker halsen i vores uddannelsessystem

Flemming Møldrup

Jeg ved, hvad det vil sige at være selvstændig og kompenseret i covid-19 tider, for jeg har bekendte, som har lukket deres livsværk på grund af manglende kompensation. Jeg ved også en hel del om at vokse op i et hjem uden penge, så jeg føler mig rimelig indsigtsfuld og klædt godt nok på til at skrive om den her slags.

Og så var det, at mens slaget bølgede frem og tilbage på Facebook, at følgende slog mig: En hel del mennesker læser kun overskrifterne, fordi de ikke vil eller kan betale for et abonnement på medier – inklusiv denne avis. Alligevel vil de debattere eller ytre sig. De kan eller vil ikke tie stille og sive videre til det næste opslag i deres feed. For er der noget Facebook har givet folk, så er det retten til at have en mening om alt. Især det de ikke har læst eller ved noget om.

Jeg blev efterladt med det indtryk, at mange af dem i kommentarfeltet var mere optaget af at blive kompenseret end at være solidarisk med eksempelvis de unge mennesker, der knækker halsen i vores uddannelsessystem?

For hvordan kan du hidse dig op over, at jeg skriver som jeg gør, og så ikke være rasende over at de unge kommer ud af skolen med stress? Hvordan kan du hidse dig op over, at jeg mener dem, der selv kan, også skal selv, men ikke hidse dig op over priserne i den kollektive trafik, sundhedsvæsnet, tilstanden i Skat, ældreplejen og de andre systemer, som er i stykker i samfundet. Måske er du præcis så solidarisk med dig selv, som du giver udtryk for i din kommentar. Er det rigtigt forstået?

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.