Prøv avisen

Flirter Messerschmidt med racisme?

Vatikanet udtaler, at Paven ikke laver filmanmeldelser, men han har alligevel rost Mel Gibsons film "The Passion of The Christ". Foto: Carsten Lundager Denmark

Intet bør forhindre palæstinensere i at bo i Israel

JEG VAR VED AT FÅ morgenkaffen i den gale hals, da jeg læste Morten Messer-schmidts kommentar til udenrigsminister Villy Søvndals kritik af bosættelserne i Kristeligt Dagblad den 15. december.

Den havde overskriften Flirter Søvndal med racismen? Intet bør forhindre jøder i at bo på Vestbredden. I det følgende vil jeg søge at vise, at hans argumentation er mangelfuld, og at overskriften på mit indlæg giver lige så god mening.

LÆS OGSÅ: Dansk Folkeparti spøger i regeringen

Messerschmidts argument er i korte træk, at det er racistisk, at israelere ikke må bo på Vestbredden. Til det knytter han et argument om, at ingen stat har gjort krav på området, siden Jordan opgav området for 30 år siden. Manglen på en stat retfærdiggør ifølge Messerschmidt, at israelerne søger at tage området i besiddelse.

Messerschmidts præsentation er dog udtryk for en meget ensidig måde at fortolke folkeretten på og for en begrænset historisk bevidsthed.

For at tage folkeretten først så har palæstinenserne, der i krigen i 1948 blev fordrevet af Israel fra det, der nu er Israel, ret til at vende tilbage.

Det blev stadfæstet af resolution 194 i 1948 af FN. Så hvis vi skal følge Messer-schmidts argumentation, er det et tegn på israelsk racisme, at de ikke får lov til det. Tager vi ejendomsretten med ind i billedet, så ejede jøderne (nutidens israelere) kun seks procent af jorden i området, der dengang blev kaldt Palæstina (Israel plus de besatte områder). De resterende 94 procent var ejet af palæstinensere. Deres ejendomsret ophævede den israelske stat uden kompensation.

MODERNE ISRAELSKE historikere som Ilan Pappé har gennem veldokumenteret arkivresearch vist, at palæstinenserne bevidst blev fordrevet af den vordende israelske stat som en del af en bevidst stategi om etnisk udrensning. Dette betyder, at de første israelske ledere kunne have været kommet for krigsforbrydertribunalet i Haag.

Udrensningsprocessen startede allerede kort efter, at FN vedtog at dele Palæstina i en jødisk domineret stat og én domineret af palæstinensere i november 1947. Udrensningsprocessen var altså allerede i gang, et halvt år før de arabiske nabostater angreb den 14. maj 1948. Messer-schmidts påstand om, at Israels territoriale udvidelser bare kan retfærddiggøres af de arabiske staters angreb, holder altså ikke.

SER VI PÅ ISRAELERNES ageren i de besatte områder fra 1967-krigen, så annekterede Israel allerede Østjerusalem i 1980, hvilket også modbeviser Messerschmidts argument om, at Israels handlinger er juridisk holdbare. Her må Messerschmidts racismebegreb også gælde. For selvom Israel tog det område, de boede på, fik palæstinenserne i området ikke statsborgerskab i Israel, men kun en ret til at blive boende. Altså en status som andenrangsborgere i Israel.

Bosættelsespolitiken er lige et trin hårdere, idet Israel har taget land fra palæstinenserne og har bygget byer, hvor de er forment adgang. Byer, der har direkte forbindelse ind i Israel ad sikrede veje, mens palæstinenserne skal vente i timevis ved checkpoints bare for at komme fra en lille enklave i selvstyreområdet til et andet. Israel repræsenterer altså i høj grad det, som Messerschmidt kalder racisme.

Kender jeg Messerschmidt og Dansk Folkeparti ret, så ønsker de heller ikke at tage mod palæstinensere, hvis Israel tager den jord, de bor på, og gør dem hjemløse. Israel har fået en stor del af Palæstina allerede (78 procent), og vi må holde fast i, at resten skal overlades til palæstinenserne.

Medmindre Israel vil annektere det hele og gøre palæstinenserne til israelske statsborgere.

Erwin Graakjær Christensen, cand.mag. i historie,Haraldsgade 7, 1., København N