STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen (V) har udtalt, at det kan blive nødvendigt at justere spillereglerne, altså de regler, som konventionerne sætter for behandling af flygtninge. Det er fornuftigt. Alternativet er, at de enkelte lande prøver at stramme reglerne mere end nabolandene og så håber på, at flygtningene vil holde sig væk .
Men tidligere folketingsmedlem Viggo Fischer (K) mener tilsyneladende i sin kronik her i avisen den 8. januar, at fordi Danmark var det første land til at ratificere flygtningekonventionen, vil det være forkert af statsministeren at arbejde for en ændring af konventionen.
Det er en besynderlig argumentation. Hvis konventionen ikke fungerer efter hensigten, vil det jo netop derfor være Danmarks pligt at gå foran og være med til at sikre nogle fornuftige fælles spilleregler.
VIGGO FISCHER SKRIVER, at ”så længe EU's fælles asylpolitik ikke har tilstrækkelig virkning, er det nødvendigt med nationale lappeløsninger”.
Jeg synes, at det er meget svært at se, hvad EU's fælles asylpolitik egentlig går ud på. Dublin-aftalen, som omhandler modtagelse af flygtninge, er for længst ophørt med at fungere. Der tales om en omfordeling af flygtningene i EU efter en ny fordelingsnøgle.
Hvordan denne fordeling skal praktiseres, melder historien ikke noget om, og skulle det lykkes at finde en fordelingsnøgle, som alle er tilfredse med, hvordan sikrer man sig så, at flygtninge, der henvises til fattige østeuropæiske lande, bliver der?
Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsens, forslag om, at der skal oprettes veldrevne flygtningelejre i nærområderne, er et konstruktivt forslag, men der er to problemer.
Det ene er, når Sass Larsen siger, at de flygtninge, der alligevel søger til Europa, skal sendes tilbage til lejrene. Det vil være i strid med flygtningekonventionen. Det andet problem er, om det altid vil være muligt at oprette og drive lejre i nærområderne? Er det ikke det, og vil man i stedet oprette lejrene i Europa, så ville også det være i strid med flygtningekonventionen.
HVIS MAN KIGGER PÅ de fire nabolande til Syrien, hvortil de fleste flygtninge er kommet, kan man konstatere, at ingen af disse har tilsluttet sig flygtningekonventionen på en måde, så det omfatter syriske flygtninge. Alligevel har disse lande taget imod flygtninge i milliontal. Eller måske netop, fordi de ikke er bundet af flygtningekonventionens krav, har det kunnet lade sig gøre.
Skulle man leve op til konventionens krav om sociale ydelser på samme niveau som landets egne indbyggere, samt bolig og arbejde, ville bristepunktet formentligt være nået for længst. Ikke mindst for Libanons vedkommende ville kravet om mere lempelige muligheder for integration af flygtninge være et problem med landets skrøbelige religiøse balance.
Heller ikke den barmhjertige samaritaner, der for 2000 år siden var på rejse syd for Jerusalem, var underlagt flygtningekonventionen.
Måske havde han tænkt sig om en ekstra gang, med hensyn til konsekvenser i form af familiesammenføring, sociale forpligtigelser og så videre. Han betalte for ophold og forplejning på herberget, men ikke for en række fremtidige og uoverskuelige sociale og økonomiske konsekvenser.
Om flygtningekonventionen vil blive ændret, eller om det vil gå den, som det gik Dublin-aftalen, vil fremtiden vise. Men konventioner eller ej, så er behovet for nødhjælp til nærområderne stort.
Anders Tengnagel Silberbauer, Baunevej 15, Hillerød