Argumenter for og imod, om præster og folkekirken skal blande sig i politik, er mange. De senere år er modstanden imod, at præster blander partipolitik og kristendom sammen, tydeligst bragt til torvs af dem, der klarest har vævet deres præsteidentitet ind i konkret partipolitik, nemlig partipræsterne fra Dansk Folkeparti Jesper Langballe og Søren Krarup
LÆS OGSÅ: "Bevar båndet mellem kirke og stat"
Igen og igen har de smeltet treenigheden danskhed, den evangelisk-lutherske folkekirke og Dansk Folkepartis modstand mod indvandrere og flygtninge om til kristendom med klare politiske rødder. Det har bestemt ikke været kønt, men meget effektfuldt, hvis man altså er til den ubehagelige tolkning af kristendommen.
Præstepolitikerne Langballe og Krarup forlader i forbindelse med det forestående folketingsvalg Christiansborg. Men dermed forsvinder spørgsmålet om forholdet mellem kristendom og politik på ingen måde ud af debatten.
Blot kan man håbe, at der hermed bliver plads til at diskutere det, der, hvad end man er enig eller uenig med de to politikforkyndende præster, har været kernen i al deres trættende og misforståede partisnak om, at danskhed og kristendom er to alen af et stykke, nemlig at kristendom naturligvis må forholde sig til det virkelige liv.
At det altså er en selvfølge, at kristendommen problematiserer den virkelighed, vore politikere presser ned over vores hverdag med hinanden.
Ikke som præstepolitikerne har formuleret det med en klar partipolitisk vinkel, men ud fra kristendommens egen apolitiske, iboende påstand om, at selvom menneskeliv nødvendigvis må være underlagt politiske strukturer og prioriteringer, må dette aldrig gå ud over den ubøjelige respekt for menneskelivet som sådan og i særdeleshed det menneskeliv, der på den ene eller anden måde er udsat og truet.
Der er i forbindelse med folketingsvalget emner nok for præster og folkekirke at tage op. Der er for det første den helt grundlæggende diskussion af, om økonomi og vækst er den rigtige målestok at bedømme værdien af vores samfund med. Vækst er, uanset hvilken partifarve den er pakket ind i, det mest brugte ord i valgkampen.
Fuldstændig fraværende er simple spørgsmål som: Hvorfor vækst? Hvorfor skal væksten udelukkende komme dem, der i forvejen ikke lider nød, altså os i den sikre middelklasse, til gode? Hvad gør det ved vores syn på og omgang med hinanden som mennesker, at alt skal bedømmes ud fra vækst? Hvad gør det ved de institutioner, for eksempel folkeskolen, vi anser som væsentlige elementer i vores samfund, at de også skal vækste? Er det for eksempel den type folkeskole, vi ønsker?
Det er gode, enkle spørgsmål, folkekirken og dens præster også under et folketingsvalg må formulere, så det høres i en bredere offentlighed. Af den simple grund, at vi som folkekirke er advokater for det solidariske menneskesyn, der springer ud af kristendommen, og som vi i Danmark har valgt at bygge velfærdssamfund på. Et velfærdssamfund, som først og fremmest skal hjælpe dem, der ikke har så meget, og ikke dem, der, som valgkampen ellers giver indtryk af, har så rigeligt i forvejen, nemlig midtervælgerne.
For det andet er der de konkrete spørgsmål, vi bliver nødt til at rejse i forbindelse med valgkampen, og som sagtens kan formuleres uden partipolitisk indpakning. Spørgsmål som: Hvordan kan det være, at cirka 350.000 mennesker, heraf cirka 17.000 børn, lever i fattigdom? Hvordan kan det være, at antallet af børn, der lever i langvarig fattigdom, er steget med cirka 1000 børn om året? I Danmark vel at mærke. Og hvordan får vi skabt vækst for denne store gruppe af mennesker?
Man kunne naturligvis håbe, at politikerne havde lyst til at debattere dette og efterfølgende gøre noget ved det, men når nu deres mod og vilje svigter, må andre tage over. Og her står folkekirken først for, fordi vi nu engang er kaldet til at være advokater for et menneskesyn, der ikke, som den politiske debat, fuldstændig negligerer nogen.
Heiner Lützen Ank er lands-sekretær og kampagneleder i Kirkens Korshær