”Jeg vil optimere min høje uddannelse, så jeg hurtigst muligt kan komme i arbejde og tilbagebetale den hjælp, jeg har fået fra Danmark”, siger en syrisk flygtning til mig.
Hans udtalelse står i skærende kontrast til præmissen for den lavere integrationsydelse, som regeringen har indført og nu vil udvide til at omfatte yderligere 40.000 flygtninge. Flygtninge behøver ikke tvang for selv at tjene til føden. De vil hellere end gerne arbejde - hvis de altså kan få et arbejde.
Det er en skrue uden ende, når regeringen ikke blot halverer integrationsydelsen til nytilkomne flygtninge, men også vil sænke ydelsen til yderligere 40.000 flygtninge og indvandrere, som har været i landet i mange år.
Det er en forkert logik, at lavere ydelse vil tvinge flygtninge ud på arbejdsmarkedet. Idéen forudsætter, at flygtninge ikke ønsker at arbejde. Den forudsætter også, at der er masser af arbejde at få. Begge dele holder ikke i virkelighedens verden.
Jeg har jævnlig kontakt til en gruppe syriske flygtninge, som kun taler om tre ting, hver gang jeg snakker med dem: De er kommet for at få fred og en fremtid for deres børn - ikke andet. De vil lære dansk hurtigst muligt, så de kan begå sig i det danske samfund - det kan kun gå for langsomt. Og de vil arbejde med det samme - og betale den hjælp tilbage, som de har modtaget.
Det billede genkender jeg ikke i integrationsminister Inger Støjbergs (V) begrundelse for, at endnu 40.000 sårbare familier og børn skal på så lav en ydelse, at mange af dem bliver smidt på gaden, fordi de ikke kan betale husleje. Støjberg har en idé, en holdning, en politik, der efterhånden er svær at skelne fra Dansk Folkeparti. Gad vide, om hun selv møder de flygtningefamilier, hendes lovforslag går ud over.
I min kommune modtager vi 180 syriske flygtninge i år. Nogle har været her i 10 måneder, andre i fem, og flere er på vej. Jeg møder først og fremmest en glæde over at være kommet i sikkerhed. Og en imødekommenhed over for de mange danskere i kommunen og på gadeplan, som tager sig af dem.
Men jeg møder også frustration over, at danskundervisningen går trægt, at de kun tilbydes praktik og ikke ”rigtigt” arbejde, og at de ikke bare med det samme kan bygge videre på den uddannelse, de har med hjemmefra.
”Jeg er uddannet ingeniør fra universitetet i Damaskus. Hvorfor kan jeg ikke komme ind på et engelsksproget uddannelsesforløb på et dansk universitet, så jeg i løbet af for eksempel to år kan komme ud og arbejde med mit fag og betale hjælpen tilbage til Danmark?”, sagde en mand i 30-årsalderen til mig for nylig.
Han fortsatte: ”Jeg vil ikke bare modtage penge fra staten. Jeg vil arbejde - og jeg stiler efter et højtlønnet arbejde. For jo mere jeg tjener, jo mere kan jeg betale i skat til gavn for det danske samfund.”
Jo, flygtningene vil gerne arbejde. De sætter en ære i at kunne forsørge sig selv. Spørgsmålet er, om der er arbejde at få. Og om der er nok uddannelsespladser til at optimere de højt kvalificerede læger, advokater, revisorer og universitetslærere, som kommer hertil.
Se, det kan vi bruge til noget. Det kan myndigheder og erhvervsliv sætte i gang med det samme. Og få gavn af i løbet af ganske få år.
At nedsætte integrationsydelsen over en bred kam er blot kortsigtet og visionsløs symbolpolitik. Det løser ingenting, men kaster blot mennesker ud i yderligere fattigdom.
Og hvad værre er: Det opbygger en frustration hos de rigtig mange flygtninge, der gerne vil bidrage til det danske samfund.
Svend Løbner er journalist og Direktør for Kirkeligt Medieakademi i Børkop