Følg kristen samvittighed. Tak til Bjeragers fornuft

I EN OVEROPHEDET situation, hvor en kirkeminister beskylder en præst, Per Ramsdal, for at lyve, er det en lise at læse en lederartikel så afdæmpet og fornuftig som Erik Bjeragers "Flygtningeskjul" i Kristeligt Dagblad den 5. september. Bjeragers pointe er enkel, men vigtig: En kristen skal følge sin samvittighed. Hvis dette resulterer i samfundets straf, så må den kristne affinde sig hermed.

Bjerager skriver, at kirken "kan og bør udgøre en samfundsmæssig modvægt og påpege uretfærdigheder over for statsmagten (...) ikke mindst i humanitære sager, som er så vanskelige og spegede som den om irakerne."

Hertil kan det tilføjes, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) på markant vis har undladt at benytte sig af sin mulighed for at tildele irakerne ophold af humanitære årsager. Af politiske grunde har hun afholdt sig fra at gøre brug af den paragraf i Udlændingeloven, som er hendes ansvarsområde.

Hun har ganske enkelt afvist at gøre sit arbejde.

Derfor har jeg ingen respekt for ministeren og hendes administration af loven. Jeg har kun respekt for dem, der udøver en menneskelig behandling af asylsøgere. Jeg anbefaler ikke, at man skal skjule flygtninge, men jeg forstår og har sympati for de personer, der tager dette skridt.

Jeg spørger: Hvad er forskellen på dem og de mennesker, der under Anden Verdenskrig skjulte jøder?

ETHVERT MENNESKE er forpligtet over for sin egen samvittighed. Sådan har det været igennem hele kristendommens historie, fra martyrerne i det gamle Rom til valdenserne i 1100-tallets Italien og lutheranerne i 1500-tallets Tyskland. En kristen må aldrig overlade sin samvittighed til øvrigheden, men er individuelt ansvarlig over for Gud her og nu og på dommedag.

Men hvad med den kristne kirke? Til dem, der fremhæver, at kirken skal kende sin plads, kan jeg henvise til artikel 16 i Den Augsburgske Bekendelse: "Derfor er det nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, medmindre den befaler at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker". Her henvises der til Apostlenes Gerninger 5, 29.

Den såkaldte toregimentelære er ikke den verdslige øvrigheds fribillet til at kunne handle efter forgodtbefindende. Det er og har altid været kirkens ansvar at vejlede og orientere øvrigheden om Guds rige og den kristne moral. Kirken kan ikke befale, men kirken må heller ikke reduceres til et redskab for verdslighedens politiske skalten og valten.

I middelalderen havde kirken frem til 1000-tallet netop udviklet sig til at blive den verdslige øvrigheds "ejendom", men så indtraf fra cirka 1050 middelalderens første kirkereformation, den gregorianske reform, hvor kirken frigjorde sig fra fyrsterne.

Det var en lang og sej kamp, og kirken sejrede, men misrøgtede sin position og skabte en kirkestat, som Luther senere gjorde op med.

DEN PROTESTANTISKE reformation betød et opgør med en magtsyg kirke og en tilbagevenden til fundamentale kristne principper. Men i Nordeuropa fik luthersk kristendom desværre tillige som konsekvens, at kirken blev overgivet til fyrstens krav og ønsker. I dag er kirkens liv og fremtid henvist til individets selvstændige stillingtagen til basale kristne principper.

Jeg glæder mig til den dag, hvor stat og kirke i Danmark bliver adskilt. Indtil da er det vigtigt at insistere på, at et kristent menneske er forpligtet til at følge sin samvittighed. Prisen kan blive høj, men sådan har det altid været i kristendommens historie.

Brian Patrick McGuire,

professor i historie,

Præstemarken 15,

Kalundborg