Prøv avisen
Debat

Et historisk vidnesbyrd om flygtningenes juleaften anno 1945

Familien Goike flygtede i sidste del af krigen som titusinder af andre fra de fremrykkende russiske tropper i øst og endte i Danmark. Her holdt familien en ”dejlig jul - næsten som derhjemme” i flygtningelejren ved Hvorup Plantage. På billedet ses forældrene Agathe og Franz Goike. - Privatfoto. Foto: Franz Goike

Familien Goike kom til København i sidste øjeblik, den 4. ma 1945j sammen med 10.000 andre flygtninge på M.S. Sachsenwald. Efter et traumatisk ophold i Høvelte Lejren kom familien til Hvorup Plantage, hvor den fejrede en overraskende dejlig jul

ALLE HAVDE TÅRER i øjnene, da de tyske flygtninge fejrede juleaften i 1945. Selv hærdede mænd, der aldrig før havde grædt, havde fugtige øjne. Sådan skrev Franz Goike i sin omfattende dagbog om de tyske flygtninge i Hvorup Plantage.

Det var den første juleaften efter familien Goikes flugt fra landsbyen Schöneberg i den daværende fristad Danzig (nu Gdansk).

De var en del af de cirka to en halv millioner tyskere fra Østpreussen og Danzig, der i 1945 blev evakueret ved verdenshistoriens største evakuering over havet, efter at de var blevet indesluttet af Den Røde Hær.

250.000 af flygtningene kom til Danmark, hvor den tyske værnemagt fordelte dem over hele landet. Ved Befrielsen den 5. maj overtog de danske myndigheder ansvaret for de mange flygtninge og samlede dem i store, bevogtede lejre, omgivet af hegn, blandt andet i Hvorup Plantage, hvor der var cirka 3000 ud af de 36.000 flygtninge i Aalborg.

Det var ikke så sært, at flygtningene var bevægede. De fleste havde været på flugt i ugevis i sne og kulde for at komme ud til Østpreussens kyst og om bord på et skib, så de kunne komme væk, mens de konstant blev bombarderet af russiske fly.

Familien Goike kom til København i sidste øjeblik, den 4. maj, sammen med 10.000 andre flygtninge på MS ”Sachsenwald”. Efter et traumatisk ophold i Høvelte-lejren kom familien til Hvorup Plantage den 4. juli 1945.

Familien Goike bestod af bedsteforældrene, Agathe og Franz Goike, døtrene Lena og Elisabeth samt Elisabeths fem børn. Oprindelig havde der været seks søskende, men den yngste, den kun 14 måneder gamle Ursula, var død i Høvelte-lejren, uden at familien fik at vide, hvad der var sket med liget.

Alle de voksne var fyldt med sorger og bekymringer. To sønner, Alfons og Eduard, var faldet på Østfronten, og de vidste ikke, hvad der var sket med datteren Maria og sønnerne Hans og Franz, der var soldater, samt svigersønnen Bruno.

Desuden var de tynget af tabet af deres hjem og hjemstavn og af uvisheden om fremtiden. De havde fået efterretninger fra Schöneberg om den hårde skæbne, der var overgået dem, der ikke var kommet af sted, og at der var flyttet to polske familier ind i deres hus.

Franz Goike var en fantastisk iagttager og fortæller. Flere dage før juleaften gik forberedelserne til julefesten i gang.

Der blev hængt grankviste op i alle rum, mændene havde travlt på værkstederne med at lave julegaver til børnene, og i køkkenerne blev der bagt julekager. Den 23. december blev der opført et eventyrstykke, hvor to af familien Goikes børn medvirkede.

Juleaftensdag begyndte med evangelisk gudstjeneste. Middagsmaden bestod af grød og grøntsager. Derefter blev der uddelt juletærter til alle familier, en pr. fem personer. Julemiddagen bestod af kogte kartofler, frikadeller og surkål, alt var godt tillavet og i rigelige mængder.

Klokken 16.30 begyndte den egentlige julefest i lejrens flot pyntede festsal, hvor også den populære danske lejrleder, C.J. Hansen, deltog. Der blev oplæst et digt og sunget tyske salmer, for eksempel ”Stille Nacht, heilige Nacht” (Glade jul, dejlige jul) og ”Oh, du fröhliche” ledsaget af flygtningeorkestret.

Den tyske inspektør Ret-telbach holdt en gribende tale, hvor han takkede danskerne og blandt andet sagde: ”Måske må vi mennesker igen og igen gå gennem livets bitre skole af lidelser og hjertekvaler, hvor alt jordisk bliver så tomt, så kun den store kærlighed og uselviske menneskelighed består.”

Alle var bevægede og tænkte på tidligere juleaftener i deres hjem og på de kære familiemedlemmer, som de var adskilt fra eller havde mistet.

Så kom julemanden. Han var kommet fra Danzig, Königsberg, Elbing, Posen og til Danmark for at formane store og små om at gøre det gode og undlade det onde. Derefter fik hvert af de spændte børn en julegave. De voksne fik også en pose med kager, slik, tobak, sæbe og smør. Derefter skiltes man og fortsatte juleaften i de forskellige barakker.

Franz Goike beskrev deres juleaften i barak 44 som en smuk familiefest, næs-ten som derhjemme. Der var kage, tærte, smør, pølse, ost og sigtebrød, og de sang de kære julesalmer.

Der manglede heller ikke et juletræ, som det otteårige barnebarn, Alfons, havde skaffet ved at kravle ud under hegnet og fælde et lille træ med en spade. Det var fint pyntet, blandt andet med en glasfigur, som de havde fået af to nonner fra sygehuset.

Første juledag klokken otte var familien til katolsk højmesse i en fyldt festsal, hvor pater Burchardt i sin prædiken sagde, at julen var fredens, glædens og kærlighedens fest. ”Vi skal takke Gud for det, vi har fået, og for det, han forventer af os. Så får vi fred i sindet og fred i lejren. Vi kan sprede glæde gennem trøstende og deltagende ord, og der bør herske uselvisk kærlighed og troskab. - Så er der også jul i vore hjerter”.

Arne Sloth Kristoffersen, Magnoliavej 41,Aalborg