Prøv avisen

Folkekirken arbejder aktivt for at hjælpe forfulgte kristne

I maj sidste år var Mellemkirkeligt Råd med til at arrangere en høring på Christiansborg, der satte fokus på menneskerettighederne i Mellemøsten og Nordafrika med særligt henblik på de kristnes situation, skriver debattøren. Foto: Jørgen Schytte/ Denmark

Folkekirkens mellemkirkelige Råd har netop sat fokus på manglen på trosfrihed og på forfølgelsen af kristne især i Mellemøsten.

Mogens S. Mogensen, medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd, N.J. Holms Park 55, Christiansfeld, har skrevet indlægget.

I et læserbrev i Kristeligt Dagblad den 26. november 2013 med overskriften EU, folkekirken og de forfulgte kristne beklager Karin Riis-Jørgensen (V) sig over, at folkekirken er tavs og usynlig, når det gælder det alvorlige problem med kristnes forfølgelse.

Det er virkelig godt at mærke Riis-Jørgensens engagement, men i sin iver kommer hun desværre til at give et fortegnet billede af virkeligheden.

LÆS OGSÅ: Vestens kirker klandres for at tie om forfulgte kristne

Folkekirkens mellemkirkelige Råd har netop sat fokus på manglen på trosfrihed og på forfølgelsen af kristne især i Mellemøsten. Projekt trosfrihed forfulgte kristne har bidraget til at informere om dette alvorlige problem og har helt specifikt udfordret menighederne til forbøn for de forfulgte kristne. I mange stifter er der således blevet holdt forbønsgudstjenester for forfulgte kristne.

Mellemkirkeligt Råd har også forsøgt at få den bredere offentlighed og politikerne til at interessere sig for problemet.

I november 2011 arrangerede Mellemkirkeligt Råd en høring på Vartov om tros- og religionsfrihed.

I maj sidste år var Mellemkirkeligt Råd med til at arrangere en høring på Christiansborg, der satte fokus på menneskerettighederne i Mellemøsten og Nordafrika med særligt henblik på de kristnes situation.

I september sidste år var Mellemkirkeligt Råd ligeledes medarrangør af en konference i Kolding om de kristne mindretals situation i Mellemøsten, hvor udenrigsminister Villy Søvndal (SF) medvirkede.

I en række kirker samles der ind til forfulgte kristne, og flere menigheder har også etableret venskabsforbindelser til menigheder, der oplever forfølgelser. Det gælder for eksempel den kirke, som jeg selv kommer i, hvor vi har etableret en venskabsforbindelse til Sankt Georgs Kirke i Bagdad.

At Mellemkirkeligt Råd prioriterer dette område meget højt, fremgår også af, at man har søgt og netop fået bevilget 100.000 kroner fra Folkekirkens Fællesfond til at fremme menighedernes solidaritet med de forfulgte kristne.

Dertil kommer, at der naturligvis også er mange folkekirkemedlemmer engageret i de frie kirkelige organisationer for eksempel Dansk Europamission og Åbne Døre der gør et meget stort stykke arbejde for forfulgte kristne.

Der er bestemt ingen tvivl om, at folkekirken kan og bør gøre meget mere for at vise solidaritet med forfulgte kristne, men at folkekirken skulle være tavs og usynlig på dette område, er heldigvis ikke korrekt.