Flygtninge har brug for evangeliet

I de fleste sogne anvender vi flere ressourcer på at holde styr på de døde og administrere de levendes registrering og forvalte skatteindtægter, end vi bruger ressourcer på at række det kristne håb videre til sognets befolkning, skriver sognepræst, der ønsker flere ressourcer, så kirken kan hjælpe flygtninge

Giv os nogle småskrifter på arabisk, persisk, pashto, dari og andre relevante sprog. Giv os oversættelser af folkekirkens ritualer til de sprog, der er nødvendige. Tilbyd os bibler og materialer til uddeling i tusindvis. Giv os faciliteter til at simultantolke gudstjenester og møder til de sprog, folk forstår, skriver sognepræst.
Giv os nogle småskrifter på arabisk, persisk, pashto, dari og andre relevante sprog. Giv os oversættelser af folkekirkens ritualer til de sprog, der er nødvendige. Tilbyd os bibler og materialer til uddeling i tusindvis. Giv os faciliteter til at simultantolke gudstjenester og møder til de sprog, folk forstår, skriver sognepræst. Foto: Marcus Scholz/DPA.

I modsætning til mange af de flygtninge, der krydser vore grænser, har vi mødt den nåde og barmhjertighed, der giver fred i hjertet og håb for evigheden.

Desværre fylder den dimension ikke meget i flygtningedebatten. Det er, som om kirken ikke er stolt af det budskab, der giver os mulighed for at leve uden frygt. For det er budskabet i evangeliet: Hverken krig, ufred, hungersnød - eller noget som helst kan skille os fra Kristi kærlighed. Det er da det, vi forkynder, ikke sandt?

I de fleste sogne anvender vi flere ressourcer på at holde styr på de døde (på kirkegården) og administrere de levendes registrering og forvalte skatteindtægter, end vi bruger ressourcer på at række det kristne håb videre til sognets befolkning gennem relevant forkyndelse for alle aldersgrupper.

”De må gå i kirke om søndagen”, lyder de fleste svar på spørgsmål angående mission, evangelisation og inklusion af mennesker af anden tro. Eller også overlader vi scenen til de frivillige ildsjæle, uden hvilke den danske folkekirke ville være aldeles uden gennemslagskraft.

Men er det godt nok at lade den frivillige kirkelighed stå for alt, hvad der har med evangelisation og dåbsundervisning at gøre? ”Det gør vi jo heller ikke”, vil mange nok indvende. Hmm. ”Follow the money” - ”følg pengene”, siger man, hvis man vil blive klogere.

Pengene bliver anvendt til aflønning af kirkeligt ansatte i restaureringsafdelingen, der har til formål at holde hjulene i gang i administration og kirkegårdsdrift.

Præsternes kalendere er fyldt ud med dagligt præstearbejde uden megen plads til opsøgende husbesøg, strategisk planlægning af fremstød blandt fremmede og flygtninge - eller på anden måde en profilering til ikke-kirkelige danskere, medmindre de tilfældigvis skal til begravelse eller barnedåb.

Lad falde og forfalde, hvad der er mindre vigtigt end levende mennesker - og evangeliet rakt til dem. Giv os en hær af ansatte ildsjæle, der vil gøre det, som folkekirken er sat i verden for: forkynde evangeliet!

Lad ansatte på Nationalmuseet og lokale historisk interesserede frivillige overtage ansvaret for vedligehold af de kulturminder, der naturligvis skal bevares. Men behøver det være i vejen for, at kirken kan være kirke og forfølge sin mission? Lad os få fokus på det, der betyder noget: at møde medmennesker med evangeliet!

Giv os nogle småskrifter på arabisk, persisk, pashto, dari og andre relevante sprog. Giv os oversættelser af folkekirkens ritualer til de sprog, der er nødvendige. Tilbyd os bibler og materialer til uddeling i tusindvis. Giv os faciliteter til at simultantolke gudstjenester og møder til de sprog, folk forstår.

Brug nogle millioner fra centralt hold, så vi ikke skal afvente tilfældige menighedsrådsmøder og derefter selv opfinde den dybe tallerken.

Betjen ildsjælene fra den officielle kirke, så der opstår en konstruktiv syntese mellem den officielle folkekirke og det frivillige menighedsliv. Det haster.

Jørgen Jørgensen,sognepræst og formand for Menighedsfakultetet,Kirkeplads 4, Aabenraa