TÆNK, HVIS NOGLE af Europas ledende politikere stod frem og tydeliggjorde over for befolkningerne, hvordan Europa og hele verden står ved en skillevej, der er karakteriseret ved et eneste ord, nemlig ordet bæredygtighed. Og tænk, hvis de dernæst italesatte en ny kurs – og handlede.
Tænk, hvis Europas ledende politikere talte FN’s 17 verdensmål op i stedet for at tie! Tænk, hvis de fortalte, hvordan målene både er en kæmpegave til verden og en absolut nødvendighed.
FN’s 17 verdensmål handler om hele verden, om alle lande og dermed også om Europa. Ser man sig om i verden, ser man et meget broget billede, som det selvsagt er umuligt at sammenfatte i nogle få ord. Men én ting kan man sige med sikkerhed: Hvert enkelt menneske bruger – om end frygteligt ulige fordelt – meget mere af klodens kapital end for 70 år siden. Og vi er blevet tre gange så mange mennesker i verden på disse 70 år. Denne globale udvikling er ikke bæredygtig, og det haster med at ændre kurs, hvis kommende generationer skal undgå ragnarok.
Verdensmålene skal tilpasses de enkelte lande og verdensdele, og det vil komme til at se meget forskelligt ud. Landene er ubegribeligt forskellige – religiøst, kulturelt, økonomisk, militært, klimamæssigt, ledelsesmæssigt med mere. Men alle lande og alle mennesker har én ting tilfælles: De befinder sig på den samme jord, og denne jord er den fælles bopæl for alle mennesker i alle lande. Det er i virkeligheden denne fælles jord, som FN-målene handler om.
Der er ved at vokse en fælles og global erkendelse og forståelse frem, der handler om, at alt på jorden er forbundet. Astronauterne har hjulpet os til at indse dette meget enkle: at alt på den lille jord er forbundet. Lad dette være udgangspunktet.
Den adskillelses- og opsplitningstænkning, som vi i stor stil har praktiseret inden for videnskab, politik, virksomhedsledelse, kunst, religion med mere i mange år, synger på sidste vers. Den dominerer i øjeblikket alt, og derfor er det en smertefuld og voldsom proces, vi går igennem. Men vi bliver nødt til som medansvarlige mennesker at forstå, at vi hænger sammen og har fælles udfordringer – og muligheder.
Ét sted, hvor dette efterhånden kommer meget tydeligt til udtryk, er klimaet. Det er umuligt for tænkende mennesker at forestille sig og hævde, at klimaet kan opsplittes i parceller og hegnes inde. Klimaet er et globalt og sammenhængende fænomen.
FN’S VERDENSMÅL handler i virkeligheden om, at verdens lande skal erkende disse sammenhænge og tale sammen på mange flere områder. Hele verden er ét stort sammenhængende system. Og dette system har igennem mange årtier været udsat for så voldsomme pres fra den industrielle udvikling, at det begynder at antage et faretruende omfang. Oceanerne, vandet, den biologiske mangfoldighed, udnyttelsen af råstoffer, jordens overflade, skovene, fattigdom, befolkningsudviklingen, fødevaresituationen, uddannelsesindsatserne med mere.
Kunne en erkendelse i denne situation være, at det lille og veludviklede – og dog stærkt splittede – Europa trods alt er den verdensdel, der vil være i stand til at gå foran og vise vej i den mangfoldighed af problemer og udfordringer, som hele verden også befinder sig i og er karakteriseret ved? Er det dybt naivt, eller er det én af de mulige og nødvendige veje frem – at Europa viser vej?
Det er, som om selv vi, der er så ufatteligt rige og velstillede i forhold til de fleste andre lande og områder i verden, har så mange øjeblikkelige udfordringer, at det forekommer os helt uoverstigeligt også at adressere de eksistentielle problemer, som verdensmålene repræsenterer.
Men verdensmålene er uomgængelige, hvis vi vil undgå, at verden om få årtier oplever hundredvis af millioner mennesker på tvungen folkevandring på grund af klimaforandring og deraf følgende krige og konflikter.
Det er ikke tilfældigt, at de 17 verdensmål handler om en uhyre kort periode, nemlig årene fra 2015 til 2030. 15 år. Vi skal ikke overdramatisere, men heller ikke benægte, hvad der forekommer at være fakta, hvorom der er bred enighed: At nå verdensmålene er en hastesag. Der er noget på jorden, der lige nu haster rigtig meget, hvis vi skal reducere risikoen for eller helt undgå meget alvorlige begivenheder. Meget handler lige nu om klimaet, CO2, kvælstof og biodiversitet, men alle målene og de fænomener, som målene handler om, hænger sammen.
NOGEN SKAL GÅ FORAN – vise vej. Hvor er de ledende EU-politikere, regeringschefer, partiledere, parlamentarikere med flere, der taler om verdensmålene, sætter dem ind i nationale og EU-sammenhænge, forklarer og uddyber, inddrager dem i aktuelle politiske debatter og målformuleringer? Det er meget svært at se, hvor de er, men det må og skal ske. Også selvom vi i Europa ikke har så forfærdelig meget at prale af – vi har bekriget hinanden i århundreder.
For nogle få årtier siden blev der udøvet massakrer på mennesker i Europa i et omfang og af en så grufuld karakter, at det ikke burde være muligt. Bare op igennem 1900-tallet oplevede de europæiske befolkninger så mange og ubeskrivelige rædsler, at det er næsen umuligt at forestille sig det.
Men på trods af det har Europa nået et højt niveau på mange af de områder, verdensmålene handler om. Og netop et så højt – og dog utilstrækkeligt – niveau, at det har mening at tale om et Europa, der i de kommende årtier tager udviklingsspring ind i en ny samarbejds- og solidaritetsæra, der kan inspirere og hjælpe andre.
Det lyder muligvis naivt: Ja, for virkeligheden lige nu ser bedrøveligt meget anderledes ud. Men hvis man lytter efter, så er det meget let at se tusinder af understrømme i den rå og skræmmende virkelighed, understrømme, der ikke mindst bæres af unge mennesker, bæres af mennesker og grupper med mange forskellige alternativer opfattelser og orienteringer, men som har noget tilfælles, der handler om bæredygtighed, global forståelse, social ansvarlighed, andre økonomi- og ressourceopfattelser og andre praksisser med hensyn til produktion og forbrug. Der er faktisk også et stort, progressivt globalt erhvervsliv, der gerne vil spille aktivt med.
Det var millioner af engagerede mennesker, foreninger og virksomheder med denne indsigt, der var med i diskussionen om formuleringen af de 17 mål for bæredygtig udvikling og bidrog til at gøre dem mere ambitiøse, end hvis det alene var de 193 regeringer i FN, der havde skrevet dem.
Og vi kan og skal nå målene ved at fastholde og udnytte dette engagement og bygge de nødvendige partnerskaber mellem civilsamfund, forretningsliv, finansverden, storbyer og regeringer, så der nu bliver handlet og investeret verden over for at nå de 17 store mål.
Lad os få Europa – og Danmark – med op i front igen.
Steen Hildebrandt er professor emeritus, ph.d. Mogens Lykketoft er folketingsmedlem for Socialdemokratiet, tidligere formand for FN’s Generalforsamling og tidligere finansminister.alle lande og alle mennesker har én ting tilfælles: De befinder sig på den samme jord, og denne jord er den fælles bopæl for alle mennesker i alle lande