Jeg trak på smilebåndet, da biskop Henrik Stubkjær i kronikken ”Kirken har ansvar og opgave i flygtningekrisen” den 18. september hævdede, at han ikke var ude i et politisk ærinde, for hans politiske kæpheste galopperer i kronikken.
Han hævder, at der findes klimaflygtninge, men klimaflygtninge er opfundet af FN, en politisk organisation. Når mange afrikanere er på vandring i Afrika eller mod Europa, skyldes det mere den kolossale befolkningsvækst end klimaændringer. Det er en skandale, at ingen nødhjælpsorganisationer tager det presserende problem op.
Dernæst er hans kronik et indlæg i den standende debat om, hvorvidt folkekirken skal spille en politisk rolle. Hans kronik er et rungende ja hertil, og den aktuelle flygtningekrise bruges som løftestang herfor.
Stubkjær afviser med Luthers tale om gerningsretfærdighed, men det må ikke have som konsekvens, at man ikke hjælper ”mennesker i nød”, hvorved han og Luther i første række forstår fattige.
Men via Luthers udtryk ”trængende brødre” udvider Stubkjær begrebet ”mennesker i nød” til at omfatte helt aktuelle mennesker på flugt. Dem må folkekirken i dag hjælpe, på samme måde som Luther i 1523 tilskyndede kirkerne i Wittenberg til at oprette diakonater og opdele byen i områder, så omsorgen kunne organiseres effektivt.
Stubkjær undlader at fortælle, hvordan Luther og hans samtidige skelnede mellem ”trængende brødre” og folk uden behov for hjælp, for et eller andet sted må de have trukket en grænse.
Af sammenhængen fremgår, at Luther med ”trængende brødre” havde lokale fattige, syge, invalide og ældre i Wittenberg i tankerne, ikke flygtninge fra en anden verdensdel, som man ikke kunne have sikkerhed for var trængende.
Bispen skelner som Luther mellem det verdslige regimente (Folketinget) og det åndelige regimente (folkekirken), og han lader formode, at der ikke kan opstå konflikt mellem de to regimenters håndtering af og afgørelser omkring flygtninge.
Men det kan sagtens tænkes, at myndighederne nægter at give en syrer asyl, fordi de vurderer, han ikke har behov for beskyttelse. Vil Stubkjær i den situation da arbejde for, at kirken skal skjule ham?
Det kan jeg - der mener, det er Folketinget, der laver de verdslige love, og dem skal man følge, da vi ikke lever i et udemokratisk land - være bange for, da han over en kam omtaler syrere og andre, der kommer til Danmark, som desperate, og de har krydset grænsen til Danmark og har angste og udmattede vandret på vore veje. Men en del af dem krydsede grænsen uden at lade sig registrere, hvilket EU-”loven” (Schengen-aftalen) fordrer.
Har man fulgt mediernes dækning af menneskestrømmen, er det evident, at ikke alle ”desperate” vandrere er nødlidende. Meget tyder på, at de syrere, der er kommet til Europa, tilhører de bedre stillede lag i Syrien - nogle har for eksempel boet på hotel på den græske ø Lesbos. De er måske vandret videre fra lejre i Tyrkiet og så videre, fordi de ikke vil bo under de kummerlige forhold og har råd til at lade sig transportere til det rige Nordeuropa.
De fattige og gamle har hverken kræfter eller råd til at vandre - vandringen inkluderer udgifter til tog, færger, gummebåde, fly og eventuelt menneskesmuglere - til Europa.
Hvis man vil hjælpe virkelig trængende syrere, skal man hjælpe i nærområderne, ikke i Danmark.
Jørgen Grimstrup, lektor, cand.mag., Fasanvej 30, Viborg