Flere tyske delstater ønsker at indføre burkaforbud

Efter vedtagelsen af et østrigsk burkaforbud i marts, planlægger flere tyske delstater nu at indføre lignende forbud mod burkaer i det offentlige rum. Men forslagene møder kritik for at være symbolpolitik ude af proportioner med virkeligheden.

Brugen af burka blev, som det ses her, taget op i Schweiz af modstandere af et forslag om at gøre det nemmere for tredjegenerationsindvandrere at få statsborgerskab. Forslaget blev dog vedtaget med 60 procent af stemmerne ved en folkeafstemning i februar.
Brugen af burka blev, som det ses her, taget op i Schweiz af modstandere af et forslag om at gøre det nemmere for tredjegenerationsindvandrere at få statsborgerskab. Forslaget blev dog vedtaget med 60 procent af stemmerne ved en folkeafstemning i februar. . Foto: Michael Buholzer/AP/Polfoto.

Debatten om burkaforbud breder sig fra syd mod nord i den tysksprogede del af Europa i øjeblikket.

De seneste måneder har østrigerne ført en intensiv diskussion om temaet, før den østrigske regering vedtog et forbud mod burkaer i det offentlige rum den 29. marts.

Efterfølgende meddelte regeringen i Tysklands sydlige delstat Bayern, at man også her vil indføre et forbud. Nu diskuterer politikere i delstaterne Niedersachsen og Hamburg lignende forholdsregler, og på landsplan har den tyske regering allerede i flere måneder arbejdet på en lov, der blandt andet vil forbyde statens tjenestemænd at gå med burka.

I Hamburg ønsker den borgerlige kristeligt-demokratiske union CDU et forbud mod burkaer i offentlige institutioner.

”Et fuldstændig tildækket ansigt er ikke foreneligt med et udadvendt samfund, der er afhængigt af kommunikation og interaktion. Det bør være forbudt for kvinder, der arbejder ved domstole, på universiteter og i skoler og børnehaver at tildække deres ansigt,” siger CDU’s næstformand i Hamburg, Karin Prien, til avisen Bild.

Det er ligeledes partiet CDU, der står bag et lovforslag i Niedersachsen. Partiet ønsker at forbyde burkaer i offentlige institutioner, sportshaller og svømmehaller. Ifølge partiet krænker disse klæder andre menneskers ret til at leve i et socialt rum, hvor det er muligt at kommunikere og udveksle meninger.”

”Jeg har hørt, at selv piger på fem år møder op i børnehaven fuldstændig tilsløret, og det er ikke acceptabelt”, siger partiets gruppeformand i parlamentet, Björn Thümler, til avisen Leine-Nachrichten.

Forslaget bliver støttet af det liberale parti FDP, hvorimod det socialdemokratiske SPD og partiet De Grønne betragter burkadebatten som ude af proportioner. Begge partier gør opmærksom på, at ingen offentligt ansatte hidtil har gået med burka i Tyskland.

”Der findes kun ganske få kvinder overhovedet, der går med burka,” siger Ulrich Watermann, indenrigspolitisk ordfører for SPD i Niedersachsen til public service-tv-stationen NDR.

”Det er vel på grund af valgkampen, at man hører den slags populistiske forslag fra CDU,” siger Belit Onay fra De Grønne til NDR.

Tyskerne skal vælge ny regering i september i år, og et burkaforbud kan vise sig at være et særdeles velegnet tema til at føre valgkamp på. Ifølge flere meningsmålinger mener nemlig op mod 70 procent af tyskerne, at burkaer bør forbydes i det offentlige rum.

Nu forlanger CDU’s studenterorganisation Ring Christlich-Demokratischer Studenten, også kaldet RCDS, at kravet om et burkaforbud skal indgå som del af CDU’s valgprogram.

”Vi har brug for klare regler, som er i overensstemmelse med vores værdier og vores frie demokratiske grundlov. Der er tale om en hjørnesten, som der ikke kan forhandles om. Det er en del af vores kultur netop at vise ansigt, og derfor kræver vi et forbud mod burkaer i offentlige institutioner,” siger Jenovan Krishnan, der er leder af RCDS til Bild.

Det er uvist, om forbundsregeringens lovforslag, der blandt andet skal forbyde tjenestemænd at gå med burka, kan nå at blive vedtaget før valget.

Det er partierne CDU og CSU, der står bag lovforslaget, og de to partier har også arbejdet for forslaget på europæisk plan. De er medlemmer af Det Europæiske Folkeparti, kendt som EPP, der er en sammenslutning af borgerlige partier i Europa-Parlamentet. På EPP’s kongres, der fandt sted i Malta for nylig, blev det besluttet, at medlemspartierne fremover skal lægge pres på EU for at få gennemført et burkaforbud i EU-landene.

Der er allerede blevet indført burkaforbud i EU-landene Frankrig, Belgien, Holland, Østrig og Bulgarien. I Tyskland har delstaten Hessen forbudt offentligt ansatte at gå med burka, og i Niedersachsen gælder forbuddet indtil videre for alle tjenestemænd.