Der hersker næppe tvivl om, at en konservativ bølge skyller hen over Danmark i disse år.
Dette ses blandt andet ved Nye Borgerliges tilsyneladende succes. Men den stigende modstand mod multikulturalismen som ideal er imidlertid snarere virkning end årsag.
At konservatismens fremmarch sker i en tid, hvor Det Konservative Folkeparti er underdrejet, kan forekomme pudsigt. Men De Konservatives nød er en naturlig følge af, at andre har overtaget konservativt tankegods.
Dette ses for eksempel ved, at de største partier i Folketinget i varierende grad anerkender kulturens betydning. At vi ikke alle er ens. At vi er et produkt af vores historie. At vi ikke kan og vil det samme. Det er samme logik, der gør sig gældende, som da hele venstrefløjen indarbejdede miljøspørgsmålet i deres politiske fokus. Det eroderede grundlaget for et grønt parti i Danmark, hvad der ellers har været normen i vore nabolande.
For at få begreb om den konservative bølge, der pågår i disse år, skal vi tilbage til 1990’erne. Oven på den kolde krigs afslutning blomstrede troen på fremskridtet. En tiltagende historieløshed gjorde det oplagt for mange at se i dag som en vissen udgave af i morgen.
Moderniseringstænkningen blomstrede. Det var alene et spørgsmål om tid, før alle lande ville bekende sig til det liberale demokrati med dets universelle rettigheder. Dette uafhængigt af folkeslagenes historie, kultur og almene kontekst. Udvikling sås som noget lineært. Vi er alle et sted på udviklingslinjen og over tid på vej fremad. Blot vi sikrede økonomisk udvikling, ville resten komme af sig selv, for i sidste ende vil vi alle det samme.
På den baggrund blev rationalet bag udviklingsarbejde økonomiske liberaliseringer og indførelse af politiske frihedsrettigheder, hvor meget disse end måtte være i strid med de lokale traditioner og skikke.
Tilsvarende var forsvaret af de liberale frihedsrettigheder af global karakter og sås i Vesten som en helt legitim grund til at drage i krig langt fra hjemstavnen.
En række større begivenheder efter årtusindskiftet har imidlertid udfordret det liberale verdenssyn. Kina fortsatte med at være autokratisk trods enorm økonomisk vækst. Befolkningerne i Mellemøsten viste sig selv at ønske autoritære styrer, når de blev spurgt ved valg. Trods stor økonomisk vækst i Tyrkiet syntes og synes landet at bevæge sig længere og længere væk fra et liberalt demokrati. Når krybben er halvtom i EU, kommer det for en dag, at landene først og fremmest – naturligvis – tænker på eget velbefindende.
På den hjemlige scene var der også grøde frem mod årtusindskiftet. Revselsesretten blev afskaffet. En del voksne har ikke formået at erstatte den tidligere fysiske autoritet med en mere tidssvarende, og de er blevet magtesløse. Samtidig er velfærdsstatens kontrolvælde på alle tænkelige muligheder udviklet. Det første tegn på den konservative fremvækst var således Anders Fogh Rasmussens (V) berømte nytårstale, hvor han gjorde op med ”smagsdommerne.” At opgøret så fes ud, er en anden sag. Men der var folkelig klangbund for ambitionen.
De tidligere hovedmodsætninger i dansk politik, socialister og liberalister, fandt trods Anders Foghs indledende konservative øvelser fra årtusindskiftet langsomt sammen i en fælles autoritær tilgang til borgerne.
Den ene part, socialisterne, ville regulere borgernes adfærd gennem afgifter, forbud og kampagner. Den anden part, de liberale, ville regulere borgernes adfærd gennem patroniserende tale samt henvisning til nødvendig‑ hedens politik. Med tiden udviskedes også forskellene i de mål, de to parter syntes at ønske sig for samfundet. De var dikteret af ubøjelige, universelle rettigheder, kombineret med en rationalistisk tænkning, der blandt andet indebærer et meget lille råderum for politikerne, idet enten EU, konventioner eller de økonomiske love tilsiger den rette politik.
Det er i den kontekst, konservatismens fremgang skal ses. Borgerne blev reduceret til ubetydeligheder for magthaverne. Eller eliten, som det hedder nu til dags. Stilling‑ tagen til de eksistentielle spørgsmål skulle staten nok tage sig af. Min ulykke eller manglende sundhed skyldes min opvækst eller aktuelle indtjening. Mine dagpenge reduceres, fordi det er nødvendigt. Sukker er usundt. Jorden er ved at smelte. Og så fremdeles.
Denne sammensmeltning mellem de tidligere modpoler i dansk politik resulterede i et manglende politisk og endog eksistentielt fodfæste hos store dele af befolkningen. Mangen en borger har undret sig over, hvornår eget ansvar ophører, og statens ditto begynder. Man har stillet sig selv spørgsmål som: Hvem skal egentlig opdrage mine børn? Hvorfor må jeg ikke mene sådan? Er det ord nu forbudt? Skal jeg skamme mig over min baggrund?
Alt sammen leder det hen til en følelse af afmagt hos en stor del af befolkningen. Afmagt og umyndiggørelse. Kort sagt: en frustration over ikke længere at sidde for bordenden af eget og egen families liv.
Som den daværende konservative leder og senere udenrigsminister i Storbritannien William Hague sagde i valgkampen op til parlamentsvalget i 2001: Jeg ønsker et land, hvor voksne behandles som voksne, og børn behandles som børn. Det er netop frustrationen over at blive behandlet som børn af sikkert velmenende politikere og andre meningsdannere, der om noget er kimen til tidens konservative bølge.
Hans Sloth Kristoffersen er cand.scient.pol.