Der er et yndigt land, det kompenseres med varmechecks, hjemsendte offentlige ansatte med fuld løn og feriepenge og pensionsindbetalinger. Det bugter sig i discount-supermarkeder, med en regering, der ikke vil sætte prisen rigtigt op på cigaretter, der nøler med en alvorlig grøn omstilling, der mener alle har ret to til tre ferier om året med fly. Det hedder gamle Danmark, og det er Frejas sal.
Det kunne være så yndigt et land, hvor togene ikke var fra 1980’erne. Hvor de alle sammen kørte på el. Hvor posten ikke blev væk. Hvor vi ikke skilte flygtningefamilier fra hinanden og sendte halve familier ud af landet. Hvor fødende kvinder ikke blev sendt hjem samme dag, de havde født. Hvor skolesystemet udklækkede spirende talenter og ikke unge med knækket selvtillid og begyndende stress. Og så videre. Og jo, Danmark er et yndigt land. Jeg elsker vores land og meget af vores samfund.
Nu er der krig i Ukraine. Det betyder, at priserne stiger. Det har efter mange politiske diskussioner udløst en varmecheck til alle husstande med en husstandsindkomst under 650.000 kroner. Dem er der 419.000 af. Samtidig følger andre diskussioner om andre kompensationer. Nogle politikere taler sågar om en kompensation for forhøjede leveomkostninger, fordi det er blevet dyrere at handle ind til vores måltider. Købe ting, tøj, fjernsyn.
Der dukker en særlig følelse op i mig, når jeg læser om den måde, vi taler om de her kompensationer på. For det første virker det som et nyt politisk værktøj, som vi er blevet meget glade for. Alt imens opfører vi andre os som om, vi har krav på at blive holdt skade- og smertefri. Men det er en modsætning til det at være menneske, borger i et samfund og forbruger i en verden. Vi har ikke krav på lige præcis det.
Men hvorfor er det, at vi ikke i stedet kræver, at priserne på cigaretter sættes op, og dermed sparer samfundet for både milliarder af kroner og ulykkelige menneskeskæbner. At kvinder, der lige har født ikke bliver sendt hjem samme dag, som de er kommet. At vores tog – som for øvrigt er en del af fremtidens klimaløsning – bliver fornyet og elektrificeret hurtigere end, du kan nå at sige ”toget er forsinket”. At vores post kommer frem. At vores uddannelsessystem bygger vores unge op og ikke river dem ned. Og en hel masse andet som vi sjovt nok ikke kræver.
Inden du kalder mig en forkælet DR-vært med mit på det tørre, så vil jeg minde om, at jeg er selvstændig (hvis du husker dem fra corona-tiden), og at der ingen penge var i mit barndomshjem. Derfor ved jeg en del om kompensation, og ikke mindst alt om at vokse op i et hjem, hvor en 50 procents stigning på elpriserne ville få konsekvenser andre steder i den spinkle økonomi. Derfor er jeg tilhænger af, at vi hjælper dem, der virkelig har brug for hjælp.
Men, hvor mange af os andre har reelt brug for den kompensation? Findes, der ikke et sted i vores privatøkonomi, hvor vi kan finde pengene? Hvor vi kan ofre noget, og måske undvære noget i en periode? Måske sommerferien, skiferien, bøfferne, cigaretterne eller varmen?
Men i det her yndige land gider vi godt få en varmecheck, men vi gider ikke tage varmt tøj på en vinter. Vi gider godt, at der kommer styr på klimakrisen, men vi gider ikke at blive hjemme fra Thailand eller droppe oksekødet. Og noget vi nærmest ikke gider gå op i, (men som vi burde gå op i), er om vores uddannelsessystem er rigtigt for vores børn.
Der er alt muligt, som vi kunne ændre med et snuptag, hvis vi gad. Men vi vil faktisk hellere kompenseres, vil vi. For selv om vi suger til os fra hele verden, og hele verden arbejder for os, så må det ikke gøre for ondt at være menneske i det her lille yndige kompenseret smørhul. Det er en knap så yndig egenskab, synes jeg.