Jeg vil nødigt fremture, men vi må atter opholde os lidt ved kvindefodboldlandsholdet. Da dette i sommer vandt EM-sølv, opstod der national begejstring, og spillerne blev gjort til genstand for megen snak om lighed, rettigheder og synet på køn og fodbold i det hele taget. I disse dage ser vi en konsekvens af den hektiske ophøjelse, der tog form, idet spillerne lod sig bruge i en ideologisk dagsorden med ivrig sammenligning med herrelandsholdet, mens det velmente råd herfra var, at de i stedet tålmodigt skulle tilkæmpe sig ægte og grundfæstet status. En enkelt sølvmedalje gør ingen sommer. Man må sige, at der blev talt for døve øren.
I dagskulle landsholdet have spillet VM-kvalifikationskamp mod Sverige, men den blev sensationelt aflyst på grund af strandede lønforhandlinger mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og spillerne, der nægtede at gå på banen. Forløbet har udgjort en heftig medieføljeton, som i høj grad synes at handle om en flok spillere, der har mistet overblikket og nu blot lader sig styre af deres fagforening, hvilket vel har at gøre med den voldsomme eksponering, de oplevede i sommer. Noget er gået galt med selvopfattelsen efter den store hyldest, hvor feministerne omklamrede dem, og der blev talt om historisk gennembrud.
Nu spænder spillerne ben for sig selv ved ikke at gøre det indlysende – nemlig, at ære landsholdet og insistere på at gå på banen, selvom parterne ikke er enige. Det er påfaldende, ja, det er nærmest lidt forargeligt, at en flok spillere står så stejlt på egne økonomiske krav i en fodboldhistorie, hvor kvindelandsholdet hidtil udelukkende har udgjort en underskudsforretning for DBU. Sagen bærer præg af de forcerede mekanismer, der kan vokse ud af brat medieeksponering i en kønsfikseret tid, hvor en flok benovede spillere hurtigt kan komme til at tro, at de skal give den i rollen som fodboldspillets svar på Jeanne d´Arc. Man studser desuden over, at de i forløbet er blevet behandlet så engleblidt af journalisterne, når det oplagte spørgsmål giver sig selv: hvorfor føler I ikke en meget større pligt til simpelthen at stille op for jeres land?
Sportsjournalistikken har atter svigtet, og pludselig blev der helt stille. Hele torsdag hvilede der ifølge en TV2-reporter en ”tåge af tavshed” over landsholdstruppen, og det er ikke mærkeligt. Flere af spillerne er sikkert grundforvirrerede over på den måde at være snublet i den position, der en kende ureflekteret er blevet konstrueret omkring dem. Ting tager tid, og disse spillere glemte vist efter EM at holde hovedet koldt og lighedshysteriet på afstand, for sagen er jo, at hvis de i længden vinder nok, vil rettighederne følge af sig selv. Sådan foregår det i sportens verden. Her gør man sig møjsommeligt fortjent til sin status, og disse spilleres ulykke er, at de på få måneder blev hevet over i lighedsideologiens og kønskampens verden, hvor de har mistet en del af grebet om deres egentlige ærinde. Hvorfor spiller de ikke bare fodbold?
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.