Så skal vi til det igen. Kommunalvalget og historierne om folkestyrets forfald: Alt for få stemmer og engagerer sig. En umage blanding af projektmagere og kommunefunktionærer sendes ud i selvlysende veste på landets togstationer for at huske folk på at stemme. Kendisser optræder i tv med det uangribelige synspunkt, at man skal tænke sig om, før man vælger sofaen. Og valgeksperter bekymrer sig og lægger ansigtet i alvorlige folder.
Fint for mig, både penge og bekymring er givet godt ud. Og som folketingsmedlem har jeg mere end én gang deltaget i paneldebatter, hvor der var flere i panelet, end der var publikummer. Som regel er det sådan, at der er flere i panelet, end der er tvivlere i salen. Måske har det altid været sådan. Se bare folketingskandidat Jørgen Varnæs’ optræden i ”Matador”, hvor han taler for en sal af dedikerede tilhængere og modstandere.
Men de seneste par uger har jeg alligevel oplevet noget andet i min hjemby, Holbæk. Her har kommunalvalget det triste bagtæppe, at man nu er landets fattigste kommune med en kassebeholdning, der under normale omstændigheder ville sende os under administration. Og det er vel at mærke efter, at der er skåret så hårdt alle steder, at forældrene selv må medbringe sand til børnehavernes sandkasser, og de ældre demente borgere deles 30 om en medarbejder i nattetimerne.
Da jeg var til debat i Tuse Næs Hallerne, var mere end 200 borgere mødt op, selvom lokalområdet knap tæller mere end et par tusinde sjæle. Og på Holbæk Teater blev de 324 billetter til debatten revet væk. På Facebook har knap 3000 borgere meldt sig ind i gruppen Politik i Holbæk Kommune, hvor der hver dag rejses en håndfuld væsentlige og levende debatter.
Engagementet skal vel forklares med kommunen sørgelige forfatning, og det er måske en væsentlig pointe. For selvom mange valg nok kan virke energiforladte, så er folk der, når det gælder.
Forfatteren Hans Scherfig konstaterede engang, at danskernes forhold til danskheden er ligesom forholdet til deres tænder. De går ikke i det daglige rundt og slår sig på brystet over at være danske, og man tænker ikke på sine tænder i almindelighed. Men den dag tandpinen melder sig, eller danskheden er truet, er sagen en anden. Så kan man slet ikke lade være med at tænke på det. Måske gælder det samme i den kommunalpolitiske verden