Sognepræst: Derfor går danskerne ind for aktiv dødshjælp

Mange danskere går op i selvbestemmelse og ved ikke, hvad passiv dødshjælp er. Det er nogle af grundene til, at så mange går ind for aktiv dødshjælp, vurderer sognepræst

"Vi er et frihedselskende folkefærd, og alle steder, hvor der er tale om frit valg, er vi glade," skriver sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen.
"Vi er et frihedselskende folkefærd, og alle steder, hvor der er tale om frit valg, er vi glade," skriver sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen. Genrefoto: Diana Polekhina/Unsplash.

Midt i agurketiden i sommerferien lavede TV 2 en Megafon-måling. Den kom som en reaktion på statsminister Mette Frederiksens (S) tale på Folkemødet, hvor hun gjorde det klart, at hun nu åbenbart ikke længere mente, at hvert dødsfald er en tragedie. Hun går – som et flertal af danskerne, som hun sagde – ind for aktiv dødshjælp. Altså ind for det, der er drab på begæring. Eller planlagt aflivning af mennesker.

Megafon-målingen spurgte derfor danskerne: ”Er du tilhænger af, at uhelbredeligt syge skal kunne modtage aktiv dødshjælp i Danmark?”. Og et ganske overvældende flertal svarede ja. Megafon-målingen viste, at 76 procent af danskerne er tilhængere af aktiv dødshjælp.

76 procent er virkelig højt! Men jeg kunne forestille mig, at det høje tal hænger sammen med følgende temaer:

1. Vi vil selv bestemme

Vi er et frihedselskende folkefærd, og alle steder, hvor der er tale om frit valg, er vi glade. Også når det gælder livets slutning, vil vi altså gerne selv kunne bestemme. Men flere undersøgelser fra rundtom i verden viser, at det med autonomien – selvbestemmelsen og det frie valg – slet ikke er så enkelt endda. Vi er nemlig altid præget og påvirket af vores omverden og den livssituation, vi er i. Det betyder i forhold til aktiv dødshjælp, at vi kan føle en form for pres til at vælge aktiv dødshjælp, fordi vi ikke vil ligge vores familie, pårørende, samfundet til last. Vi vil ikke være til besvær.

Studier fra lande, der har indført dette aflivningstilbud, viser da også med al tydelighed, at netop frygten for at være til besvær – praktisk, økonomisk, følelsesmæssigt – er en medbestemmende årsag til valget.

Selvom vi har et anderledes sundhedsvæsen, samfund og også anderledes skatteregler end i mange af de lande, hvor aktiv dødshjælp er tilladt, så skal man ikke underkende den betydning, det kan have for en familie, at et familiemedlem bliver sygt. Det kræver på mange forskellige planer meget af de nærmeste pårørende.

Som præst har jeg hos syge og døende mange gange mødt bekymring og overvejelser om, hvorvidt det nu også er rimeligt, at man på grund af sin situation kræver så meget af andre. Tid, omsorg, hjælp – praktisk som følelsesmæssigt – fra for eksempel ægtefælle og børn, hvis man bliver syg.

Men vi skal som samfund kæmpe for at fastholde retten til at være til besvær, og vi skal samtidig støtte de pårørende, der står tættest på. Ingen skal vælge livet fra, fordi de ikke vil være en belastning! Ingen skal vælge livet fra, fordi de oplever, at kræfterne hos de pårørende er ved at slippe op.

2. Vi tror, at værdighed afhænger af det frie valg 

Man kan høre noget så mange gange, at man til sidst tror, det er sandt. Det tror jeg gælder udtrykket ”en værdig død”. Vi har fået pakket døden ind i smukke, disneyficerede forestillinger, som også hospitalspræst Lotte Mørk for nylig har skrevet her i avisen, og fælles for de forestillinger er, at vi får det hele til at handle om, at værdigheden er hæftet op på, hvor og hvordan jeg dør.

I et stort interview i Weekendavisen kom statsminister Mette Frederiksen da også selv for skade at citere og blåstemple en kvindes omtale af en hunds rolige aflivning med sprøjte som værende mere værdig end den død, som sygdom, beroligende medicin og smertelindring kan bringe. Det kan ikke understreges nok, hvor katastrofal en sammenligning det er! Vi skal ikke aflive syge og døende. Vi må i stedet slå et slag for, at værdigheden ikke afhænger af, hvordan jeg dør, men hvordan jeg behandles frem til døden.

Da Preben Nielsen fra dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø” blev spurgt af Anders Lund Madsen, hvorfor han gerne ville dø, kom det kort fra Preben: ”Hver eneste dag er jeg afhængig af andre.”

Vi har en stor opgave her som samfund og medmennesker. Vi må fastholde den syge og døende i, at de fuldt ud har menneskeværd. Ikke fordi de gør eller kan, men fordi de er. At sige det til mennesker, der ellers kan føle, at de har mistet så meget af det, de var og kunne, kan gøre en verden til forskel. Værdighed til forskel. I yderste konsekvens gøre livet til forskel.

3. Mange ved ikke, hvad passiv dødshjælp er 

“Jeg vil ikke dø i lidelse og smerter”. Sådan siger vi til hinanden og giver hinanden ret. Hvem vil dø i smerte? Men her er aktiv dødshjælp ikke svaret. Aktiv dødshjælp er ikke dødshjælp. Det er decideret aflivning, hvor lidelsen fjernes ved at fjerne den lidende.

I stedet må vi benytte den igangværende debat til at få udbredt, hvad passiv dødshjælp og palliation er: Det er netop hjælp til den smerteplagede og døende. Ikke behandling, men lindring (fysisk, åndeligt, eksistentielt). Også når smertelindringen foregår på en måde, der vil få som konsekvens, at døden rykker tættere på, eller at den syges krop vil give op.

Rigsrevisionens rapport viste, at der er plads til forbedring af den danske palliation og af den passive dødshjælp, og det skal vi sikre, for nej, ingen ønsker at dø med smerter. Men aktiv dødshjælp er ikke er svaret. Prisen for det er alt for høj. 

4. Mange kender ikke konsekvenserne 

Intet sted i verden er aktiv dødshjælp blevet indført, uden at det har fået store konsekvenser. I Holland er det nu hvert 20. dødsfald, der er forsaget af aktiv dødshjælp, og lovens grænser rykker sig hele tiden, så nu også børn kan få aktiv dødshjælp. Og også demente, der ikke kan give endeligt samtykke, kan uden konsekvenser aflives ved aktiv dødshjælp. I Belgien tillades drab på begæring også til psykiatriske patienter uden fysiske lidelser eller uhelbredelig sygdom.

Konsekvenserne for menneskesynet, støtten til mennesker med handicap, behandlingstilbud er enorme. At bilde os ind, at vi lige netop i Danmark skulle kunne finde en lovgivningsløsning, der ikke skulle ende i en glidebane, er decideret naivt. Vi har i Danmark meget høje tanker om vores eget refleksionsniveau, hvis vi selv i sammenligning med lande, der ligner os, bilder os ind, at vi med en helt særligt gennemtænkt lovgivning kan undgå den glidebane, der så ganske tydeligt er tale om i landene, hvor aktiv dødshjælp er tilladt.

5. Der er faktisk sket et fald

At 76 procent af danskerne i en meningsmåling svarer ja til spørgsmålet  ”Er du tilhænger af, at uhelbredeligt syge skal kunne modtage aktiv dødshjælp i Danmark?”, er meget højt. Men for et par år siden var tallet 79 procent. Man kunne tænke, at det hænger sammen med, at viden om og kvaliteten af palliation og passiv dødshjælp øges.

Måske er vi blevet bedre til at spørge hinanden, hvad det er for en død, vi ønsker: Er det vigtigt for mig, at jeg kan dø hjemme, eller vil jeg på hospice? Er det vigtigt for mig, at jeg er vågen så længe som muligt, eller er det vigtigere for mig, at jeg er helt smertedækket og måske sover de sidste dage frem til døden? Man kunne håbe, at vi er blevet bedre til den samtale. Det ville være en udvikling, jeg ville ønske, vi kunne fortsætte, så samtalen om den sidste tid kunne blive naturlig og obligatorisk – både privat og i kontakten med sundhedsvæsenet.

Men faldet fra 79 procent til 76 procent kunne også tænkes simpelthen at hænge sammen med det ændrede syn på syge og sårbare, som coronatiden førte med sig. Der blev det nemlig igen og igen understreget, at mennesker, der er syge og sårbare, har stor værdi og skal tages hensyn til, huskes og, ja, behandles med værdighed.

Jeg håber ikke, aktiv dødshjælp bliver indført i Danmark. Det ville få så store konsekvenser for vores samfund, vores syge, døende, mennesker med handicap, sundhedsvæsenet og menneskesynet, at jeg slet ikke tror, vi helt kan forestille os det.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.