Fødevareminister Rasmus Prehn: Lad os gøre op med pseudopolitik på steroider

Politik er blevet et overfladisk og hektisk teaterstykke, mener Rasmus Prehn (S), efter han har læst Sigge Winthers nye bog "Entreprenørstaten"

Politik i dag har svært ved at omfavne de store komplekse problemer, prioritere tid til at komme i dybden og inddrage de mennesker, der bliver påvirket af beslutningerne, mener Rasmus Prehn (S).
Politik i dag har svært ved at omfavne de store komplekse problemer, prioritere tid til at komme i dybden og inddrage de mennesker, der bliver påvirket af beslutningerne, mener Rasmus Prehn (S). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Jeg har netop slugt den fremragende og dybt inspirerende debatbog ”Entreprenørstaten” af Sigge Winther. Hvis I ikke allerede har læst den, kære medpolitikere, journalister og embedsmænd, så gør det nu.

Ifølge Sigge Winthers præcise analyse er medier, politikere og embedsmænd fanget i et overfladisk og hektisk teaterstykke. Vi kører alle på steroider. Vi fokuserer for lidt på de store komplekse problemer. Vi prioriterer ikke tid til at komme i dybden med politik, der kan løse de store, vilde og dybt komplekse problemer – klima, faldende social mobilitet og kriminalitet. Og vi får ikke inddraget de mennesker, som skal sikre forandringen ude i virkeligheden. Point taken! Det teaterstykke er jeg i høj grad også en del af.

Heldigvis stopper bogen ikke med kritikken, men har dybt interessante bud på løsninger. Jeg hæfter mig især ved tre pointer.

Fokus: Vi skal rette laserpistolen mod de store og dybt komplekse problemer og udfordringer.

Tålmodighed: Vi skal bruge meget mere tid og grundighed, når vi udvikler politik.

Og inddragelse: Vi skal involvere de mennesker, som reguleringen handler om tidligt og også huske det i implementeringen.

Alle politikere kan lære af denne bog – naturligvis også mig selv og min regering. Jeg har bemærket, at Sigge Winter har omtalt flere af regeringens initiativer positivt. Det gælder blandt andet regeringens stærke fokus på få, men store signaturprojekter som klima og corona. Det gælder også metoden i det grundige arbejde med at komme i dybden med komplekse problemer og finde holdbare løsninger, som bliver lavet i Nina Smith-kommissionen om andengenerationsreformer.

Og så er Sigge Winther opmærksom på, at partnerskaber og borgerinddragelse breder sig i dansk politik i disse år. Blandt andet på klimaområdet.

Kan regeringen gøre det bedre? Klart! Og indrømmet: Jeg og mit ministerium ryger ofte i gryden med alle unoderne fra Sigge Winthers skarpe analyse.

Men lad mig i al beskedenhed nævne, at Fødevareministeriet på nogle punkter er i gang med at tage skridt i retning af tankerne i ”Entreprenørstaten”.

Når det gælder fokus, har ministeriet den store laserpistol fremme i forhold til grøn omstilling af landbruget og fødevaresektoren.

Når det gælder tålmodighed, vil Fødevareministeriets gennemføre den 10-punktsplan, jeg lancerede, da jeg trådte til, med overskrifterne lavere tempo, færre sager og mere fordybelse og grundighed i sagsbehandlingen.

I forhold til inddragelse, er det ministeriets ambition systematisk at involvere de mennesker, organisationer og eksperter, som det hele handler om. Det bestræbte vi os for eksempel på i forløbet op til den brede landbrugsaftale fra oktober. Nu gælder det implementeringen af aftalen, som bliver hundesvær.  

Vi har i bedste fald kun taget de første små spæde skridt, og vi har masser at lære. Her er Sigge Winthers analyser, tanker og forslag dybt inspirerende. Dem vil jeg have med i mine tanker, når jeg nu sammen med mange andre skal sikre den grønne omstilling af hele fødevareområdet. Ved at implementere landbrugsaftalen. Ved at inspirere danskerne til at spise klimavenligt. Ved at appellere til en ny generation af klimabevidste unge. Og ved at skabe et bæredygtigt fiskerierhverv.

Det er vildt udfordrende opgaver, hvor man nemt kan tabe fokus, tålmodighed og i værste fald de mennesker, det hele handler om. Det vil jeg bestræbe mig på ikke at gøre, og nu har jeg foreløbig lagt Sigge Winthers bog under hovedpuden.

Rasmus Prehn er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.