MENNESKER MED handicap udgør efter et gængs skøn cirka 10 procent af befolkningen i Danmark og i andre dele af verden. Betegnelsen dækker også over mennesker med forskellige sygdomme, som betyder funktionsnedsættelser i det daglige.
Trods den relativt store befolkningsandel behandles mennesker med handicap mange steder som et mindretal, magthaverne og den øvrige befolkning ikke helt kan tage sig af.
Dette var baggrunden for, at FN i 2006 efter mange års forhandlinger vedtog en konvention om rettigheder for personer med handicap, også kaldet Handicapkonventionen. Denne konvention ratificerede Danmark i 2009.
Konventionen har primært to budskaber: Alle menneskerettigheder gælder også for mennesker med handicap, og diskrimination på grund af handicap er forbudt. Det er blandt andet udtrykt i otte bærende principper, som alle andre bestemmelser i konventionen skal fortolkes i overensstemmelse med: værdighed, selvbestemmelse, ikke-diskrimination, inklusion, respekt for forskellighed, lige muligheder, tilgængelighed, ligestilling mellem mænd og kvinder samt respekt for de udviklingsmuligheder, som ethvert barn med handicap har.
Konventionen uddyber, hvilke konkrete konsekvenser disse principper har i forhold til forskellige områder i livet. Meningen er at synliggøre for politikere og andre parter i samfundet, at mennesker med handicap har de samme rettigheder, som gælder alle andre - hverken mere eller mindre. For tiden har vist, at uden synliggørelse heraf får dette mindretal ikke nogen rettigheder.
FN'S HANDICAPKOMIT eksaminerede den 23. og 24. september 2014 den danske regering for Danmarks handicapindsats i de første fem år siden ratificeringen. I begyndelsen af oktober leverede komitéen sin konklusion: Den havde 72 kritikpunkter af, hvor regeringen skulle gøre det bedre, med tilsvarende 72 anbefalinger om opfølgende handling. Kritikken var afgivet på engelsk og således i sin præsentation svær at tilgå for en del almindelige mennesker.
Socialministeriet er som i alle andre vigtige sammenhænge ansvarligt for at oversætte dokumentet til dansk og at tilgængeliggøre det officielt. Men nu flere måneder efter, at anbefalingerne og kritikken fremkom, har man stadig ikke fremlagt en oversættelse. Derimod har ministeriet nået at afvise at inkorporere Handicapkonventionen i dansk lovgivning, selvom den altså er del af gældende ret.
Og regeringen har nået at sende et omfattende lovforslag om ændringer af serviceloven for voksenhandicapområdet i høring - et lovforslag, der, såfremt det bliver vedtaget, vil betyde tab af retssikkerhed og respekt for den menneskelige værdighed for de berørte borgere - yderligere tab i forhold til alle de tab, der allerede er resultatet af den lovgivning, som regeringen og dele af oppositionen har fået vedtaget de seneste tre år inden for en bred vifte af områder med adresse til mennesker med kroniske sygdomme eller handicap.
JEG ER EFTERHÅNDEN ikke i tvivl om, at minister Manu Sareen (R) og hans forgængere i Socialministeriet såvel som i flere andre ministerier ikke har tænkt sig at holde Handicapkonventionen i hævd. Det er snart ved at blive hverdag med alle disse systematiske modarbejdelser af udsatte borgeres rettigheder på forskellige niveauer, siden Helle Thorning-Schmidt (S) fik magt i 2011 - lystigt hjulpet på vej af Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og SF.
Man trækker bevidst tæppet væk under de mest udsatte grupper af borgere - dem, der er allermest forsvarsløse over for den slags overmagt. Og selv noget så simpelt som en oversættelse af de anbefalinger, som FN har givet til den danske regering med en opsang om at skulle forbedre sig på en lang række områder, trækker man det i langdrag med at få fremlagt. Det taler sit eget tydelige sprog om regeringens hensigter.
Men socialministeren er den øverste ansvarlige i landet i forhold til efterlevelse af Handicapkonventionen, og det vil han kunne holdes ansvarlig for! Det kunne være en begyndelse snart at få den oversættelse gjort tilgængelig.