Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

FNs Menneskerettighedsråd - Den globale tillid til FN undergraves

Hvordan kan verdens befolkninger have tillid til et menneskerettighedsråd, der har medlemmer, der selv systematisk krænker menneskerettighederne i deres egne lande, spørger Mette Bock. Foto: OLIVER BERG/ Denmark

Det burde være udelukket, at Danmark overhovedet kan overveje at stemme på systematiske menneskerettighedskrænkere

Mette Bock, medlem af Folketinget og udenrigsordfører for Liberal Alliance, har skrevet indlægget.

Under overskriften Slynglernes menneskerettighedsråd konkluderer lederskribenten i Kristeligt Dagblad den 16. november, at Danmark har et moralsk ansvar, når vi afgiver stemme på, hvem der skal indtræde i FNs Menneskerettighedsråd og at det burde være udelukket, at Danmark overhovedet kan overveje at stemme på systematiske menneskerettighedskrænkere.

LÆS OGSÅ: Slynglernes menneskerettighedsråd

Jeg er fuldstændig enig. Af samme grund fremsatte jeg for Liberal Alliance allerede i foråret et beslutningsforslag i Folketinget, der skulle pålægge den danske regering, at den ikke må stemme for, at lande, der krænker menneskerettighederne, indtræder i Menneskerettighedsrådet og andre fora, der beskæftiger sig med menneskerettigheder.

Stor var min overraskelse, da jeg hørte regeringspartierne S, R og SF argumentere imod forslaget. Man skal tænke på, lød argumentationen, at Danmarks stemmeafgivning kan være led i en større strategisk kabale, der kan give Danmark god indflydelse andre steder. At det kan skade mulighederne for at fremme en dansk kandidat til andre internationale organer, hvis vi er åbne om stemmeafgivningen. Og at det nogle gange kan være bedre at have krænkerne inden for folden, så at sige, end udenfor.

Jeg var dybt rystet. Og jeg mistede ved den lejlighed min ellers ret store tillid til, at regeringspartierne mener det, når de i regeringsgrundlaget, politikformuleringer og skåltaler lovpriser menneskerettighederne. Regeringen har tilmed, med et bredt flertals opbakning, formuleret en såkaldt rettighedsbaseret udviklingspolitik, hvor vi ustandselig taler om menneskerettighedernes ukrænkelige værdi.

I mit stille sind kunne jeg simpelthen ikke få den tanke ud af mit sind, at både S, R og SF ville have stemt for LAs forslag, hvis ikke de tilfældigvis lige nu sidder på regeringsmagten, hvor det er behageligt at have fuld manøvrefrihed. Kun Enhedslisten bakkede op fra den side af salen.

Det gik en smule bedre til højre i salen, hvor både De Konservative og DF bakkede op. Men Venstres ordfører, Søren Pind, skuffede fælt. Han havde under debatten i folketingssalen ingen argumentation overhovedet, blot et enkelt spørgsmål til udenrigsministeren: Kan udenrigsministeren bekræfte, at det er regeringen, der fører landets udenrigspolitik, spurgte han med et smil på læben? Det kunne udenrigsministeren minsandten med et lige så stort smil bekræfte. Også her trængte en grum mistanke sig på. Hvis Pinds drøm om engang at blive Danmarks udenrigsminister bliver til virkelighed, vil han have frie hænder. Også til at stemme menneskerettighedskrænkere ind i menneskerettighedsrådet, hvis han opfatter det som taktisk klogest.

Men menneskerettigheder har intet med taktik at gøre. Det handler om mennesker. Hvordan kan verdens befolkninger have tillid til et menneskerettighedsråd, der har medlemmer, der selv systematisk krænker menneskerettighederne i deres egne lande?

Det fremgår klart af FNs Generalforsamlings resolution 60/251, at valgte medlemmer skal opretholde de højeste standarder med hensyn til at fremme og beskytte menneskerettigheder. Hvilket mildt sagt ikke kan siges om lande som Sudan, Etiopien, Pakistan og De Forenede Emirater for eksempel. Den nuværende praksis er, godt hjulpet af Danmark, i den grad med til at undergrave tilliden til FN. Det er intet mindre end en katastrofe, at Danmark ikke er fuldstændig klar i mælet i den slags sager.

Når jeg oplever sådan noget, synes jeg, det er fortvivlende at være politiker. Hvor mange gange i historien har politikere og despoter ikke, med henvisning til alle mulige andre formål, stiltiende accepteret alvorlige krænkelser af menneskerettighederne for bagefter at vaske hænder og højlydt tale om samme rettigheders ukrænkelighed? Jeg troede blot, i al min naivitet, at det stod bedre til i Danmark. På tværs af øvrige politiske skel.

Jeg har dog ikke opgivet endnu. Jeg forsøger i Udenrigsudvalget at skabe opbakning til, at vi som minimum får undersøgt, hvordan man håndterer stemmeafgivningen i andre lande, vi normalt sammenligner os med. Og målet er, at vi i det mindste får åbenhed omkring Danmarks stemmeafgivning, og at den til enhver tid siddende regering pålægges i fortrolighed at orientere Udenrigspolitisk Nævn, hvis man af uforklarlige grunde står fast på lukketheden.

Jeg kan selv med min bedste vilje ikke få det til at hænge sammen. Ingen politiske hensyn kan moralsk begrunde, at Danmark medvirker til at sætte ræve til at vogte gæs. Det handler ikke om partipolitik eller taktik på den internationale scene. Det handler om anstændighed og troværdighed.