Selvom hans anden kone, Mary Shelley, er mere kendt end ham, nåede også Percy Bysshe Shelley at skrive meget i sit knap 30 år korte liv, og efter 200 år er vi endelig ved at turde møde hans farlighed.
Den 8. juli 1822 sejlede han ud på bugten ved La Spezia i det nordvestlige Italien, men båden blev fanget i et pludseligt uvejr og sank. I land ventede familien, men de hørte intet, før Shelleys lig skyllede i land på stranden ved Viareggio en uge senere.
Ulykken blev begyndelsen til et helt nyt liv. Mary Shelley og nogle af Percy Shelleys venner satte sig for at skabe et modbillede af ham til det, som allerede herskede hjemme i England, hvor han mest var kendt som en ateist, anarkist og ryggesløs libertiner. Det billede ville Mary og vennerne ændre. De ville nedtone provokationerne i hans tekster, og det lykkedes i en sådan grad, at hans forfatterskab for eftertiden blev svøbt ind i en sentimental fortælling om den unge digter, som døde alt for tidligt, om den følsomme skønånd, der var alt for sart til denne verden, og om det misforståede geni, som blev forfulgt af både myndigheder og hadske kritikere.
Percy Shelleys korte stemningsdigte egnede sig godt til at understøtte det billede, som blev det dominerende i langt over hundrede år efter hans død. Men det er lejlighedsdigte, ofte henvendt til bestemte familiemedlemmer og venner, som ofte er skrevet i hast. Kernen i hans værk er helt anderledes udfordrende, men det havde de første mange generationer af hans læsere ikke øje for.
Først i de seneste årtier har der langsomt udviklet sig en forståelse af, at Shelleys digte udforsker en tilværelse uden fast ståsted, en verden, som vi hver især må navigere i uden at have faste pejlemærker, en verden, hvor traditionelle tilværelsesfortolkninger ikke længere giver mening, et turbulent univers, som stiller voldsomme krav til moderne mennesker.
Han læste vidt og bredt og var fascineret af både klassiske og engelske filosoffer. Han var blandt andet optaget af spørgsmålet om Guds eksistens og skrev en lille tekst, hvori han forholdt sig til de klassiske erkendelsesmåder gennem sanserne, ved logisk tænkning eller andres udsagn. Og hans konklusion på alle overvejelser var, at Guds eksistens ikke kan bevises. Shelley udgav teksten anonymt som "The Necessity of Atheism" i sit første år som studerende ved universitetet i Oxford, og den skabte straks forargelse på en institution, som havde meget tætte bånd til den engelske kirke. Shelley blev øjeblikkeligt bortvist fra universitetet.
Set med moderne øjne var bortvisningen et pædagogisk svigt. Shelleys tekst inviterede til konstruktivt modsvar, men det havde autoriteterne ikke øje for. De så kun en umoralsk og ryggesløs udfordring af veletablerede normer og tænkemåder.
Årene efter bortvisningen blev turbulente for Shelley. Han ledte rastløst efter et ståsted og en sag, som han kunne engagere sig i. Han giftede sig med en ung pige, som han mente at kunne redde fra det regelbundne, småborgerlige liv, hun var født ind i. De fik to børn sammen, men ægteskabet endte tragisk med pigens selvmord, og Shelley blev frakendt forældreretten til de to børn. Han tilbød sig som fundraiser for et dæmningsprojekt ved Portmadoc i det nordvestlige Wales. Efter kort tid følte han sig forfulgt af de lokale og forlod stedet over hals og hoved, og det lykkedes ham aldrig at omsætte sine antiautoritære tanker til positiv aktiv handling.
I digtet "Adonais", en elegi over John Keats' død, konfronterer han denne magtesløshed og beskriver sig selv som ”en kraft omspændt af svaghed” og i ”Ode til vestenvinden” kommer personaen til kort: ”Jeg synker om på livets torne. Jeg bløder.”
Heller ikke i sine tekster fandt Shelley et fast ståsted. Hans digte bevæger sig altid rundt uden at kunne finde ro. Det giver dem en intens energi. ”Ode til vestenvinden” farer gennem alle verdens elementer og gennem alle årstider. Ingen fred indfinder sig. Former er udviskede. Det er som at betragte et maleri af J.M.V. Turner. Digtet slutter med et spørgsmål, som indrammer usikkerheden: ”Hvis det bliver vinter, så er foråret vel ikke langt væk?”
Det eneste sikre er foranderligheden. Kampen for frihed og tolerance, kampen mod autoriteterne, kampen for en mening i tilværelsen er stadig foranderlige processer uden endemål. I hans hovedværk, "Den løste Prometheus", bliver tyrannen væltet, men han bliver kun indespærret, ikke tilintetgjort, og digtet ender med en anvisning på, hvad menneskene må gøre, hvis han slipper fri igen, og tyranniet vender tilbage. Mildhed, dyd, visdom og udholdenhed er de våben, Shelley anviser.
Stykket starter med, at Prometheus er lænket til klippen. Han husker den hadske forbandelse, han sendte mod sin undertrykker, men nu har han intet ønske om at gentage forbandelsen. Han har snarere ondt af tyrannen, fordi han er fanget i et magtspil, som nødvendigvis skaber hans egen modsætning. I stykket er denne modsætning en tåget og konturløs skikkelse, Demogorgon, som river tyrannen af tronen.
Selvom tyrannen besejres, er sejren ikke permanent. Foranderligheden er stadig den eneste faste eksistensbetingelse. Alene persongalleriet blander romersk og græsk mytologi, skikkelser som personificerer elementerne, abstrakte begreber såsom tid eller kontinenterne Europa og Asien. Stykkets univers virker fremmedgørende. Det falder aldrig til ro i en umiddelbar genkendelig form. Kun menneskets stadige og stædige insisteren på tolerance og dyd kan give det et meningsfyldt eksistensgrundlag.
Det af hans digte, som nok kendes af flest englændere, er en sonnet med titlen ”Ozymandias”. Ved første øjekast er det en enkel beskrivelse af et eksotisk landskab, men beskrivelsen er ikke så ligetil. Den er lagt i munden på en af de fire karakterer, som optræder i det korte digt. Digtets persona er kun at finde i første linje: ”Jeg traf en rejsende fra et gammelt land”. Allerede her er tid og sted uden klar definition, og da den rejsende så i næste linje overtager beskrivelsen, får man fornemmelsen af at blive kastet midt ind i en samtale uden begyndelse og slutning.
Resten af digtet er den rejsendes beskrivelse af et øde og goldt ørkenlandskab med fragmenter af en statue, der engang forestillede Ozymandias. Nu er kun statuens piedestal og de underste stumper af Ozymandias’ ben tilbage. På piedestalen har billedhuggeren indhugget Ozymandias’ egne ord, et udsagn fra en tyran, der truer sine fjender. Ordene har tilsyneladende mistet deres betydning, for det mennesketomme landskab rummer ingen, der kan forholde sig til den døde tyrans ord. Men hvad er der sket? Hvordan er området blevet lagt øde? Hvad er der sket med Ozymandias og det land, han engang regerede? Digtet nægter at give svar.
Vi er først nu ved at grave Shelleys forfatterskab ud fra det lag af sentimentalitet, som mere end hundrede års dyrkelse af ham som den verdensfjerne og følsomme skønånd har dækket hans tekster med. Men her ved 200 året for hans død, har vi endelig fået øjnene op for et tekstunivers, der udforsker en eksistens uden et ståsted, der er givet på forhånd. Det er en barsk og krævende eksistens, som kan udstille vores menneskelige uformåen og gøre os desperate, men som samtidig er vores mulighed for at fremelske den bedste mellemmenneskelige forståelse og det bedste menneskelige samliv – hvis vi kan og tør.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.