Det er vanskeligt at forestille sig, at man selv skulle være den eneste, som i øjeblikket er udsat for tvivl og indre splittelse.
I en lille måneds tid er det i den grad væltet ind - og ikke kun med meldinger og forlydender, men med levende mennesker i kød og blod, børn og voksne, unge og gamle, kvinder og mænd.
Mindes man sin bibelhistorie, er det let at komme i tanker om, at I selv var fremmede i Egypten, og erindrer man sin danmarkshistorie, husker man også beretningerne om vore danske jøder, som blev sejlet over Øresund og uden betingelser modtaget i Sverige.
Ikke underligt, at mange har det dårligt - ikke alene med de mange nutidige flygtninges skæbne, men også med flygtningefjendske reaktioner, som af og til manifesterer sig.
Men vi kan jo heller ikke tage imod hele verden, siger vi til hinanden - og det er så sandt, som det er sagt. Et par tusinder mere kunne vi dog godt modtage, tilføjer vi - og også det er så sandt, som det er sagt.
Men hvor langt bliver det ved med at være sandt? Det spørgsmål er der sjældent svar på.
Og sådan svinger vi mellem åbenhed og lukkethed. For nogle fører det kun til højrøstet kritik af, at der bliver gjort for lidt - eller bliver gjort for meget - for flygtninge og migranter.
Andre er blot opgivende og måske tillige en smule skamfulde, fordi de ikke aner deres levende råd, men dog synes, at vi burde kunne gøre det bedre.
Men bedre bliver det ikke af, at selvom det i teorien ikke er så svært at skelne mellem en flygtning og en flytning, så er sorteringen ikke så enkel at gennemføre i praksis.
Vi siger ganske vist, at vi godt vil modtage mennesker i nød, men at vi ikke vil åbne porten for folk, der blot ønsker et bedre liv i et bedre land.
Det sidste passer bare ikke, thi da vi åbenbart ikke selv kan finde ud af at få så mange børn, som er nødvendige for at opretholde velfærdssamfundet, så er vi reelt interesserede i indvandring af veluddannede og arbejdsduelige mennesker, der kan og vil være med i vores samfund på samme vilkår som vi selv.
Dertil kommer, at mennesker af sidstnævnte kategori faktisk udmærket kan udgøre en betydelig del af de mange, der registreringsmæssigt kommer til os som krigsflygtninge.
Og hvordan skelner vi så, når vi heller ikke vil have siddende på os, at vi kun vil hjælpe mennesker, som det er en fordel for os selv at få ind i landet?
Hvad der etisk set er brug for nu, er ærlige og tilstrækkelige svar på virkelighedens reelle udfordringer. Men hvor er det svært...!
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, formand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk, og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris