Prøv avisen
Debat

Tal siger ikke alt om flygtninge

"Vi kan godt diskutere og sammenligne medmenneskelighed, humanisme og integration i forskellige tider, men det skal være på et oplyst grundlag," skriver historiker John Jensen. Foto: Muhammad Hamed/Reuters

Man kan ikke bruge antallet af tyske flygtninge, som Danmark tog efter Andens Verdenskrig, som argument for at tage flere flygtninge nu, skriver historiker

TAL OG STATISTIK bliver ofte brugt som grundlag for debat og politiske beslutninger, og sådan skal det også være. Men man skal altid være klar over, at tal ikke kan stå alene.

Uden forklaringer og analyser bliver tallene og tilhørerne rådvilde og alt for lette ofre for manipulation.

Et eksempel på dette kunne være fra debatten om flygtninge.

”Vi skal leve op til til vores humanistiske menneskesyn. Vi kan ikke være det bekendt i dag, at når Danmark efter Anden Verdenskrig modtog 250.000 tyske flygtninge, så er det helt urimeligt, at man fra forskellig side vånder sig, når tallene i 2014 siger 15.000 til 20.000”.

Sådan nogenlunde har argumentationen lydt.

Taget isoleret, så er der jo langt fra 20.000 og op til 250.000. Nu er det her, at man skal standse op og spørge, hvad forudsætningerne i 1945 var. Var armene åbne?

Først tallene. Det er helt korrekt, at der ved krigens slutning i maj 1945 var rigtig mange tyske flygtninge i Danmark - helt præcist 244.493 ifølge den statslige optællingen fra den 8. maj 1945.

Under hvilke forhold ankom så de mange mennesker til Danmark? Under flygtningestrømmen i 1945 bestemte tyskerne, hvem og hvad der kom ind over de danske grænser.

De mange tyskere, der flygtede fra de fremstormende sovjetiske styrker, blev ikke inviteret af Danmark. Og det skete under voldsomme protester fra de danske departementschefer, der under politikernes fravær holdt forbindelsen med besættelsesmagten. Realiteten var, at en fremmed magt hen over hovederne på danskerne besluttede, at vi skulle brødføde og forsørge alle disse mange mennesker.

Hvad skete der så efter Befrielsen? Var danskerne og befrielsesregeringen generelt set glade for de mange nye mennesker, disse mange potentielle medborgere? Blev der ført en aktiv integrationspolitik? Svaret er et rungende nej. Holdningen var, at de tyske flygtninge skulle ud af landet hurtigst muligt.

Men det kunne ikke lade sig gøre, for den menneskelige situation i Tyskland var helt og aldeles forfærdelig. Hvad gjorde den danske regering så? Gik man så nu i gang med integrationsarbejdet? Igen var svaret negativt. I stedet blev der ved svensk hjælp opført en række større flygtningelejre rundt om i landet, hvor de tyske flygtninge blev samlet bag pigtråd under bevæbnet bevogtning og med forbud om omgang med det danske civilsamfund og befolkning.

Antallet faldt, men det gik meget langsomt. Den 1 .juli 1946 var der registreret 198.001 flygtninge. Et år senere den 1. juli 1947 var antallet faldet, men der var stadig 123.906 uønskede personer bag pigtråden i de danske lejre. Den 1. juli 1948 var tallet faldet til 44.785, og først i 1949 fire år efter krigens afslutning var det slut.

Vi kan godt diskutere og sammenligne medmenneskelighed, humanisme og integration i forskellige tider, men det skal være på et oplyst grundlag.