Flygtninge strømmer til Europa. Alle er berørt af flygtningesituationen. Vi står over for et globalt problem.
Meningerne om, hvordan det skal håndteres, er delte. I nogles øjne repræsenterer flygtningene en økonomisk ressource. I andres øjne er de en udgift. Når man tager højde for, i hvor høj grad vores tilværelse er dikteret af økonomiske dispositioner, er det forventeligt, at også flygtningedilemmaet bliver gjort op i kroner og ører. Men det er en mangelfuld analyse.
Flygtningekrisen afspejler nogle eksistentielle problemstillinger. De bliver fremhævet i den vestlige kulturs fundament. I Bibelen er menneskers flygtningestatus aldrig kun et spørgsmål om penge og politik. Den vedrører heller ikke kun en særlig gruppe.
De bibelske forfattere er enige om at påpege, at flygtningestatussen ikke kun er et juridisk eller politisk anliggende. Den er eksistentiel. Følgelig er de bibelske hovedpersoner flygtninge.
Adam og Eva er på flugt. Kain er på flugt. Abraham flygter fra sit hjemland. Det gør hans barnebarn Jakob også. Det gælder også Moses og israelitterne. David lever adskillige år som flygtning. Også Jesus er flygtning. Ifølge Matthæusevangeliet flygter Jesus som barn fra kong Herodes til Egypten.
Hvad er budskabet med disse fortællinger, der løber på kryds og tværs af Det Gamle og Nye Testamente? Budskabet er, at vi alle er flygtninge. Flygtningene er ikke blot de andre og de fremmede. Det er tillige os selv og de allernærmeste.
En anden vigtig pointe i den klassiske, bibelske flygtningeforståelse er, at alle flygtninge før eller siden skal vende tilbage til det, de flygtede fra. Moses skal tilbage til Egypten. Israelitterne skal tilbage til Kanaan. Jesus skal tilbage til Israel og så fremdeles.
Hvad er meningen? Meningen er, at flugten ikke kun er en envejsbevægelse. Først flygter man væk fra noget. Det kan der være mange grunde til. Nogle er gode, andre dårlige. Men så skal man vende tilbage. Man skal tilbage til et eller andet, man flygtede fra eller havde glemt. Det gælder alle flygtninge. Der er ingen vej udenom.
På denne måde påpeger det bibelske budskab en vigtig pointe, der overses i den nutidige flygtningedebat: Hvad er det, vi alle er flygtet fra? Hvad er det, vi har vendt ryggen, siden vi overstrømmes af flygtninge fra alle sider? Hvad er det, Gud, verden eller vor samvittighed prøver at fortælle os med den situation, vi befinder os i?
Bilder vi os ind, at vi kan løse problemet ved at sætte en mur op mellem dem og os? Er vi vitterligt så ubeskriveligt ukultiverede, udannede og ureflekterede, at vi tror, at flygtningeproblemet kan løses med politikernes værktøjskasse, socialistiske eller kapitalistiske økonomers regneark, PET's overvågningskameraer eller politiets ihærdige indsats? Hvorfor vil vi ikke erkende, at flygtningene er et spejl på os alle? Hvorfor vil vi ikke indse, at flygtningekrisen er et ydre symptom på en eksistentiel flugt fra menneskelighed og værdighed, der kendetegner nord såvel som syd? Hvor længe vil vi fortsætte med at flygte fra flygtningedilemmaets egentlige rod?
Vi kommer aldrig fremad, hvis vi ikke vil vende tilbage til den. Det fordrer en gennemgribende flygtningestatus. Eller skal vi fortsætte med at tage den lette vej? Skal vi fortsætte med at flygte fra vore kulturelle rødder og menneskelighed og gøre alt op i kroner og ører og magtpolitik? Det er på høje tid at gøre flygtningestatus. Det skylder vi os selv, vort land og ikke mindst verdens flygtninge.
”For fattige flygtninge kommer alle fra Zeus, og for dem er den ringeste gave en rigdom. Byd da den fremmede gæst på noget at spise og drikke, giv ham et bad i floden, et sted, der er skærmet for blæsten!” (Odysséen, VI, 207-210).
”Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!” (Tredje Mosebog 19, 33-34).
Martin Herbst, sognepræst, Zinniavej 24, Kastrup, København