Professor Svend Brinkmanns tema i den nye bog, ”Ståsteder”, kunne sammenfattes til tro, håb og kærlighed.
For selvom Svend Brinkmann selv siger, at han ikke tror på Gud, er jeg sikker på, at Gud tror på ham.
Brinkmann taler vor tids åndløshed midt imod og vover at stille sig frem i det åbne rum med sin appel: Vi har et ansvar for hinanden. Med filosoffen K.E. Løgstrup holder vi altid noget af hinandens liv i vore hænder, men med tidens blinde accept af konkurrencestatens jagt på økonomisk vækst – overser vi noget af det vigtigste i livet, nemlig den mellem-menneskelige ansvarlighed.
Svend Brinkmann drøfter det åndelige grundlag for at være menneske, og hvordan dette grundlag spiller ind i vores aktuelle samfund og de begreber, vi søger at forstå det med.
Men begrebet ånd er så langt væk fra tidens forståelse af virkeligheden, at han mødes med megen skepsis. I den offentlige diskussion klandres Svend Brinkmann blandt andet for gold moralisme og manglende vilje til at ville finde løsninger på velfærdsstatens udfordringer. Sidstnævnte skal forstås som et forsvar for konkurrence‑ staten.
Men Svend Brinkmann rammer meget dybere end ”gold moralisme” og ”konkurrencestat”. Hvordan skal man ellers forklare det faktum, at hans seneste bog debatteres, længe inden den overhovedet er på gaden, og at den rives væk fra boghandlerdisken, næsten hurtigere end den er blevet lagt dér. Hvad betyder det mon?
Jeg tror, folk sukker efter den åndfulde, dybe samtale og demokratiske debat i det offentlige rum. Selvom stærke økonomiske kræfter trækker i en populistisk retning, hvor aviser, tv og radio – som centrale fora for den offentlige samtale og debat – blot skal servicere os som ”forbrugere i et konkurrencestatssamfund”, så tror jeg, at de fleste mennesker i Danmark foretrækker at være ”borgere i et demokratisk velfærdssamfund”.
Et demokratisk samfund har brug for offentlige steder, hvor borgere sammen kan være i dialogiske og åndfulde diskussioner – det hele må ikke ødelægges af økonomiske, globaliserings- og konkurrencestatstanker, hvor offentlige rum som radio, tv og aviser bare skal facilitere overfladiske strømninger, for at kapitalen kan vækste.
Kristeligt Dagblad har bidt sig fast i en historie om, hvordan DR vil nedlægge radioprogrammer som blandt andet ”Eksistens” og ”Religionsrapport”. Historien kan synes lille og enkeltstående, men den har stor principiel og værdimæssig betydning for befolkningen og dens hverdag.
I den underskriftsindsamling, som startede først i august, er der indsamlet 1741 underskrifter og 104 kritiske kommentarer. Folk er vrede, kede af det, opgivende over nedlæggelsen af disse radioprogrammer. De ønsker ikke at miste offentlige steder, hvor almene emner om etik, tro og eksistens tages op og drøftes.
Det er ved at ligne en generel tendens, at det åndfulde og demokratiske sættes uden for døren, og i stedet topstyres der ud fra devisen: mere underholdning, så de ”infantile” her og nu-behov i befolkningen tilfredsstilles – mindre eftertanke og offentlig diskussion, hvilket ellers kunne tilgodese det ”voksne” ønske om indsigt og demokratisk dialog.
Hvad vil vi egentlig i dybere forstand med samfundet og med vores offentlighed som radio, tv og aviser i dagens Danmark? Hvilket formål er der med disse offentlige rum og medier?
1741 mennesker søger netop nu helt konkret svar på disse spørgsmål – og det falder helt i tråd med Svend Brinkmanns overordnede spørgen efter faste ståsteder af åndelig karakter.
Lærke Grandjean er lærer og foredragsholder