To ting ved den nye regering er vi ikke vante til. For det første har Folketinget sædvanligvis delt sig i to halvdele, når spørgsmålet har handlet om, hvem der skulle have regeringsmagten – den her gang er opbakning fundet i midten af de to halvdele.
For det andet er det også sjældent, at regeringen har flertal til at gennemføre sin politik selv. I stedet skal den normalt søge opbakning blandt Folketingets øvrige partier for at få gennemført sin politik.
Men med den nye SVM-flertalsregering funderet i en koalition mellem dansk politiks to oplagte bejlere til Statsministeriet, Socialdemokratiet og Venstre, ændres de to grundstrømninger i dansk politik for en stund.
Men hvad sker der med regeringens stabilitet, når regeringsparterne kan kigge mod bejlere til højre eller venstre i Folketinget, og hvad sker der med det internationalt anpriste samarbejdende folkestyre, når regeringen selv kan samle nok stemmer bag sin politik?
Lad os begynde ved spørgsmålet om opdelingen på midten i dansk politik, der ifølge Christoffer Green-Pedersen, professor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet, har givet en stabilitet omkring Danmarks regeringer. De involverede partier har nemlig sjældent haft et særligt godt incitament for at vælte regeringen, uanset om de har siddet med i regeringen eller været støtteparti. For hvad er alternativet?
“Venstrefløjen har aldrig væltet en socialdemokratisk regering, for så vil der bare komme en borgerlig regering i stedet,” siger Green-Pedersen.
Hurtigt er det blevet afklaret, hvem der skal sidde i ministerstolene for bordenden. Herefter har Folketinget kunnet have et bredt samarbejde på tværs af midten i dansk politik.
“Oppositionen ved godt, at man kommer til at have den her regering frem til næste valg. Det kommer man ikke til at ændre, men man har kunnet påvirke politikken og indgå forlig, når det har givet mening for oppositionspartierne,” siger Green-Pedersen.
Sådan har det fungeret hidtil. Ja, man har ligefrem fremhævet Danmark som et positivt eksempel på et demokrati, hvor man søgte at inddrage så mange stemmer som muligt i beslutningsprocessen, fortæller Tim Knudsen, professor emeritus ved institut for statskundskab ved Københavns Universitet.
"I international sammenhæng bliver Danmark opfattet som et konsensussamfund, hvor man har tradition for at indgå betydelige og store kompromisser på tværs af det politiske spektrum. Det starter i 1909 med et stort forsvarsforlig, og du ser også forligskulturen i Kanslergade-forliget. Det var først med VKO-flertallet i 2001, at du begyndte at se blokpolitikken, hvor eksempelvis strukturreformen blev trumfet igennem alene med VKO-flertallet. Det var helt imod den danske tradition, at du gennemførte så store og gennemgribende omkalfatringer af det danske samfund med ganske få stemmer," siger Tim Knudsen.
Teologens modstand mod blokke
Det samarbejdende folkestyre og foragten mod flertalsstyret har også været født af, at de danske mindretalsregeringer har skullet finde et politisk flertal. Det har fordret en samtale mellem hele folkestyret, som vi i dag anser som central for demokratiet.
Den berømte teolog Hal Koch formulerede i bogen "Hvad er demokrati?" en advarsel mod et flertalsstyre i det danske demokrati. Han opstillede et eksempel med et sogneråd, som bestod af syv medlemmer. Hver gang, der skulle stemmes i sognerådet, endte de samme fire med at stemme for deres egne forslag, uanset hvad sognerådets tre tilbageværende medlemmer indvendte i dialogen inden den endelige afstemning. Dermed var samtalen udfordret i det lille demokrati, for man bestræbte sig aldrig på at forstå mindretallets synspunkter.
Hal Kochs sogneråd bruges ofte til at beskrive det samarbejdende danske folkestyre. For selvom 90 af Folketingets medlemmer kan samle sig om at pege på, hvem der skal sidde i ministerkontorerne, er Folketingets øvrige 89 medlemmer traditionelt blevet inddraget i den politiske debat, inden der skulle stemmes i Folketinget. Det har resulteret i store forlig på vigtige politikområder, der har sikret, at et flertal bag politikken kunne bevares, hvis magten skulle ændre sig efter et valg.
"Danskernes modstand mod blokpolitikken kommer blandt andet fra Hal Koch. Han mente, at demokrati ikke var en afstemning eller et flertalsdiktatur. Demokratiet er en samtale, hvor man først og fremmest skulle tale og lytte til hinanden, mente han," siger Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Københavns Universitet.
Men en betydningsfuld forudsætning for samtalen har også været, at regeringen ikke selv har siddet på flertallet. Derfor har regeringen typisk været tvunget til at finde et flertal i Folketinget – enten blandt regeringens støttepartier eller hos oppositionspartierne.
I Hal Kochs sogneråd kan formanden med andre ord ikke tælle til fire. Derfor har han været tvunget til at tale med alle medlemmerne af sognerådet for at afsøge, hvem han kunne blive mest enig med.
Men hvad sker der så, nu hvor den nye SVM-regering allerede har fundet sit flertal? Er der så en større risiko for, at de tre regeringspartier kommer til at agere som det magtfuldkomne flertal i Hal Kochs sogneråd?
"De tre partier har formentlig allerede arbejdet meget intenst for at skabe en balance imellem dem, så hvis man skal imødekomme partierne uden for regeringen, kan man komme til at rokke ved de balancer. Det betyder måske, at fagministrene ikke har en så stor fleksibilitet til at forhandle med partierne uden for regeringen," vurderer Tim Knudsen.
Konkret peger han på, at det eksempelvis kan blive svært at imødekomme Folketingets øvrige partier på klimaområdet, hvis man samtidig vil holde sammen på regeringen. Her kan en indrømmelse til Folketingets grønne partier gøre ondt på Venstre i den brede regeringskoalition.
"SF, Alternativet, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti vil nok lægge et pres på regeringen, men muligheden for at imødekomme de partier er måske ikke så stor, når man har brugt lang tid på at forhandle regeringsgrundlaget. Man kunne forestille sig, at der kommer tilsvarende problemer, når man skal tale om at forkorte universitetsuddannelser. Det kan tænkes, at venstrefløjen ikke vil følge regeringens forsøg på at fremskynde opbygningen af territorialforsvaret, og jeg tror, at regeringen får svært ved at få bred opbakning til at fjerne store bededag," siger Tim Knudsen.
Kan gå kold i separationsskænderi
Lektor i historie ved Aarhus Universitet Niels Wium Olesen betegner denne jonglering mellem lydhørhed og egen magtfuldhed som den nye regerings store øvelse: Man skal fortælle Folketinget, at man gerne vil lytte, samtidig med at man fortæller de andre partier, at man altså også har et tilstrækkeligt flertal.
"Regeringen skal undgå at være den magtfuldkomne flertalsregering, der bare kører løs med sin egen politik, fordi den kan. Det er en god forhandlingsposition, at man kan trumfe sin politik igennem, men du vil samtidig gerne undgå at give oppositionen mulighed for at tordne mod din politik, hvis den ikke selv har siddet med i forhandlingerne," siger Niels Wium Olesen.
Lydhørhedens fordel vil være, at det eksempelvis kan blive svært for SF's formand, Pia Olsen Dyhr, at kritisere regeringens tiltag for at mindske unges mistillid, hvis SF selv kommer med i forliget, der skal løse problemet.
I det hele taget mener Christoffer Green-Pedersen, at kritikken fra oppositionen ikke bliver ligegyldig. Inden for de næste fire år skal danskerne nemlig til valg igen, og jo tættere vi kommer på et nyvalg, jo sværere kan det blive at holde sammen på regeringen, mener han.
"Jeg tror, at meningsmålingerne bliver vildt afgørende for, hvor godt regeringen holder sammen. Hvis Venstre ikke kommer til at klare sig godt i meningsmålingerne, bliver Jakob Ellemann-Jensen hurtigt enormt presset. Det kan tvinge ham til at prøve at tvinge flere indrømmelser ud af regeringen. Derfor kan det interne regeringsspil let komme til at betyde langt mere, end vi er vant til, fordi de politiske konflikter flytter ind i regeringen," siger Christoffer Green-Pedersen.
Den politiske virkelighed for den nye midterregering er nemlig, at oppositionen til højre og venstre for regeringen vil kunne præsentere sig som et alternativ for Venstres og Socialdemokratiets vælgere. Opgaven bliver dermed, at de skal holde sammen på deres egen regering, uden at de taber vælgere til deres gamle venner ude i blokkene.
"Lige nu er der meget fokus på handlekraft i regeringen, men dansk politik kan sagtens gå helt kold senere i valgperioden, hvis partierne begynder at konkurrere. Hvis nogle af partierne føler, at de får mere ud af et nyvalg, bliver det en ustabil regering. Derfor gælder det om at få gennemført så meget som muligt af regeringsgrundlaget i starten af valgperioden," siger Christoffer Green-Pedersen.
Hvis man sammenligner regeringen med et ægteskab, kan ægteskabet med andre ord ende med en de facto-separation, hvor parterne bekriger hinanden i tiden frem mod den endelige skilsmisse, når regeringen endeligt bryder sammen.