Statsminister Mette Frederiksen (S) har aldrig skjult, at hun vil styre fra toppen af et stærkt statsministerium. Hun ser desuden forholdet mellem ministre og embedsværk som en magtkamp: ”Der er en magtkamp. Hvis en minister ikke har en klar dagsorden og et tydeligt mål, kører embedsværket ministeriet," har hun sagt.
Fungerede det frederiksenske system under coronakrisen? Der forekom i al fald en delvist ulovlig minkaflivning. Hvad så med effektiviteten? Det er vel en udbredt vurdering, at Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet, reagerede hurtigt, da covid-19 ankom. Men næste gang behøver det ikke at være en embedsmand i Statsministeriet, der gør det. Tværtimod kan man frygte, at den indledende succes forførte Statsministeriet lidt.
En lidt overset rapport til Folketinget har påpeget, at Statsministeriet stressede styrelser og fagministerier med krav vedrørende selv småting. Det gav ikke altid ro til at tænke ordentligt. Der er flere eksempler, her er et par:
Kulturministeriet brød ind i DR's programlægning og skar ned på programmer om politik – netop, som der var mere brug for dem. Regeringen skal holde sig fra DR's programlægning, og ministeriet har senere undskyldt.
Man angreb også domstolenes uafhængighed ved at ”lukke” for behandlingen af en række sagstyper. Men domstolene ledes af retspræsidenter. De bør selv tilrettelægge en eventuel nedprioritering.
I sommeren 2020 fandt man en covid-mutation i danske mink. Direktør Kåre Mølbak, Statens Serum Institut, tilrådede den 11. september 2020 i en mail til flere, herunder Sundhedsstyrelsen, social isolation af alle minkansatte og deres pårørende samt skærpede forholdsregler mod tæt menneskelig kontakt i Nordjylland. Senere har Kåre Mølbak sagt om denne mail: ”Jeg tror, at den druknede mellem alt muligt andet, for at være ærlig."
Professor i infektionsmedicin Jens Lundgren advarede efteråret 2020 mod en ny smittebølge: ”Hospitalerne havde et problem med personalet, der var nedslidt efter første smittebølge. Mange havde det psykisk svært med de oplevelser, de havde haft i foråret. Mange personaler havde aldrig før set patienter med alvorlige lungebetændelser; de var hovedkulds blevet kastet ind fra andre afdelinger og havde stået ved siden af folk, der blev kvalt til døde. Mange blev selv syge, og nogle af dem fik så alvorlige senfølger, at de ikke kunne vende tilbage til arbejdet.”
Men ”processen op igennem september og oktober var præget af et gigantisk rod” har forvaltningsprofessor Jørgen Grønnegård Christensen vurderet: ”Sagen cyklede rundt mellem skiftende regier befolket af en skønsom blanding af ministre, embedsfolk og særlige rådgivere.”
Jens Lundgren mente, at Kåre Mølbak var ”enormt frustreret over fødevaremyndighedernes og regeringens manglende håndtering af minkproblemet under en pandemi".
En af flere muligheder var at aflive alle danske mink. Det krævede ny lovgivning. Men ifølge afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet Tejs Binderup havde man ”ubeskriveligt travlt hele oktober måned". Lovforberedelsen af en eventuel aflivning af alle mink udeblev.
Den 2. november 2020 udtalte Kåre Mølbak på et møde med blandt andre pelsauktionshuset Kopenhagen Fur, Landbrug & Fødevarer og Fødevarestyrelsen, at Danmark måske kunne blive "et nyt Wuhan”. Kåre Mølbak havde ikke informeret Sundhedsministeriet. Advarslen nåede dog hurtigt ministre og embedsmænd.
Statens Serum Institut fremsatte i et notat den 3. november bekymring for, om der var tale om en coronavariant, som de vacciner, man ventede på, måske ikke dækkede. Bekymringen skyldtes kun ni laboratoriestikprøver, og undersøgelsen var foreløbig. Statens Serum Institut foreslog dog ikke en aflivning af alle mink eller nogen anden løsning. Koordinationsudvalget, en samling af regeringens topministre, besluttede alligevel om aftenen den 3. november 2020 at aflive alle mink i Danmark. Flere eksperter mente, at risikoen var overvurderet, og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, så ikke den nye variant som en alvorlig trussel. Jens Lundgren fik den 5. november risikovurderingen. For ham at se var data overfortolket, men da havde regeringen holdt pressemøde om sagen. Ifølge Lundgren var regeringen gået ”fuldkommen i selvsving”.
Det ser ud til, at det frederiksenske beslutningssystem pendulerede mellem hurtighed og forstoppelse. Mere skulle måske overlades til fagministerierne. Og når Koordinationsudvalget involveres, kunne man ønske sig rolige og alsidige overvejelser. Udvalget er blevet sammenlignet med det britiske regeringskabinet, men sammenligningen halter. Kabinetsministre har ret til at klage, hvis de ikke bliver informeret, og de er præget af en større følelse af kollektivt ansvar end deres danske kolleger. De trækker sig i nogle tilfælde ved uenighed ud af kabinettet.
Man kunne overveje, om der skulle være fastere regler for mødekadencen og dagsordenen i Koordinationsudvalget. Ville et særligt sekretariat være hensigtsmæssigt? Der er eksempler på, at et fagministerium ikke kan give en minister i Koordinationsudvalget støtte. Og det burde ikke kun være departementschefer og lejlighedsvist en fagminister, udvalget tilkalde. Det kunne lytte langt bredere. Udvalget er blevet til, efter at ministeransvarlighedsloven kom til i 1964. Er denne tidssvarende? Og i modsætning til det britiske kabinet tages der ikke referat i Danmarks vigtigste udvalg. Det var måske en god idé at begynde på det.
Tim Knudsen er professor emeritus, historiker og forfatter til fembindsværket ”Statsministeren”.